Måske skulle vi aflive ?den sidste sprøjte? Vi kan ikke lave standarder for livet, ej heller for døden. Så nej tak til aktiv dødshjælp

JEG HAR VÆRET sygeplejerske i 20 år. De seneste ti år har jeg arbejdet med uhelbredeligt syge kræftpatienter, bl.a. på hospice i otte år.

Nu er jeg ansat som klinisk oversygeplejerske på Palliativ Enhed på Roskilde Amtssygehus. Min viden, erfaringer og mine kommentarer tager udgangspunkt i dette arbejde.

Mit syn på aktiv dødshjælp skal ses med danske briller, og mine referencer er det danske sundhedssystem og de muligheder, som jeg mener, bør findes her.

Når jeg i kommentaren bruger betegnelsen ?palliation?, er det ud fra følgende definition: Lindring af fysiske/psykiske/sociale og åndelige/ eksistentielle symptomer.

JEG ER IKKE sjældent blevet mødt med ønsket om at afkorte et liv, udtrykt ved ønsket om den sidste sprøjte. Det er ikke svært at forestille sig, hvor lidelsesfuldt det kan være for et uhelbredeligt menneske og dets pårørende at være til.

Forestillingen om døden i sig selv er sjældent så frygtindgydende som forestillingen om processen fra ?nu?, og til døden er indtrådt.

ERFARINGSMÆSIGT ER DET de samme skrækscenarier, som patienten, de pårørende og behandleren ser for sig: At dø med voldsomme smerter. At dø i kvælning. At dø uden værdighed som en belastning for andre. At dø fra f.eks. små børn.

Alt sammen meget realistisk. For sådan kan det gå, hvis det omgivende behandlersystem ikke er i stand til at identificere symptomer og yde kvalificeret palliation.

Jeg har lært, at ønsket svinder i takt med, at patienten erfarer, at vi rent faktisk kan lindre.

Lidelsen ved at miste/dø kan vi ikke tage fra patienten og de pårørende, men vi kan medvirke til at gøre den lettere at bære, at leve med det liv, som er.

FORUDSÆTNINGEN FOR AT fjerne/mindske ønsket om aktiv dødshjælp er efter min mening: At patient og pårørende kan tilbydes god palliation på basisniveau (primær og sekundær sektor). At tværfaglige palliative enheder på ekspertniveau står til rådighed i svære forløb, som direkte intervenerende og som superviserende organ for andre behandlere. At sundhedspersonale kan tilbydes supervision, så de rustes til svære forløb.

Set i det lys er det ikke så interessant i Dagens Medicin at læse, hvor mange praktiserende læger der har været udøvere af aktiv dødshjælp (Dagens Medicin nr. 33/03).

Det er mere interessant at vide, hvorfor de brugte det som udvej? Fik de ikke selv mulighed for hjælp/supervision? Brugte omtalte læger eksperter i palliation? Var alle relevante pallierende behandlinger forsøgt?

Skelnes der i artiklen distinkt mellem aktiv og passiv dødshjælp? Så hvilken sandhed ligger gemt i artiklen?

Måske er ønsket om aktiv dødshjælp afhængigt af, hvor patienten befinder sig.

FOKUS ER I disse år på den uhelbredeligt syge kræftpatient. De eksisterende palliative enheder og tværfaglige smerteklinikker beskæftiger sig næsten udelukkende med kræftpatienter og patienter med kroniske smerter.

Mennesker med andre invaliderende, dødelige sygdomme har også brug for kvalificeret palliation. Palliationen vil bl.a. afhænge af sygdommen og dennes symptomer og formodet livslængde. Det, som er god palliation for én patient, er det ikke for en anden.

At være i stand til at yde den rette palliation kræver, at man er en gedigen og erfaren behandler.

Det betyder, at behandleren er nødt til at profitere af forskellige eksperters viden og erfaring.

Det kræver ydmyghed og stor faglighed. Og ikke mindst evnen til at se egne muligheder og begrænsninger.

JEG VIL FREMOVER blive konfronteret med egne og andres manglende muligheder for at yde tilfredsstillende palliation. Jeg har valgt at lade det anspore mig til at blive dygtigere og ikke give op.

Men nej tak til aktiv dødshjælp. Vi kan ikke lave standarder for livet, ej heller for døden. Lovgivningen bør heller ikke lave standarder for aktiv dødshjælp.

Der er i loven givet mulighed for at indgive de smertestillende, sederende eller andre relevante medikamenter, som er nødvendige for at opnå en anstændig palliation af uafvendeligt døende mennesker.

Så måske vi skulle aflive ?den sidste sprøjte? og i stedet arbejde for at eliminere behovet herfor.

Hanne Bredsdorff, Klinisk oversygeplejerske, palliativ Enhed, Roskilde Amtssygehus

Skriv kommentar