Tak til Frede Olesen for hans tanker i klummen: Vi skal genopfinde den moderne generalist, Dagens Medicin nr. 13/2018. Vi er jævnaldrende og har derfor begge oplevet det samme i almen praksis. Jeg er enig i beskrivelsen og også enig i analysen.

Alt for mange praktiserende læger er de sidste år gået på pension i 60-årsalderen. Hvorfor det? Svarene er samstemmende. Systemet blev for bøvlet. Det er dejligt at arbejde med patienterne i daglig praksis, men det administrative system og det sekundære sundhedsvæsen, som det har udviklet sig, blev for trekantet og besværligt for den praktiserende læge. Jeg skrider. Jeg vil hellere være vikar rundt i Skandinavien. Herved mistede almen praksis en kæmpe arbejdsressource i almen praksis. Fokus har været på de unge læger og deres ønske eller mangel på samme om at vælge almen praksis. Men for tidlig afgang af de modne findes lige så vigtig.

Men hvad gik galt? Der er tre iøjnespringende forklaringer.

I mit lokalområde mistede vi vores lokale sygehus. Det var det sygehus, hvor vi havde personlig sparring med vores speciallæge kolleger. Da vi fik et lokalsygehus som var meget større og som var så langt væk, at vi ikke kendte og mødte vores kolleger på sygehuset, faldt noget væsentlig væk begge veje. Da man lukkede de små sygehuse stillede man ikke noget andet i stedet. Hvorfor spurgte man ikke os praktiserende læger? Vi sad jo midt i arbejdet hver dag.

Lars Løkke og Co lavede kommunalreformen, hvor amter blev til regioner. Kommuner blev store og skulle omorganiseres.

De praktiserende læger holdt op med at tale med sundhedsadministratorer, bl.a. fordi noget væsentligt gik tabt, da amter blev til regioner og alle fik travlt med at organisere regioner internt. Man ‘glemte’ at tale med de perifere sundhedsudøvere. De store sygehuse blev endnu større og mere specialiserede og fjerne og var svære for den praktiserende læge at manøvrere i med mindre patienten fejlede noget meget specifikt – og det gør patienter jo ofte ikke i almen praksis. Vi mistede vores generelle udredningshjælpere – når vi gik fast.

Hver enkelt specialafdeling stillede specifikke krav til os, før vi henviste patienten. Men ofte vidste vi jo netop ikke, hvad patienten fejlede. Når så endelig patienten kom ind i afdelingen, men ikke fejlede lige det, den afdeling tog sig af, sendte de patienten retur, og så kunne patienten og den praktiserende læge starte forfra. Det blev for bøvlet.

Samtidig lavede DSAM og PLO og Sygesikringen i fællesskab flere Kliniske Vejledninger. Det måtte da hjælpe lægen. Men vejledningen blev ofte et krav og et åg som partout skulle følges. Så det blev ikke en hjælp og en vejledning, som vi alle fra starten havde tænkt.

Så hvad gør vi nu? Fordi det er netop nu at chancen er der. Der er en sundhedsminister, som vil almen praksis. Der er et PLO, som er meget konstruktiv. Der er et meget aktivt DSAM. Det er nok gået op for regionens administratorer, at vi alle bliver nødt til at tale sammen konstruktivt. Mette Frederiksen har lanceret tanken om et lokalt sygehus/sundhedscenter, som har mere power end sundhedscentre har i dag. Så vi må sætte os sammen og lytter til hinanden og få lavet et system, som hjælper den praktiserende læge. Man bliver nødt til at have gode forsyningslinjer bagud fra sundhedsvæsenets stormtropper, ellers dør de ude i front. Vi bliver nok nødt til at bruge nogle praktiserende læger til at indtage ledende poster i sundhedsvæsenet. Dem der har skoen på og ved hvor den trykker.

Vi skal genetablere en form for lokale sundhedscentre, som kan hjælpe den praktiserende læge både diagnostisk og behandlingsmæssigt. Et sådan sundhedscenter planlagde vi for 10 år siden i Grenå. Den ligger i skuffen flere steder, men bl.a. hos mig, for systemet var ikke klar til at tage imod den. Den indeholder et femfingret sundhedscenter i Grenå.

Første finger består af alle sygesikringsrelaterede. Dvs. praktiserende læger, speciallæger, psykologer, kiropraktorer osv.

Anden finger består af ambulatorier fra Randers Centralsygehus og eventuelt onkologisk afdeling i Århus til eventuel kemoterapi, så patienterne ikke bliver nødt til at kaste op hele vejen rundt på Djursland på vej hjem.

Tredje finger består af kommunens sundhedstilbud dvs. sundhedsplejersker, hjemmeplejen, hjælpemiddelafdeling sundheds socialrådgivere osv.

Fjerde finger består af en sengeafdeling, hvor patienter kan komme ind til aflastning og finpudsning, og hvor patienter som er færdige på det store sygehus kan være og få kontakt med optræning og hjemmepleje. Patienterne skal lægeligt passes af deres praktiserende læge, som vi gør på plejehjemmet.

Femte finger er en forsknings – og udviklingsafdeling, som interesserer sig for de sundhedsproblemer, som findes i dette område. På Djursland er det livsstilssygdomme. Vi plejer at sige, at her er vi for tykke og for dumme…

Men hvordan sikrer betalerne så, at de praktiserende læger yder varen? Man laver et assesment-system, hvor den praktiserende læge hvert femte år gennemgår en assesment, hvor man vil afdække lægens styrker og svage sider. Det kan man så tilrettelægge efteruddannelsen efter. Samtidig vil man opfange de læger som er truet af udbrændthed, før de går ned med flaget både til skade for dem selv og patienter. Til gengæld kan man for min skyld gerne nedlægge patientsikringssystemet, som mere virker som en trussel end som en hjælp for lægen. Stop med forfølgelse – og oprust hjælp til selvhjælp for den praktiserende læge, så vi kan få gejsten tilbage i vort fag.