Kan Kammeradvokatens undersøgelse af Styrelsen for Patientsikkerheds politianmeldelser overhovedet bruges til noget?

Kammeradvokaten har overordnet frikendt styrelsens anmeldelsespraksis i 2017 ud fra et juridisk perspektiv. Dette kan næppe overraske.

For det første har man sat et privat firma til at undersøge sin egen suverænt største kunde. Dette er mildt sagt problematisk, helt analogt med de røster, der har sat spørgsmålstegn ved advokatundersøgelsens validitet i Danske Banks hvidvaskningssag. Herudover – og  endnu mere væsentligt – baserede Kammeradvokatens undersøgelse sig alene på det selvsamme grundlag, som styrelsen stillede til rådighed, og gjorde ikke brug af en uafhængig lægefaglig bedømmelse af de anmeldte sager.

Af samme grund vil næppe mange læger fatte fornyet tillid til styrelsen ud fra den nu offentliggjorte rapport. Dette advarede Lægeforeningen om 7. februar, og det var også den første kommentar, Pressegrupppen bag #detkuhaværetmig havde, da sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) præsenterede sin tillidspakke 31. januar; en kritik, Pressegruppen gentog i en uddybende kommentar 12. februar.

Af de 62 sager, kammeradvokaten har gennemgået, er det de 21 sager (fordelt på 16 patientforløb) vedr. autorisationslovens paragraf 75, der er mest interessante i forhold til debatten om tilsynslinjen. De er summeret til sidst i rapporten. Kammeradvokaten understreger selv i sin gennemgang af lovgrundlaget og præcedens for disse sager, at bedømmelsen af sagerne beror på en konkret vurdering af de lægefaglige forhold, herunder afgørelsen i U.1998.1056V, der refereres for at illustrere den nedre grænse for paragraffens anvendelsesområde.

I betragtning af den diskrepans, både denne sag og debatten i forlængelse af Svendborgsagen har afsløret mellem bedømmelsen af sådanne forhold ud fra generiske retningslinjer hos Styrelsen for Patientsikkerhed og blandt klinisk arbejdende læger, forekommer det fortsat kritisabelt, at man ved gennemgangen ikke inddrog en uafhængig lægefaglig bedømmelse.

Behov for uafhængig bedømmelse

Ser man på de summerede sager, kan man ikke undgå at genkende nogle af sagerne fra pressen, herunder meningitis-sagen, hvor det har været fremme, at styrelsen underkendte ikke mindre end tre sagkyndiges udtalelser. Dette understreger det ovenfor anførte behov for den uafhængige lægefaglige bedømmelse.

Rapporten bekræfter indtrykket af urimeligt langsommelige sagsgange, med eksempler på op til seks måneders spildtid mellem beslutningen om at politianmelde et forhold og til anmeldelsen konkret er foretaget. Mens kammeradvokaten understreger de efterforskningsmæssige konsekvenser heraf, er der også store retssikkerhedsmæssige konsekvenser:

Mange af de forhold, der har været betydende eller endda afgørende i forhold til den organisatoriske ramme og konkrete omstændigheder, herunder konkurrerende hensyn til andre patienters tarv, vil ikke kunne afdækkes med den slags langsommelig sagsgang. Mulighederne for at dokumentere forhold, der godtgør, at forhold henhører under straffelovens nødretbestemmelser undergraves således herved.

Styrelsen kritiseres i rapporten også for ikke at have keret sig tilstrækkeligt om sundhedspersoners retssikkerhed i sin sagsbehandling og ikke i tilstrækkelig grad at have vejledt om selvinkriminering. I rapportens gengivelse af ‘Behandlingsforløb 4’ beskrives således, hvordan styrelsen lod en sundhedsperson blive i troen om at være vidne i forhold til bedømmelsen af en anden sundhedsperson uden tilsyneladende at vejlede om, at lægen selv var i fare for at blive politianmeldt og dermed havde ret til at undlade at ytre sig om forhold i relation hertil.

Endelig – og i forhold til debatten nærmest ironisk – fremgår det af rapporten, at også styrelsens egen ‘journalføring’ er for summarisk og kun utilstrækkeligt dokumenterer den givne vejledning, selvom man ikke kan gøre de samme konkurrerende hensyn som i klinikken gældende. Dertil beskrives sager, hvor anmeldelse skete på trods af åbenlys forældelse eller selv fire måneder posthumt, hvilket ikke ligefrem får styrelsen til at fremstå mindre aggressiv i sin anmeldelsespraksis.

