Regeringen afviser at finansiere behandlingsgaranti

Regeringen afviser at finansiere behandlingsgaranti Regeringen afviser at tage regningen for genindførslen af det udvidede frie sygehusvalg, og sender den i stedet videre til regionerne. Finansministeren afviser at betale én eneste krone.

Forhandlingerne mellem regeringen og Danske Regioner om næste års økonomi for sygehusvæsenet er stødt på grund, efter parterne ikke kom nærmere hinanden ved forhandlignerne tirsdag.

»Jeg har været med i økonomiforhandlingerne i 12 år, og jeg kan ikke huske, at vi nogensinde har stået så langt fra hinanden,« siger Bent Hansen (S), formand til Danske Regioner til Ritzau.

Under forhandlingerne har Bent Hansen bedt om en check på minimum 2,7 milliarder kroner, der blandt andet skal gå til genindførslen af behandlingsgarantien om maksimalt én måneds ventetid, der træder i kraft igen om mindre end en måned efter at have været suspenderet siden juni sidste år.

Regeringen afviser ekstra mia.
Ifølge Bent Hansen kommer genindførslen til at koste sygehusene i omegnen af én milliard kroner.

Men hvis han regner med, at regeringen vil tage sig af dén regning, så kan han godt tro om igen, lyder budskabet fra finansminister Claus Hjort Frederiksen (V).

»Det er et alt for højt tal. Vi har finansieret behandlingsgarantien en gang for alle. Der er lavet et permanent løft, så det kræver ikke én eneste krone mere,« siger Claus Hjort Frederiksen til Ritzau.

Ifølge Ritzau har finansministeren desuden skudt regionernes ønske om et lån på 15 miliarder kroner til renovering og nybyggeri af sygehusene ned. Regeringen har allerede afsat 25 milliarder kroner til moderniseringen af sektoren, og det er udgangspunktet, fastslår Claus Hjort.

Finanskrisens rammer regionerne
Det er den verdensomspændende finanskrise, der har fået finansministeren til at sætte sig hårdt på pengene. Og der kan regionerne heller ikke forvente et gå ram forbi.

»Økonomien er en realitet, og alle i det danske samfund må udvise den yderste tilbageholdenhed. Det vilkår gælder også for Danske Regioner,« siger Claus Hjort Frederiksen til Ritzau.

Men hvis ikke regeringen vil finansiere genindførslen af behandlingsgarantien, så vil det i sidste ende ramme de svageste i samfundet, advarer Bent Hansen.

»Hvis der ikke følger penge med det udvidede frie sygehusvalg, så må vi overflytte midler fra de svageste patienter for at kunne behandle de stærkeste patienter. Det må jeg så forholde mig til,« siger han.

Skriv kommentar