Patienternes klagenævn?

»Det er svært at stille alle tilfreds,« sagde min mor, når vi diskuterede, om der skulle serveres gås eller flæskesteg juleaften. Hun endte som regel med at servere begge dele, og så var alle glade. Helt så nemt er det ikke med sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Her synes talemåden at skulle omskrives til, at det er svært overhovedet at stille nogle tilfreds.

Jeg har benyttet sommerfreden til at læse Patientklagenævnets seneste årsberetning. Her fremgår det bl.a., at patienter kun får medhold i ca. 25 pct. af klagerne, og at det mest er kirurger og almene medicinere, der klages over.

Da årsberetningen blev offentliggjort, lød der ? forventeligt ? kritiske røster. Det påtales, at patienter kun får medhold i så få sager, og Patientklagenævnet beskyldes for at være sammenspist med lægestanden. Men det er lægerne ikke enige i. Tværtimod pegede man fra den side på, at nævnets afgørelser er uretfærdige, bl.a. fordi klagerne rammer nogle grupper frem for andre.

Jeg kan forstå frustrationerne i begge lejre. Det er rigtigt, at selv patienter, som har haft grufulde oplevelser i sundhedsvæsenet, ikke nødvendigvis får medhold i nævnet. Det kan f.eks. skyldes, at man ikke kan bebrejde en bestemt sundhedsperson for at have lavet fejl. Det er også rigtigt, at klagerne rammer arbitrært. Der bliver ikke klaget over alle sundhedspersoner, som laver fejl, og dermed kan kritikken opleves som uretfærdig af de uheldige indklagede.

Det er imidlertid ikke rimeligt at kritisere Patientklagenævnet for disse forhold. Nævnet udfører sine funktioner inden for de rammer, lovgivningen dikterer. I den sammenhæng er det vigtigt at slå fast, at det ikke er nævnets opgave at give patienter rettigheder. Det blev fremhævet, da nævnet blev oprettet.

Når en patient klager over behandlingen, fungerer nævnet som et disciplinært organ, der undersøger, om en sundhedsperson har udført sit arbejde forsvarligt. Er dette ikke tilfældet, kan det sanktioneres. Patientens klage kan sammenlignes med en anmeldelse til politiet. Nævnet bruger da også strafferettens princip om, at enhver tvivl skal komme den sigtede (sundhedsperson) til gode.

Patientklagesystemet er anderledes end almindelige klagesystemer. Hvis man klager over kommunens afslag på en ansøgning om en invalidebil, har det betydning for éns retsstilling. Man får kun en bil, hvis man får medhold i klagen. En patient har til gengæld krav på sundhedsvæsenets ydelser og kan få erstatning, uanset om vedkommendes klage fører til kritik i Patientklagenævnet.

Når der klages over kommunens afslag på invalidebil, er det afgørelsen, der klages over og ikke den person, der har truffet afgørelsen. Får klageren medhold, kritiseres kommunen og ikke sagsbehandleren. I Patientklagesystemet er det derimod den enkelte sundhedsperson, der klages over, og som modtager kritik.

Da man oprettede Patientklagenævnet, skabte man en hybrid, som opfattes som patienternes talerør, men som i realiteten er et disciplinært organ. Kritikken tyder på, at denne konstruktion ikke er egnet til at imødekomme patienters og sundhedspersoners interesser. Hvis kritikken skal forstumme, er det nødvendigt at se nærmere på, hvilke interesser de involverede parter har, og hvorledes disse bedst kan tilgodeses. Det kunne måske være et sensommerprojekt?

Mette Hartlev , Lektor i sundhedsret

Skriv kommentar