BUDAPEST – Året er 1846, og på sin 28 års fødselsdag bliver den medicinuddannede Ignaz Philipp Semmelweis ansat som lægeassistent på Allgemeines Krankenhaus i Wien. 

Det var en tid præget af sygdom, kaos og overfyldte hospitaler i Europa, men der skulle ikke gå længe, før den ungarskfødte Semmelweis begyndte at sprede et simpelt men livsvigtigt budskab. Et budskab på bare tre ord, som for enhver hospitalsansat i dag burde være en selvfølge – og som det under den igangværende coronakrise igen er blevet nødvendigt at minde alverdens borgere om: »Vask dine hænder«.

Ligesom det i disse dage kræver en overordentlig indsats at få alle overbevist om, at noget så enkelt som at holde sine hænder rene rent faktisk kan redde liv, så kæmpede Semmelweis allerede dengang imod skråsikre og mistroiske kolleger på sygehuset i Østrigs hovedstad.

»Det gjorde mig så trist, at livet skulle være så meningsløst.«

Ignaz Philipp Semmelweis, afdød ungarskfødt læge

Hans banebrydende teori udsprang af de observationer, han gjorde sig som nyansat lægeassistent på den ene af sygehusets to fødeafdelinger. Her bemærkede Semmelweis en overvældende forskel i dødeligheden på de to afdelinger. På Første obstetrisk afdeling, hvor Semmelweis selv var tilknyttet, blev kvinder fra det bedre borgerskab indlagt for at nedkomme. Af den grund blev de tilset af sygehusets højtuddannede, mandlige læger. På Anden obstetrisk afdeling var det derimod unge jordemødre, der tog sig af fødslerne, for her var det de ludfattige kvinder fra Wiens lavere socialklasser, der lå. 

Men stik imod, hvad man skulle tro, var det ovre på lægernes fødeafdeling – ikke hos jordemødrene – at dødsfaldene var høje. Mere end hver tiende kvinde på Første obstetrisk afdeling døde kort efter fødslen af en mystisk sygdom kaldet barselsfeber, mens det kun gjaldt to procent af kvinderne på jordemødrenes afdeling.

Urene hænder

Den unge Semmelweis satte sig for at opklare mysteriet. Skyldtes det de forskellige positioner, de fødende kvinder lå i på de to afdelinger? Måske var det forlegenheden over at blive undersøgt af en mandlig læge? Eller kunne det være præsternes daglige ringen med en ildevarslende sakramenteklokke på fødegangen, der påvirkede kvinderne psykologisk og bragte dem i en form for dødelig choktilstand? Ingen af delene havde nogen betydning, konkluderede Semmelweis efter at have undersøgt sine indledende hypoteser. 

I løbet af sine første måneder på Allgemeines Krankenhaus blev den 28-årige lægeassistent nærmest besat af at finde en logisk forklaring, og det påvirkede ham dybt, at så mange kvinder døde af uvisse, ulogiske årsager.

»Det gjorde mig så trist, at livet skulle være så meningsløst,« som en melankolsk Semmelweis senere skrev i sine erindringer.

Men i foråret 1847 nåede Ignaz Semmelweis endelig et gennembrud i sin søgen efter svar. Hans gode ven og kollega, lægen Jakob Kolletschka, døde pludseligt af en infektion efter at være blevet snittet i fingeren med en skalpel. Uheldet var sket under obduktionen af en af de afdøde kvinder, der havde ligget på Første obstetrisk afdeling. Og til Semmelweis’ store forbløffelse viste den efterfølgende obduktion af Kolletschka tydelige ligheder med den sygdom, som kvinden var død af, nemlig barselsfeber. Semmelweis foreslog straks, at der måtte være en forbindelse mellem barselsfeber og det ’ligstof’, som han kaldte de ikke nærmere definerede partikler, der var at finde på ligets krop.

