Philip Morris: Pisinger gør sig til aktivist frem for forsker DEBAT: Vi hykler ikke om vores røgfri produkter. Vi sælger dem både for at reducere skade og for at tjene penge. Alle burde glæde sig over, at det kan betale sig at rykke fra meget skadelige til mindre skadelige produkter, skriver Phillip Morris i svar til Charlotta Pisinger.

Videnskab handler om at diskutere og teste med henblik på at komme tættere på sandheden. Argumentet tæller, ikke afsenderen. Desværre er det ikke den slags videnskabelige idealer, som indehaveren af Danmarks eneste professorat i tobaksforebyggelse, Charlotta Pisinger, går op i. Hun stirrer sig blind på tobaksindustriens ondskab i sit debatindlæg i Dagens Medicin den 29. april.

Proportionaliteten i disse tiltag må vejes op mod, at voksne rygere, som ikke stopper med tobak og nikotin, har brug for adgang til – og information om – røgfri alternativer.

Christopher Arzrouni og Claude Guiron, Philip Morris

Og ja, professor Pisinger er fordomsfuld, fordi hun systematisk tegner et skævt billede og nægter at lade sig anfægte, når hun bliver mødt med påstande, hun ikke kan lide. I hendes argumentation er løsningerne på problemet med rygning enten sorte eller hvide. Vi tror, at et komplekst problem kræver et mere nuanceret syn på virkeligheden og mere nuancerede løsninger.

Tobaksindustrien er begyndt at sælge flere røgfri produkter. Men i stedet for at glæde sig over udfasningen af røgen, hidser professoren sig op over, at de nye produkter også rummer sundhedsrisici.

Vi påstår ikke, at e-cigaretter, opvarmet tobak m.m. er risikofrie produkter. Vi anerkender, at det bedste for alle er at afholde sig fra nikotin, og at vi har brug for tiltag med henblik på at forhindre, at særligt børn, unge og gravide anvender nikotin.

Samtidigt må proportionaliteten i disse tiltag vejes op mod, at voksne rygere, som ikke stopper med tobak og nikotin, har brug for adgang til – og information om – røgfri alternativer.

Budskab om røgfri alternativer burde være selvfølge

Både Philip Morris og professor Pisinger kan finde studier, som støtter hver vore teser. Men i grunden handler dette spørgsmål om noget andet: Tror man, at de rygere, som ikke stopper med tobak og nikotin, trods alt vil have fordel af at vælge røgfri produkter uden den forbrænding, som skaber mere end et hundrede skadelige eller potentielt skadelige kemikalier, herunder benzen og kulilte?

Hvis man tror, at det er bedre at blive udsat for færre skadelige eller potentielt skadelige substanser, burde det være selvfølgeligt, at man tilskyndede så mange af disse hardcore rygere som muligt til at skifte til de mindre belastende produkter. Hvorfor skulle man dog modvirke det?

Det burde være selvindlysende at give rygerne information om forskellige produkters egenskaber og risici i forhold til cigaretterne. Det burde være selvfølgeligt at sende et tydeligt budskab om, at det er vigtigt at skifte helt væk fra cigaretterne i stedet for at udvikle et dobbeltforbrug, hvilket professor Pisinger ikke gør.

I stedet går hun op i at forhindre brugen af den mindst problematiske del af dobbeltforbruget – nemlig det røgfri produkt – frem for at bruge kræfterne på den mest skadelige del: cigaretterne.

Det er et spørgsmål om logik og et spørgsmål om etik. Hvis man kan begrænse skade, bør man så ikke gøre det?

Vi er udmærket klar over, at vi ikke sælger sundhedsprodukter. Men hvis vi kan sælge røgfri produkter, der gør mindre skade end de eksisterende røgprodukter, kan vi ikke se, hvorfor det skal dæmoniseres.

Pisinger er selektiv i sit valg af argumenter

Vi glæder os over, at Pisinger trods alt ikke kan undgå at anerkende visse fakta. Således skriver hun:

‘De amerikanske sundhedsmyndigheder har godkendt, at der i røgen fra Philip Morris’ opvarmede tobaksprodukt findes færre skadelige stoffer end i røg fra almindelige cigaretter, men ikke at opvarmet tobak er mindre sundhedsskadeligt’.

Jovist. Pisinger ‘glemmer’ bare at referere, hvad de amerikanske sundhedsmyndigheder (FDA) også tilføjer: nemlig at et fuldstændigt skifte fra rygning til opvarmet tobak (IQOS), ‘markant reducerer kroppens eksponering for skadelige eller potentielt skadelige kemikalier’. FDA skriver også, at det må ‘forventes at være til gavn for folkesundheden’.

Når Pisinger er så selektiv i sin måde at citere, kan man godt blive lidt bekymret for hendes videnskabelige overblik.

Selvom Pisinger implicit lader ane, at røgfri produkter er mindre skadelige, spørger hun alligevel: ‘Bør vi så juble over dette og anbefale det til vores patienter?’

Hun besvarer benægtende.

‘For det første er det et fåtal, det lykkes for at skifte helt og droppe cigaretterne; de fleste ender i stedet med et dobbeltbrug af både cigaretter og det nye produkt’, skriver Pisinger.

Hvorfor slår hun ikke op i den seneste danske rygevaneundersøgelse? Her fremgår det f.eks., at en tredjedel af brugerne af opvarmet tobak helt har droppet cigaretterne, mens over halvdelen erklærer, at opvarmet tobak påvirker deres brug af cigaretter (Danskernes Rygevaner 2020, s. 30).

Det burde være selvfølgeligt at sende et tydeligt budskab om, at det er vigtigt at skifte helt væk fra cigaretterne i stedet for at udvikle et dobbeltforbrug, hvilket professor Pisinger ikke gør.

Christopher Arzrouni og Claude Guiron, Philip Morris

Og hvis endelig hun vil citere undersøgelser fra det store udland, hvorfor nævner hun så ikke Michal Stoklosas undersøgelse fra Japan? Den viser, at rygningen i Japan faldt markant, da opvarmet tobak blev introduceret som alternativ. Stoklosa var i mange år ansat for American Cancer Society.

Vi hykler ikke om vores røgfri produkter

Pisinger påstår, at Philip Morris International ‘ved at forhindre og udskyde tobakskontrol-lovgivning sikrer de optimale betingelser for salg af almindelige cigaretter i verden’.

Det er slet og ret forkert. Philip Morris International i Danmark har støttet højere cigaretafgifter. Vi har også støttet, at myndighederne sætter en slutdato for salg af cigaretter.

Derfor er Pisingers påstand om, at vi ønsker optimale betingelser for salg af cigaretter temmelig mystisk, specielt med tanke på, at vi har udviklet et produkt, som vi er sikre på kan udkonkurrere cigaretterne over hele verden. Dette har vi også kommunikeret til aktiemarkederne. I 2025 skal mere end halvdelen af virksomhedens indtægter komme fra vore røgfri produkter.

Vi hykler ikke om vores røgfri produkter. Vi sælger dem både for at reducere skade og for at tjene penge. Alle burde glæde sig over, at det kan betale sig at rykke fra meget skadelige til mindre skadelige produkter.

Med mindre man lægger større vægt på aktivisme end på videnskabelighed.

Skriv kommentar