Menneskelighed på Islands Brygge

Bevares, lad det være svipsere, der afslører menneskeligheden også i Island Brygges kontormiljøer. Men sammenholder man alt det ovenstående trænger en ny mistanke sig på: Mon styrelsens egne medarbejdere, ligesom deres kolleger i sundhedsvæsenet, lider under et for stort arbejdspres, hvor dokumentationsopgaverne nedprioriteres af nød? Mon belysningen af de organisatoriske forholds betydning for en sag af samme årsag begrænses eller i nogle tilfælde ligefrem udelades på trods af, at man ved, at de er afgørende for, om en sundhedsperson har haft mulighed for at udføre sit arbejde patientsikkert? Mens dette ikke ville være overraskende, støtter det tanken om at se grundlæggende på tilsynets organisation. Både patienter og sundhedspersoner fortjener et tilsyn af høj kvalitet – det kræver både indsigt og tilstrækkelige ressourcer.

Netop rapportens fokus på selvinkrimineringsforbuddet understreger i forhold til dette også det patientsikkerhedsmæssigt problematiske ved at sænke barren for politianmeldelse: Det må patientsikkerhedsmæssigt i de fleste tilfælde være langt mere afgørende at få afdækket, hvilke konkrete forhold, der fører til alvorlig patientskade end at tilfredsstille en lidt diffus krænket retsfølelse. Dette risikerer inkrimineringsforbuddet at stå i vejen for, og dette er også baggrunden for den aktuelt gældende vejledning om emnet i styrelsen, som Kammeradvokaten imidlertid kritiserer.

Vi er således tilbage ved udgangspunktet for debatten: Vi må som samfund balancere mellem gensidigt begrænsende tilgange: Én tilgang, der baserer sig på en streng fortolkning af juraen og fokuserer på straf af individuelle sundhedspersoner for forhold bagud i tid, uanset risikoen for at de fremadrettet forårsager patientskade, og en anden tilgang, der sætter læringen i højsædet og fokuserer på at undgå gentagelse.

Vi mener, i tråd med anbefalingerne i den engelske Berwick-rapport fra 2013 fortsat, at patientsikkerheden er bedst tjent ved sidstnævnte, og at politianmeldelse kun bør ske i lægefagligt helt exceptionelt grove sager, hvor der ikke kan være tvivl om, at der er handlet med forsæt eller en grad af uagtsomhed, der ganske kan sidestilles hermed. Og bevares – sådanne sager er der (bedømt på det sparsomme, tilgængelige grundlag) bestemt også i vores øjne iblandt de i kammeradvokatens rapport refererede.

Utrygheden forstærkes

Vi er på den måde meget enige med kammeradvokaten i, at der fortsat må drøftes »om reglerne, som Styrelsen for Patientsikkerhed fører tilsyn efter, burde være mere tydelige, herunder om der er for stor fokus på sundhedspersoner som individer, og om autorisationslovens §75 samt journalføringsreglerne er tidssvarende og balancerede.«

Mens rapporten samlet set ikke kommer til at virke befordrende for en reetablering af tillidsforholdet mellem klinisk arbejdende læger og tilsynsmyndigheden, afslører den således til gengæld en hel stribe punkter, der risikerer at forstærke utrygheden blandt læger ift. egen retssikkerhed. Dertil kommer en række fejlagtigt gengivne forhold i rapporten i relation til lægernes protester i forbindelse med Svendborgsagen, som vi har kommenteret andetsteds.

Rapporten understreger i vores øjne således behovet for:

• Politisk at prioritere arbejdet med at etablere en ankeinstans for indgribende tilsynssanktioner, så dette snarest implementeres.
• Yderligere at styrke det organisatoriske tilsyn og den tilhørende læring, herunder ift. allokering af ressourcer.
• At gennemgå og forbedre selve systemet af sagkyndige og den lægefaglige rådgivning af tilsyn og retsinstanser

I modsat fald kan man passende begynde at forberede sig på det næste stormvejr af dimensioner.