»Selvom hans budskab på kort tid fik dødstallet på lægernes fødeafdeling til at falde drastisk, så havde Semmelweis bevæget sig ind på et farligt territorium.«

Dana Tulodziecki, professor i filosofi fra Purdue University i delstaten Indiana

På daværende tidspunkt vidste hverken Ignaz Semmelweis eller hans kolleger, hvad bakterier var for noget – mikrobiologien fik først sit gennembrud flere årtier senere. Men Semmelweis fandt ud af, at hans lægekolleger formentlig bar disse urene partikler på deres hænder, når de forlod obduktionsstuen og gik direkte over på fødeafdelingen for at undersøge de gravide kvinder. Det var det – urenheden – der forårsagede barselsfeberen. Jordemødrene, derimod, var aldrig i kontakt med nogen lig på obduktionsstuen, og det forklarede ifølge Semmelweis, hvorfor der var en meget lavere dødelighed på deres afdeling.

Han indførte derfor en politik om at bruge en kloropløsning til at rense hænderne med mellem obduktionsarbejdet og opgaverne ovre på fødeafdelingen.

»Vask jeres hænder,« fortalte den unge læge igen og igen sine ældre kolleger, og allerede efter få uger i foråret 1847 kunne effekten af håndhygiejnen ses i sygehusets statistikker.

Dødeligheden var nu stort set ens på både Første og Anden obstetrisk afdeling. Takket være Semmelweis og hans simple budskab overlevede næsten alle mødrene nu fødslerne på Allgemeines Krankenhaus – rig som fattig. 

Over grænsen

Her skulle man måske tro, at en så skelsættende indsigt ville bane vejen for en drømmekarriere for den unge læge. Nu skulle budskabet vel bare udbredes til resten af verden?

Desværre ikke, for her tager historien om Ignaz Semmelweis en sørgelig drejning. Det fortæller den amerikanske professor i filosofi Dana Tulodziecki fra Purdue University i delstaten Indiana. Hun har i årevis beskæftiget sig med at undersøge nuancerne i fortællingen om den ungarske doktor.

»Selvom hans budskab på kort tid fik dødstallet på lægernes fødeafdeling til at falde drastisk, så havde Semmelweis bevæget sig ind på et farligt territorium. Lægestanden i Wien var mildest talt ikke begejstret for, at Semmelweis antydede, at deres normale arbejdsgang var uhygiejnisk, og at de skulle have været skyld i de mange dødsfald på afdelingen. Det var et ildeset budskab for mange af hans lægekolleger,« siger Dana Tulodziecki.

»Lægerne var skeptiske over hans bramfrie budskab. Det var dér, stridighederne opstod.«

Dana Tulodziecki, professor i filosofi fra Purdue University i delstaten Indiana

Semmelweis mødte modstand af flere grunde. Hans hypotese om, at der kun var én årsag – at det eneste, der betød noget, var renlighed – virkede ret ekstrem på det tidspunkt. At han heller aldrig gav nogen medicinsk forklaring på den overførte smitte, hjalp heller ikke hans sag. 

»Lægerne var skeptiske over hans bramfrie budskab. Det var dér, stridighederne opstod,« fortæller den amerikanske professor.

Sammenstødet mellem den viennesiske lægestand og den ungarske enspænder kom til udtryk på flere måder i de følgende år. I vid udstrækning blev han ignoreret, udskammet og latterliggjort. Og da konflikten mellem nabolandene Østrig og Ungarn blussede op i revolutionsåret 1848, kom Semmelweis for alvor i klemme. Han deltog ikke selv i oprøret mod den østrigske overmagt, men det gjorde nogle af hans brødre, og som stolt ungarer formodedes Semmelweis at have sympati med oprørsbevægelsen. 

Hans overordnede på sygehuset i Wien, den konservative østriger Johann Klein, følte sig urolig over ungarernes uafhængighedskamp, og han mistede tilliden til Ignaz Semmelweis. Så da ungarerens licens på sygehuset skulle forlænges året efter, begrænsede Klein den bitre Semmelweis til fremover kun at måtte undervise studerende – ingen omgang med nybagte mødre eller opsprættede lig, tak. I vrede over beslutningen forlod Semmelweis Østrig og flyttede til Ungarn uden at sige farvel.

