Sådan kan vi redde 400 patienter fra amputation Steno Diabetes Center Copenhagen har udviklet en tværfaglig metode, der kan nedsætte antallet af amputationer med hele 80 pct. hos borgere med diabetes. Vi vil opfordre til, at metoden også tages brug i resten af landet. 

Hver uge mister 10 danskere et ben på grund af diabetes. Det skyldes diabetiske fodsår, der kræver hurtig behandling for at undgå infektioner, koldbrand og amputationer.

Samlet set bliver der foretaget over 500 ben-amputationer om året i Danmark som følge af diabetisk fodsår. Det er alt for mange. For det siger sig selv, at amputation af et ben er et enormt indgreb i den enkeltes livskvalitet, og en stor økonomisk byrde for samfundet.

Derfor har vi i Danmark i årevis talt om, hvordan vi kan gøre noget ved de alt for mange amputationer og både fagfolk og interesseorganisationer har opfordret til at gribe ind. Også på verdensplan er der kig på det enorme problem. Tidligere i år skrev en gruppe internationale diabeteseksperter en artikel i et af de mest ansete diabetestidsskrifter, at der globalt gøres rystende lidt for at forebygge amputationer hos personer med diabetes.

Vi er fuldstændig enige – og vi kan også dokumentere, at noget så enkelt som systematik og tværfaglighed, der har fodterapeuter som centrale aktører, ville kunne redde 400 ben om året.

Fodterapeuterne ind i teamet

Steno Diabetes Center Copenhagen har igennem de sidste 10-15 år udviklet en metode, der har vist sig at reducere antallet af ben-amputationer med helt op til 80 pct. Metoden er enkel, og den har tre hovedingredienser.

For det første skal der være et tværfagligt samarbejde omkring personer med diabetes og fodsår skal behandles i et tæt og murstensløst samarbejde mellem flere fagprofessionelle, herunder fodterapeut, diabeteslæge, ortopædkirurg, sygeplejerske.

Dernæst skal der være en hurtig indsats, hvor personer med fodsår ses hurtigst muligt af et kompetent team. På Steno Diabetes Center Copenhagen får 85 pct. behandling eller en aftale inden for 24 timer efter et akut opstået problem, ud over der er oprettet en drop-in service. Endelig kan personer med diabetes selv aftale en akuttid hos en fodterapeut.

Slutteligt foregår der en systematisk dokumentation af indsatsen, hvor alle procedurer omkring kontrol og behandling registreres, så effekten af indsatsen løbende kan monitoreres og forbedres.

Metoden kan følges op ved at gøre det vederlagsfrit at få behandlet diabetiske fodsår og at få foretaget en fodstatus i primærsektoren. Det kan øge opsporingen og fremskynde indsatsen, hvis man fjerner den barriere, der ligger i, at personen med diabetes skal have penge op af lommen.

Hvad med resten af landet?

De gode resultater er heldigvis ved at blive udbredt. Steno Diabetes Center Copenhagen er i samarbejde med hospitalerne i Region Hovedstaden i gang med at ansætte fodterapeuter på alle hospitaler. Desuden er der enten sket en opgradering af de eksisterende fodklinikker eller, fx på Bornholm, oprettet en helt ny fodklinik, hvor der ikke har været en tidligere.

Steno Diabetes Center Copenhagen-modellen med de tværfaglige teams, akuttider, drop-in service og mål for behandling/aftale i løbet af 24 timer danner inspiration for de øvrige hospitaler. Desuden er der enten sket en opgradering af de eksisterende fodklinikker eller, fx på Bornholm, oprettet en helt ny fodklinik, hvor der ikke tidligere har været en.

Lige så vigtigt er det, at det tværfaglige team også har oprettet et fod-netværk med deltagelse af alle regionens hospitaler.

Målet er tilsvarende at sænke antallet af amputationer på de øvrige hospitaler i Region Hovedstaden. Vi er meget optimistiske på vegne af borgerne i Region Hovedstaden, da tallene fra Steno Diabetes Center Copenhagen allerede viser, at der kan reddes fødder.

Men hvad med borgerne i resten af Danmark? Vi vil opfordre til, at den metode og systematik, der har vist sig at redde mange ben, ikke kun er kendt og brugt i Region Hovedstaden, men også kommer ud at leve i resten af landet. Etableringen af Steno Diabetes Centre i landets øvrige fire regioner burde være en garant for at dette burde kunne ske.

Metoden skal have ben at gå på i hele landet. Bogstavelig talt.

Skriv kommentar