Hvis COVID-19-pandemien udvikler sig til at blive en katastrofe i Danmark på linje med situationen i Italien og Spanien, er de danske læger hæmmede. For danske læger er først og fremmest uddannet til at levere højst mulige specialiststandard i et moderne hospitalsvæsen med tilstrækkelig sengekapacitet, medicin og udstyr.
Det vurderer Flemming Hansen, der selv gennem mange år har været udsendt til Afghanistan som ortopædkirurg og dermed har stor erfaring med at arbejde under ekstreme forhold.
Han er derudover ved uddanne sig som speciallæge i akutmedicin og har netop lagt sidste hånd på det speciale, der er et studie i, hvordan læger bedst muligt håndterer en katastrofe, hvor det ikke kun er det enkelte individs liv, der er i fare, men en hel population.
Hans vurdering er, at danske læger ikke er tilstrækkeligt gearet til at kunne yde det, der skal til for at få styr på en katastrofesituation.
»Mit postulat er, at vi læger langt overvejende bliver uddannet til individbehandling efter de højeste standarder. Det er også det, Styrelsen for Patientsikkerhed vurderer os på, når patienter klager. Men det rækker sandsynligvis ikke under en katastrofe, som COVID-19. Styrelsen forholder sig ikke til, om lægen havde 35 andre patienter liggende omkring sig, havde været på dobbeltvagt og manglede saltvand eller respiratorudstyr,« siger Flemming Hansen.
Når vi giver den ene patient alt, hvad vi har, betyder det, at vi ikke har noget til de efterfølgende mange patienter. Flere ville overleve, hvis vi havde givet alle patienter 70 pct. vel vidende, at der ikke er nogen af dem, der får den optimale behandling. Den strategi er bedst for populationen.
Flemming Hansen, tidligere udsendt katastrofelæge og ortopædkirurg
»Når vi havner i en situation, der presser os på ressourcerne, bliver vi handlingslammede. For her vil vi være tilbøjelige til fortsat at prøve at levere en behandling af højeste kvalitet. Men når vi giver den ene patient alt hvad vi har, betyder det, at vi ikke har noget til de efterfølgende mange patienter. Flere ville overleve, hvis vi havde givet alle patienter 70 pct. vel vidende, at der ikke er nogen af dem, der får den optimale behandling. Den strategi er bedst for populationen,« siger han.
Patientrettigheder spænder ben
Flemming Hansen frygter, at de patientrettigheder, som præger den vestlige verden, kommer til at spænde ben for, at lægerne under COVID-19 tør at tænke ud af boksen. For at kunne redde flest mulige med den stærkt begrænsede kapacitet af personale, medicin og udstyr skal de turde at sætte en behandling i gang, der ikke står nedfældet i en retningslinje, men som i den givne situation giver patienten størst mulig chance for at overleve.
»I et stammesamfund ville det måske være bedre, hvis en patient med et hårdt kvæstet ben var halt efter behandlingen. Hvis det at få patienten til at gå perfekt ville betyde, at 10 andre patienter med lignende kvæstelser ville være henvist til en kørestol resten af deres dage, fordi den første patient fik tildelt alle ressourcer,« siger Flemming Hansen, der pointerer, at det hele handler om at kunne tilpasse ‘level of care’.
»Med det begrænsede antal respiratorer, det danske sundhedsvæsen har, vælger personalet så at sige, at patienten enten skal have den nyeste form for respirator eller slet ingen – eller vælger vi at genbruge nogle ældre respiratorer samt noget personale, som ikke er så godt uddannet velvidende, at du ikke får den optimale behandling. Det er både et praktisk, etisk og politisk dilemma, som jeg har været meget træt af, at politikere og myndigheder på den nationale såvel som den internationale bane ikke forholder sig til.«
Hvem har så ansvaret for at det blev ændret?
»Styrelsen for Patientsikkerhed bærer en del af ansvaret, ligesom uddannelsesinsitutioner i form af f.eks. universitet og sygeplejeskole. Læger og sygeplejersker lærer ikke at agere under ressource-knappe forhold. Det er ikke en del af vores uddannelse. Vi bliver uddannet i en idealverden, hvor lægen har tilstrækkeligt med tid til den enkelte patient. Men i den virkelige verden er der grænser for, hvor mange patienter et ambulatorium kan tage ind om dagen,« siger Flemming Hansen.
