Reformen, der blev forrådt
Foto: Lars Andersen

Reformen, der blev forrådt Trods alt bøvlet med akutreformen står vi atter med to ubærlige tragedier, at patienter, der kunne reddes, dør, og nyuddannede yngre læger hænges til tørre med et betydeligt ansvar, som systemet burde påtage sig.

Det danske sygehusvæsen har gennemgået mange omfattende reformer de sidste 20 år. Alle reformerne har haft en kvalitetsdagsorden som grundlag. Forandringerne har haft til formål at gavne patienternes muligheder for at få den rette behandling i rette tid og et langt og godt liv uden skavanker.

Aktualiseret af den genopblussede debat om tre tragiske meningitis/meningokokdødsfald vil jeg gerne kaste et kritisk blik på den mest omvæltende reform, den nu ca. 10 år gamle akutreform. Den havde — og har — et meget solidt og enkelt rationale:

(1) Vi kan ikke overlade det til yngste kandidat at stå alene med ansvaret for de akutte patienter kl. 04 om morgenen, de patienter, som er kritisk syge, og hvor hurtig og korrekt indsats afgør, om det står til liv eller ender med tab af førlighed og død. ‘Vi skal have speciallægerne i front’. (Det var speciallægerne allerede i høj grad i de ‘skærende specialer’, men hele det medicinske område var tyndt bemandet med speciallæger uden for bankernes åbningstid.)

Så langt var der bred enighed mellem politikere, embedsmænd og de sundhedsfaglige organisationer.

(2) Der er ikke nok speciallæger til at bemande vagterne på alle de sygehuse, ca. 60, der omkring årtusindskiftet modtog akutte patienter.

(3) Derfor skal tallet ned på cirka 20 sygehuse, som har døgnåben akutmodtagelse af patienter på skadestuer, medicinske og kirurgiske afdelinger.

Konklusionen i (3) er en uundgåelig konsekvens af præmis nr. 1 og 2. Og starten på en pinefuld fordeling af smerten i amterne, fra 2006 regionerne. Nedlæggelse af nogle sygehuse, byggeplaner på andre. Sygehuse, som i årtier havde haft store, akutmodtagende afdelinger, blev omdannet til ’lokalsygehuse’ eller ‘specialsygehuse’. Og det gik ikke stille af, både onde og gode græd og lo. Lokalområderne — herunder mange store købstæder — græd, fordi de mistede deres trygge nærhed til akut hjælp. De fagprofessionelle græd, når de stod til at miste deres tilvante faglige rammer, mens andre måtte flytte sig med opgaverne. Det gik der flere år med. Det er værd at huske på, at de jublende sejrherrer var personalet på de sygehuse, som skulle videreføre de akutte funktioner. Forståeligt nok, for de stod til at få tilført betydelige ressourcer, herunder byggeri, et par håndfulde endda som ‘supersygehuse’ til samlet 40 mia. kr.

Alt i alt den mest dramatiske forandring i sygehusvæsenet i en generation.

Efter min mening er reformen blevet forrådt, og forræderiet har de fleste steder tre skikkelser:

Læger under uddannelse bærer stadig størstedelen af byrden i den form for vagt, der indebærer tilstedeværelse på afdelingen 24/7. Det gælder især i de medicinske specialer — de skærende specialer er langt mere loyale over for reformens intentioner.

Vagtbemandingen er underdimensioneret, ventetiderne på akut diagnostik og behandling mange steder uacceptable, hvilket præger de årlige undersøgelser af patienttilfredshed.

Man planlægger nu en ny figur, som ikke var med i de oprindelige planer: akutlægen, det vil sige en kollega med en broget specialemæssig baggrund, som er en bekvem figur for de ‘rigtige’ speciallæger, som kan nøjes med en gang imellem at blive tilkaldt fra deres trygge søvn i hjemmet.

Hvorfor er det gået sådan? Til ethvert kompliceret problem er der en simpel forklaring — og den er forkert. Jeg vil pege på flere mulige årsager:

Træghed med at afskaffe velerhvervede rettigheder, in casu speciallægernes vagt hjemmefra. Inklusive dem, der jublede over at beholde akutfunktionen på deres sygehus/afdeling.

Den falske melodi: ‘Speciallægerne er så nødvendige i ambulatorierne i dagtiden, at vi ikke også kan (spilde tiden med at) have vagt’.

Undersøgelser har vist, at mange af de planlagte kontroller af kronisk syge, der foregår i ambulatorierne, drevet af DRG/DAGS-afregningssystemet, uden skade kan afskaffes og en stor del af resten varetages i almen praksis.

Speciallæger er fortsat en mangelvare, vagtfrihed en rekrutteringsparameter. I Udkantsdanmark er det svært at besætte vagtbærende speciallægestillinger. Men det levner rigtignok ikke nogen undskyldning for de store universitetssygehuse.

Nogle nylige eksempler illustrerer, hvor langt vi er fra målet med akutreformen:

I ugen før påske — og nu igen efter offentliggørelse af analyserne af forløbene — var der væg til væg-dækning af tre teenageres tragiske dødsfald af akut meningokoksygdom. Jeg har ingen insiderviden, men tillader mig at tvivle på, at der har været speciallæger aktivt indblandet i de beslutninger, der førte til disse forløb. Det, der er offentliggjort de sidste dage, synes at bekræfte antagelsen.

Så trods al bøvlet med akutreformen står vi atter med to ubærlige tragedier, at patienter, der kunne reddes, dør, og nyuddannede yngre læger hænges til tørre med et betydeligt ansvar, som systemet burde påtage sig. Og en klokkeren illustration af forræderiet mod akutreformens intentioner.

I hovedstadsområdet yderligere kompliceret af 1813-visitationen, hvis fejlskøn i meningokoktilfældene, replik for replik, blev vist i DR-udsendelsen i al deres grusomme enkelhed.

Et andet eksempel kom frem på årsmødet i Dansk Selskab for Intern Medicin i foråret, hvor en geriater forelagde eksempler på manglende klinisk dømmekraft, som i konkrete tilfælde førte til indlæggelse på intensiv afdeling af +90-årige plejehjemsbeboere, som døde efter nogle døgns massiv indsats af ressourcer. I de nævnte tilfælde, fordi en vagthavende på plejehjemmet havde ringet 112, og ingen i det videre forløb havde tilstrækkelig styrke, livserfaring og klinisk erfaring til at stoppe galskaben og lade de pågældende få en fredelig død i vante omgivelser. I stedet for anvendt common sense af en garvet kliniker havde beslutningerne ukritisk fulgt de ‘action cards’, som de vagthavende yngre lægers kittellommer ifølge geriateren er fulde af.

Jeg bekender mig til akutreformens grundlag, som med en hårdt plaget patients ord til mig for mange år siden kan omskrives til: ‘Hold øje med lægens kittellommer, er de fulde af instruksbøger, så er du ilde stedt’. Jeg tror, at essensen af akutreformen burde være døgnbemanding med speciallæger i specialerne med de akutte, tidskritisk syge patienter. Speciallæger, der er så klinisk erfarne, at de sjældent har brug for instruksbøger og action cards. Hvis ikke dette grundlag fastholdes, kan et årtis smertefulde og dyre omvæltninger have været forgæves.

Skriv kommentar