Om igen, Anders Beich – brug en ordentlig tone i forskningsdebatten Det er en væsentlig og vigtig debat, hvordan vi som sundhedspersoner og forskere informerer om ny viden, uden at skabe unødig ængstelse og uro hos vores patienter. Men den debat tager man ikke ved personligt at angribe forskere, der informerer på baggrund af publikation i et anerkendt tidsskrift og som har taget alle forholdsregler, inden de går i offentligheden.

Som sundhedspersoner er vores altoverskyggende forpligtigelse at hjælpe vores patienter så godt, som det er menneskeligt muligt. Det gør vi i konsultationsrummene, i ambulatorierne og i forskningskontorerne. Og det gør vi, når vi som fagpersoner går i pressen.

Og i alle vores roller er det et dagligt dilemma, hvor meget og hvor lidt vi skal informere om en risiko eller en bivirkning. Patienterne har ret til at kende sandheden, men de skal heller ikke ængstes over et teoretisk negativt udfald, der efter vores bedste faglige vurdering er rent hypotetisk.

Hvordan vi som sundhedspersoner rammer den balance, er en god og væsentlig debat, som vi løbende skal tage op – både med andre sundhedspersoner og med patienter og pårørende.

Det kan dog gøres mere eller mindre elegant.

Der har i de sidste dage været fokus i medierne på resultaterne af et dansk registerstudie, som netop er blevet offentliggjort i et af verdens førende medicinske tidsskrifter, JAMA Int Med.

Studiet viser, at der blandt patienter, som behandles med et af verdens mest benyttede blodtrykssænkende lægemidler, hydroklorthiazid, er en øget forekomst af patienter, som udvikler visse former af en særlig farlig og potentielt dødelig hudcancer, der kaldes malignt melanom. Det understreges i artiklen, at sandsynligheden for at udvikle melanom er meget lille, men den er indiskutabelt større, hvis man behandles med hydroklorthiazid, end hvis man ikke gør. Studiet er udført af en forskergruppe ledet af forskningschef, lektor, ph.d. Anton Pottegård ved Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital.

Efterfølgende har formanden for Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM), praktiserende læge Anders Beich, anfægtet forskernes motiver til at offentliggøre deres forskning. Han udlægger studiet således, at det ikke skal have betydning for patienternes behandling. Den faglige holdning har han selvfølgeligt ret til at have, selvom det er spinkelt at begrunde det i en generel afstandtagen fra registerstudier.

Derudover bør det også bemærkes, at ordlyden i forskernes udmelding er afstemt med både Lægemiddelstyrelsen og Sundhedsstyrelsen. Vejledninger fra Sundhedsstyrelsen og Lægemiddelstyrelsen var udfærdiget inden omtalen i medierne, og de blevet publiceret på myndighedernes officielle hjemmesider efter nøje aftalt tidsplan. Det øvrige pressearbejde foregik også under løbende orientering mellem forskerne og myndighederne.

Det er dog ikke i orden, at denne afstandtagen fra studiet medfører et personligt angreb på forskningslederen bag, fulgt af en opfordring til at bede bekymrede patienter kontakte forskeren direkte for at »tage en teoretisk diskussion« om de nye resultater. Det klæder ikke vores faglighed som sundhedspersoner, og vigtigst af alt hjælper det ikke patienterne.

I et tweet på Twitter skriver Anders Beich 31. maj ligeledes: »Kære @Pottegard. Der er heldigvis ikke mange forskere af din kaliber hvad angår mangel på dømmekraft i formidlingen. Din forskningsformidling er til fare for patientsikkerheden«.

SDU og OUH er offentlige institutioner, hvis mission det er at forbedre menneskers sundhed gennem behandling, forskning og uddannelse, og det er vores politik, at når vores forskere gør væsentlige videnskabelige fund, som kan få afgørende indflydelse på behandling af sygdomme, så kommunikerer vi det til myndigheder og en bredere offentlighed, når først forskningen er offentliggjort i anerkendte videnskabelige tidsskrifter.

Det er også sket i dette tilfælde, hvor Anton Pottegård med ledelsens fulde opbakning og i nært samarbejde med kommunikationsafdelingen på det Sundhedsvidenskabelige Fakultet inden offentliggørelsen af den videnskabelige artikel har informeret relevante medier, myndigheder og udvalgte lægevidenskabelige selskaber, herunder Dansk Hypertensions Selskab og Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM).

Som Anton Pottegårds chefer står vi helt bag hans forskning og hans ageren i forhold til offentligheden i denne sag.

Vi tager klart afstand fra Anders Beichs forslag om, at bekymrede patienter skal søge rådgivning andre steder end hos deres behandlende læge. Når der kommer ny forskning, som stiller etablerede behandlinger i et nyt lys, så er det altid den behandlende læges ansvar sammen med patienten at tage stilling til, om det skal føre til ændringer i patientens behandling.