Han ærgrer sig over, at de danske myndigheder har så svært ved at indse, at læger og sygeplejersker dagligt bliver nødt til at prioritere.
»Prioriteringer, hvor behandling tilpasses til de tilgængelige ressourcer, er en virkelighed, der allerede i det små foregår i det danske sundhedsvæsen. Men når først det kører som en katastrofe, så bliver det mere synligt. Vi lever i en verden, hvor der ikke bliver taget højde for den situation, Danmark aktuelt står i, det være sig lovgivning, skoling og administration.«
Find inspiration i Somalia
Tredjeverdens lande, hvor læger oftere skal arbejde under ekstreme forhold, er paradoksalt nok bedre gearet til at sådanne situationer – og det handler mest af alt om kultur, siger han.
»I Somalia genbruger læger f.eks. engangsmateriale. Det ville læger aldrig få lov til i Danmark. Og når jeg har foreslået det til myndigheder, så afviser de mig, uden at de forholde sig til, om det rent faktisk kunne lade sig gøre i praksis,« siger han.
Uanset hvad er han overbevist om de danske hospitaler under denne krise kommer til at bryde nogle standarder undervejs.
»Som udsendt ortopædkirurg til nogle af verdens brændpunkter har jeg selv måttet stå og foretage operationer i hjernen på en svært tilskadekommet patient – da jeg ikke er uddannet til det, blev jeg via et kamera guidet af en neurokirurg fra et hospital i udlandet. Et sådant indgreb ville jeg jo få frataget min autorisation for herhjemme. Men der var ikke andet at gøre i den givne situation. Og takket være operationen lykkedes det at redde patienten,« siger Flemming Hansen, der også mindes en anden situation, hvor han måtte bruge hvad han havde for at komme en aborterende kvinde til undsætning.
»Da kvinden var ved at forbløde, måtte jeg i al hast lave en udskrabning. I mangel på det rette udstyr måtte vi rimpe noget sammen med gaffatape. Det hjemmestrikkede udstyr levede ikke op til guidelines, men hvor jeg blev nødt til at turde at gøre det, da patienten ellers ville dø. Men ret beset kan jeg blive anklaget for ikke at leve op til standarden,« siger han.
Som intensivlæge, der er løbet tør for sengeplads, kan man ikke bare sige, at man flytter patienten til en anden afdeling, da der er fyldt op overalt. I sådan en situation må myndighederne sørge for, at lægerne har rum til at tænke selvstændigt og finde på en løsning.
Flemming Hansen, tidligere udsendt katastrofelæge og ortopædkirurg
Tillid til lægerne er afgørende
Endelig husker han, hvordan han under sine udsendelser til eksotiske lande fik en patient, der tissede blod. I mangel på udstyr fandt han og hans kolleger at skubbe et bronkoskop, som er bygget til at kigge ned gennem luftvejene, op i patientens penis. Da bronkoskopet er ret tykt i forhold til passagerne i penis, blev patienten behørigt bedøvet før indgrebet. Det var ikke optimalt, men den eneste måde, lægerne i den givne situation kunne finde ud af, hvor det blødte fra. En strategi, som en læge i Danmark ville blive kritiseret for af myndighederne.
»Og det er det samme, der kan tænkes at ske under COVID-19-pandemien. Som intensivlæge, der er løbet tør for sengeplads, kan man ikke bare sige, at man flytter patienten til en anden afdeling, da der er fyldt op overalt. I sådan en situation må myndighederne sørge for, at lægerne har rum til at tænke selvstændigt og finde på en løsning,« siger han.
Ud over at sørge for, som de helt rigtigt har gjort, at andet personale fra operationsgangene i al hast bliver uddannet til at kunne løfte opgaven, er der brug for, at myndighederne definerer en ny og lavere standard, som åbner op for, at lægerne kan tænke ud af boksen. Det er ikke det bedste, man kan gøre – men det er bedre end ingenting.
»Styrelsen bliver nødt til at sige, at for at behandle så mange som muligt bedst muligt, så må vi i denne særlige situation gøre tingene anderledes. Og det betyder, at nogle får en lidt dårligere behandling så mange kan få en bedre behandling. Styrelsen skal snarest muligt melde ud at det ok, og så skal de have tillid til, at fagfolk vil det bedste for deres patienter – at de faktisk vil gøre det godt. Hvis styrelsen fortsætter med at kører sin nulfejlskultur, så får de lægerne til at ryste på hænderne.«
