Der er stille på kontoret, hvor den 58-årige overlæge Connie Jørgensen sidder i hvid kittel med ryggen til døren. Hendes fingre tripper hen over tastaturet, og af og til løfter hun blikket og kigger ud gennem de store termoruder, hvor der er udsigt til en mur af ral i beton eller til fri himmel og springvand foran hovedindgangen. »Jeg skal lige afslutte denne her,« siger hun og sender et blik fra de brune øjne ud over brillernes stålkant. Kontorbordet flyder...