‘At vide, hvad man ikke ved – er dog en slags alvidenhed’. Citat: Piet Hein.

I de seneste udspil fra psykologforeningens forkvinde Eva Secher Mathiesen får man opfattelsen af, at behovet for speciallæger i psykiatri skal være på konsulentbasis. Som dagligt arbejdende læger i psykiatrien rundt om på landets psykiatriske afdelinger, på alle årets dage og alle døgnets timer, ser virkeligheden anderledes ud.

Danske Regioner arbejder for, at patienter med kompleks fysisk eller psykisk sygdom har én patientansvarlig læge som tovholder for hele behandlingsforløbet på tværs af specialer. En, der overskuer og tager ansvaret for hele mennesket trods mange behandlere involveret. Bør vi ikke fortsat arbejde for, som Det Etiske Råd også nyligt har problematiseret, at der ikke forskelsbehandles, selvom lidelsen er psykisk?

Psykisk sygdom er komplekst. En depressionsdiagnose kan ikke stilles uden at kroppen er undersøgt og beskrivelsen af symptomer er sammenholdt med det fysiske udtryk. Skyldes depressive symptomer sukkersyge, vitaminmangel eller bivirkning til medicin mod fysisk sygdom, så vil psykoterapi og eventuel antidepressiv medicin forsinke korrekt behandling.

Mennesker med psykose behøver varsom og effektiv behandling for at gøre mindst skade på sind eller krop. Fysisk årsag til psykotiske symptomer – f.eks. epilepsi, infektion eller kræft – skal altid udelukkes. Psykotiske symptomer kan også forværres ved psykisk belastning. Der er brug for balance mellem psykologi og biologi.

Men hvem kan håndtere denne balance mellem de biologiske, psykologiske og sociale faktorer? Hvem er uddannet til at tage behandlingsansvaret? Svaret er: speciallægen i psykiatri, psykiateren. Denne har seks års sundhedsfagligt lægestudium, mindst et års klinisk basisuddannelse og sidenhen fem års specialisering i psykisk sygdom med bl.a. uddannelse indenfor psykoterapi, miljøterapi, samarbejde med pårørende og kommune, samtaleteknik og træning i at skelne mellem, hvornår der hos den enkelte person i sygdomsforløbet primært er behov for fokus på kroppen, sindet eller de sociale forhold.

Psykologforeningen nævner den tragiske overdødelighed for mennesker med psykisk sygdom i den vestlige verden som argument for, at specialpsykologer kan varetage behandlingsansvar. Ville man argumentere for, at en overdødelighed hos patienter med kræft, ville betyde, at kræftpatienters behandlingsansvar ikke skulle ligge hos speciallæger i onkologi? Vi undres over denne tanke om forskelsbehandling luftes.

Vi oplever dagligt frugtbart samarbejde med specialpsykologer og øvrige psykologer. Alle udnytter deres kompetencer for at yde den bedste behandling. Det er åbenlyst i den kliniske hverdag, at læger ikke kan udføre psykologers funktion, ligesom psykologer ikke kan udføre lægers funktion.

At ‘tilkalde’ en læge ved behov er ikke simpelt. At vide, hvad man ikke ved, er nødvendigt for denne funktion. Tragiske hændelser de seneste år har med al tydelighed vist, at opgaven i forhold til at kunne vurdere, hvornår der skal være en læge til stede, er en særdeles vanskelig disciplin. Hvorfor disse kontinuerlige opfordringer til, at ikke-sundhedsfagligt uddannede specialiserede psykologkolleger skal påtage sig dette ansvar? Hvorfor give patienten forsinkelse til specialiseret lægehjælp?

Man kan frygte, som tilfældet risikerer at blive i Norge, at psykiatere primært tilkaldes af specialpsykolog, for på konsulentmanér at tage stilling til om symptomer skyldes legemlig lidelse samt for at foretage medicinering. Dette vil være en umulig opgave. Medicinske informationer ville mangle. At udskrive recept på medicin, som læge uden at kende sygdomshistorie, livshistorie og sociale forhold vil være medicinudskrivning i blinde.

Psykologforeningen undlader omkring Norges psykiatri at nævne Norges dobbelte antal sengepladser i forhold til indbyggertal og store faste finanslovsbevilling. DSR, FOA, DPS, Lægeforeningen, Psykiatrifonden og Sind har søgt at rette fokus på det økonomiske efterslæb sammenlignet med somatikken. Vil man bygge videre på den progressive udvikling, der har været i Danmark de seneste år med nedbringelse af tvang, recovery, medicinfrie afsnit eller forskning i medicinophør, fordres økonomiske ressourcer. Ikke fagpolitisk enøjet fokus på at overtage et sundhedsfagligt behandlingsansvar.

Vi skal løfte i fællesskab. Vi kan ikke være mere enige. Mennesker med psykisk sygdom har behov for både en psykologfaglig og en lægefaglig behandling. Speciallægeopgaver og speciallægens ansvar for et sygt menneske kan ikke konsekvensløst erstattes.

Bestyrelsen i Foreningen af Yngre Psykiatere