Vi vil endvidere tage klar afstand fra grovheden i Anders Beichs sprogbrug. Det er helt uhørt i en videnskabelig, faglig debat at gå efter ‘manden og ikke bolden’, som det er sket her.

Hvis Anders Beich fremover ønsker at diskutere forskningen og forskningsformidlingen på OUH og SDU skal han være hjerteligt velkommen; vi stiller til hver en tid op som institutioner, når blot dialogen foregår på et sagligt og sobert grundlag.

Kommentarer

  1. Ansvarlighed.Det er hvad Anders Beich og alle praktiserende bedre om.Det skal ikke være et spørgmål om at få en forskningsbevilling der skal skabe så meget angst og uro som Pottenborg har fremkaldt.

  2. Når man løber tør for substans og indhold kan man altid trække tonekortet. Tonen i dette indlæg er også et studie værd. Indledningen er ubetalelig selvhøjtidelig. Tak for den.

    I stedet for at have travlt med at være selvhøjtidelige skulle man tage og diskutere substansen i denne historie- nemlig om forskerne har et ansvar for formidlingen af resultater med ubetydelig p værdi og lavest mulig evidens niveau bør havne på forsiden af Ekstabladet, med skræmmende overskrifter således at befolkningen valfarter til deres læge og bestiller akutte tider fordi de skal høre “sandheden” om deres medicin (som lægemiddelstyrelsen iø ikke har tænkt sig at lave om på anbefalingerne af) og på den måde skabe så meget røre som muligt omkring en lille bitte uinteressant ikke årsags sammenhængende nyhed.
    Substansen i denne sag er når der der gå lige vel meget populisme i den.
    Den tid vi praktiserende læger skal bruge på at berolige skræmte patienter er ikke ubetydelig. Den tid kunne være brugt på syge mennesker. Hvis bare 1-2 ptt kontakter deres læge bruger sundhedsvæsenet måske 6-7000 konsultationer (en lille million i sundhedsudgifter) og tid taget fra folk der er syge.
    Men det står der intet om i jeres artikel. Jeg gætter på at det heller ikke betyder noget for det fine selskab. Det handler vist mere om at man ikke kan lide at få trukket bukserne ned og udstillet de akademiske bedrifter i al deres nøgenhed – lav evidens, ingen årsags sammenhæng, ubetydelig risikostigning, blæst op på forsiden hvor man normalt skal læse om store behandlings gennembrud. Men der er en regning. Og det er os praktiserende læger og samfundsøkonomien der skal rydde op og betale efter den fest i holder på forsiden og en horde af skræmte patienter.

    Forskerne skal til at få sig et etisk kompas – der kan måle relevans og perspektiv og fjerne sig fra trangen til selvpromovering og reklame mageri for de næste bevillingskroner. Næste gang bør rækkefølgen nok være at man sender nyheden gennem styrelserne inden man vurderer om nyheden er så stor at den er en forside historie værd.

  3. Det er dog forunderligt at alle de fine mennesker er faret blækhuset for at forsvare Pottenborg, uden at bruge videnskabelige argumenter.Anders Beich er et ordentligt menneske og fortjener respekt for at sikre ordentlig information af befolkningen om sundhedsproblemer.Det er det modsatte af det der præsteres fra SDU og OUH i Pottenborgsagen,her er jo tale om misinformation, fake news fordi ingen skal jo have lavet om på deres blodtrykmedicin, jvf Sundhedstyrelsen.Det havde klædt OUHs ledelse hvis de havde været lige så aktive i Svendborgsagen og her brugt energi til at støtte den anklagede læge.Det kan man så tænke lidt over.

  4. Træk tonekortet og kapitulér. Vi er alle sammen afhængige af stærk forskning. Er der i denne sag tale om stærk forskning? Det spørgsmål skal man stille sig selv inden vi skal rydde op efter en hurtig udmelding i pressen om interessante fund.

