Kære  

I efterårets nærmest endeløse række af interessante medicinske kongresser er vi nu kommet til Obesity Week, som vi for første gang har fornøjelsen af at dække her på Dagens Medicin. Kongressen er dedikeret til forskning i fedme og relaterede sygdomme, som i stigende grad er et samfundsproblem, og som desuden ser ud til at være en væsentlig risikofaktor i forhold til COVID-19. Vores journalist Kristian Sjøgren følger kongressen og skriver om de mest opsigtsvækkende danske og internationale resultater.

Vi har haft tidlig adgang til abstracts fra forskningsstudier, og i dem kan vi se, at blandt andet Novo Nordisk skal præsentere resultater fra flere af deres STEP-studier med semaglutid, der bare bliver ved med at imponere som behandling til ikke bare personer med diabetes, men også som decideret fedmebehandling. Blandt de mange præsentationer er data efter to års behandling med semaglutid, ligesom behandlingen bliver målt op mod et andet af Novo Nordisk præparater, liraglutid. Novo Nordisk præsenterer også prækliniske data fra andre produkter i deres pipeline, og det samme gør Zealand Pharma, der efter alt at dømme viser en ekstremt overbevisende effekt af en kombinationsbehandling med et Novo Nordisk-middel og et Zealand Pharma-middel. Vi følger selvfølgelig det potentielle danske samarbejde tæt.

Obesity Week er i år en online kongres, men den har hjemstavn i USA. Derfor kommer der på kongressen også til at være en masse interessant forskning fra den anden side af Atlanten, hvor de sammenlignet med Danmark har endnu større udfordringer med en tiltagende overvægtig befolkning. Især skal vi formentlig holde ekstra godt øje med de flere end 25 præsentationer i spændingsfeltet mellem COVID-19 og svær overvægt.

Befolkningsgruppen har især i USA været hårdt ramt af den igangværende pandemi, og det er der selvfølgelig kommet meget forskning ud af. Derudover er der en masse nyt om kost og svær overvægt, søvn og svær overvægt, børn og svær overvægt og bare svær overvægt helt generelt.

Vi er klar til dække kongressen med en stribe af artikler om det, som vi finder mest interessant. Fra i morgen 3. november til og med torsdag 4. november udkommer vi ved middagstid med seneste nyheder fra kongressen, inden vi fredag 5. november runder af med de vigtigste højdepunkter og nyheder fra kongressens sidste dag.

Hele materialet samles i en sektion på Dagens Medicins hjemmeside, der kan anvendes som reference for alle interesserede.

Hvis du ikke er interesseret i at modtage Dagens Medicins Obesity Week-nyhedsbrev, så kan du afmelde det herunder.

Med venlig hilsen / Best regards

Rikke Esbjerg

Chefredaktør

Dagens Medicin