»Jeg tog afsted, fordi jeg ikke kunne tåle flere frustrationer over Wiens medicinske etablissement,« skrev han i sine erindringer et årti senere. 

Semmelweis-effekten

Tilbage i sit fædreland krydsede Ignaz Semmelweis den nyindviede kædebro over Donaufloden og bosatte sig i Pest-bydelen. Her fik han job på en fødeklinik på det lille Szént Rokus Hospital, hvor kvinder døde af barselsfeber i hobetal. Straks indførte han sin politik om god håndhygiejne med succes, og i løbet af de seks år på klinikken mistede blot otte ud af de 933 nybagte mødre livet. 

Men bitterheden havde bidt sig fast hos Semmelweis. I årevis havde han sendt åbne breve rundt i Europa for at gøre fødselslæger og kirurger opmærksomme på vigtigheden af håndhygiejne, men hans idéer blev enten afvist eller ignoreret. Kun nogle få af hans studerende nedfældede budskabet om at vaske hænder, og da han langt om længe udgav sin egen medicinske bog om emnet i 1861, var den mere vidtløftig, end den var velskrevet, forklarer Dana Tulodziecki.

»Semmelweis var en stædig og meget dogmatisk person. Han burde have været i stand til at argumentere bedre for sin sag dengang,« mener hun.

Ifølge den amerikanske professor er det grunden til, at Semmelweis aldrig blev accepteret for sin teori, mens han var i live. I sommeren 1865 havde hans arrigskab gjort ham så skør, at han røg på sindssygeanstalt. Han døde kort tid efter af en blodforgiftning, blot 47 år gammel.

Eftertiden har heldigvis hyldet Ignaz Semmelweis for hans bidrag til lægevidenskaben. Han var bare forud for sin tid. Fra 1860’erne og frem byggede franske Louis Pasteur og britiske Joseph Lister videre på ungarerens teori. I 1938 vandt kortfilmen That Mothers Might Live en Oscar og udråbte Semmelweis til »mødrenes frelser«. Og Semmelweis-effekten er blevet en metafor for tendensen til at afvise ny viden, hvis den strider imod de etablerede normer. 

»Forhåbentlig kan historien om Semmelweis få endnu flere til at vaske deres hænder. Det er lige så vigtigt i dag, som det var i det 19. århundredes Europa.«

Dana Tulodziecki, professor i filosofi fra Purdue University i delstaten Indiana

»Historien og videnskaben har retfærdiggjort hans arbejde. I dag ved vi, at Semmelweis havde ret,« lød det sidste år i en tale fra WHO’s generalsekretær, Tedros Adhanom Ghebreyesus.

Hjemme i sit fædreland er Semmelweis blevet en af de nationale helte, som børn lærer navnet på i skolen og aldrig glemmer. Naturligvis er lægeuniversitetet i Budapest opkaldt efter ham, det samme er flere af landets hospitaler.

»Han er nummer ét for os,« siger den ungarske narkoselæge Ágota Nóra Kazup, som er tilknyttet et hospital i det østlige Ungarn.

»Den 1. juli (Semmelweis’ fødselsdag, red.) er en national helligdag i Ungarn, hvor vi hvert år anerkender det arbejde, som læger, sygeplejersker og andre i sundhedssektoren udfører,« siger Ágota Nóra Kazup.

Hun beder til, at coronakrisen er forbi, når vi runder Semmelweis’ fødselsdag om godt tre måneder, så hele verdens sundhedspersonale kan blive hyldet for deres indsats.

Spørger man professor Tulodziecki, hvad Ignaz Semmelweis har betydet for den medicinske verdenshistorie, er hun ikke i tvivl. Semmelweis er en moderne helt med en skæbnesvanger fortælling, vi alle bør kende – også selvom han ofte stjæler rampelyset fra andre, der i hans samtid ligeledes advarede mod konsekvenserne af dårlig håndhygiejne.

»Forhåbentlig kan historien om Semmelweis få endnu flere til at vaske deres hænder. Det er lige så vigtigt i dag, som det var i det 19. århundredes Europa,« slutter Dana Tulodziecki.