  5. Kære professorer og direktører,
    Har I slet ingen tvivl om substansen af dette studie falder ind under jeres mission: “SDU og OUH er offentlige institutioner, hvis mission det er at forbedre menneskers sundhed gennem behandling, forskning og uddannelse, og det er vores politik, at når vores forskere gør væsentlige videnskabelige fund, som kan få afgørende indflydelse på behandling af sygdomme,”??
    Det er et registerstudie der næppe kan bære at blive tolket som en fastslået sammenhæng. Og hvis væsentligheden for “menneskers sundhed” skal vægtes over budskabets bekymringspotentiale, må der vel derudover også være tale om et stort antal mennesker, der rent faktisk påvirkes hvis og i fald der er en sammenhæng!
    Når man vælger at gå til pressen på så løst et grundlag, har man valgt at diskutere på et usagligt grundlag frem for med fagfæller og så må man også kunne tåle det (selvvalgte) debatniveau.
    Det er mig helt uforståeligt at d’herrer slet ikke er betænkelige ved at gå i offentligheden med dette budskab, som af mine patienter kan forstås – og bliver det – som at: “mine blodtrykspiller giver kræft!”
    Jeg har rigeligt at lave også uden at I med Jeres mission sender flere grundløst bekymrede op til mig i min lægepraksis!
    M.v.h.
    Benny Ehrenreich
    Praktiserende læge

  6. Vil OUH måske være med til at løfte opgaven med at diskuttere denne problemstilling med patienterne (som de jo naturligvis vil det bedste!!) – jeg vil foreslå et tlf-nummer vi kunne udlevere til patienterne så de kan ringe afdelingen op! Problemet er nemlig at vi i almen praksis er underlagt et økonomiloft og derfor ikke har kapacitet til at følge op den den her slags bølger af patienter som disse publikationer afstedkommer – der ville det være fint at løfte i flok!
    Men jeg forestiller mig nok at de fine herrer bag indlægget her vil sige at det har de ikke kapacitet til!!! No shit, Sherlock 🙄

  7. Vi må håbe de “lærde” verdensfjerne forskere af denne debat vækker blikket indad, og ser kløften til de rigtigt arbejdende kolleger, som de ofte undrer sig over ikke implementerer deres kunstige forskningsresultater. Når de ikke selv fatter hvilken usikkerhed de skaber i den virkelige lægeverden, for at fremme opmærksomheden fra deres forskning, bliver jeg forstemt. I december tidligere på året kom samme “forsker” frem med de første resultater, og her kom det ikke frem at det “kun” drejede sig om en sjælden godartet læbekræft. Mange ophørte på stedet deres BT medicin helt, hvor Hydroclorthiazid var kombineret med et potent antihypertensiva, og den følgende periode kostede mange ekstra konsultationer, uden at vi i min praksis oplevede fatale følger, men det var kun et held for vores patienter, der bekymrede sig særligt for deres helbred. Dette furore burde have advaret ethvert tænkende menneske. Men det var så desværre ikke tilfældet.

  8. Som klinisk arbejdende praktiserende læge er der fuld opbakning til Anders Beichs ageren og holdning i denne sag.
    Det er helt ude af proportioner at bede en kvart million patienter om bestille en tid til en grundig diskussion af om de mon skal stoppe iøvrigt velindiceret antihypertensiv behandling.
    Hvis vi så antog at Pottegård havde lavet rigtigt prospektiv dobbeltblindet placebokontrolleret forskning der viste en øget risiko på 1/100 000 er jeg ikke sikker på at mine patienter ville afskrive præparatet af den grund.
    Her ser vi en voksende kløft mellem specialister og generalister. Specialisterne bruger mere og mere tid på mindre og mindre vigtige ting. Til sidst ved de al ting om ingenting.

  9. Anders Beich laver et forbilledligt arbejde for patienterne og de praktiserende læger, og modtager alt for meget modstand for at gøre det!
    Tak, for din evige søgen efter fornuften, Anders, i en verden styret af divergerende interesser og behov for at markere støtte til “sine” venner!
    Betænkeligt at der er behov for så voldsom en reaktion fra ledelsen bag denne forsker, fordi de vurderer at deres forsker er blevet beklikket, tænk hvilke konsekvenser forskerens offentliggørelse har fået for de 3400 praktiserende lægers arbejdsdag og deres patienter.
    Lad os formode at Anders Beich har ret i sit opråb, og de mange praktiserende læger har ret i at de får rigtig mange henvendelser på baggrund af sådan en offentliggørelse, kunne det så ikke tænkes at alle disse kontakter som ikke fører til øget sundhed, kunne tage dyrebar tid fra andre mere trængende patienter? Såfremt der er noget sandt omkring denne kritik, kan offentliggørelsen af denne minimale årsagssammenhæng så ikke have medført skade på sundhedsvæsenet, fremfor den tilsigtede gavn?
    Vi har et meget presset sundhedsvæsen i disse år, og der prioriteres så kvalificeret som vi overhovedet har mulighed for, gerne til gavn for de sygeste, måske skulle man benytte denne kritik fra formanden for de praktiserende lægers faglige selskab til at se på hvordan vi alle kan hjælpe hindanden så prioriteringerne bliver bedst muligt, fremfor at fare i blækhuset for at forsvare en medarbejder som føler sig beklikket.

Skriv kommentar