Hvor mange forskningsledere skal der til at skifte et forskningsparadigme? Det er ikke begyndelsen på en vittighed, men på en meget lovende proces inden for fertilitetsområdet under det tværfaglige dansk-svenske projekt ReproUnion. Svaret på spørgsmålet er, at det kræver engagement, tillid og vilje fra alle indenfor området at vende bøtten på hovedet og skabe en ny forsknings- og udviklingskultur.

Den eksisterende forskningskultur er præget af silotænkning, hvor konkurrence om midler og prestige ofte står i vejen for et bredt samarbejde – og dermed i sidste ende for god forskning og bedre behandling. Løsningen starter helt banalt med, at vi sammen fokuserer på problemet, der skal løses. Hvor der sættes fokus på ‘de svære’ udfordringer – dem man ikke kan løse med sin egen ekspertise alene. Hvor der kræves helhedsløsninger og en mere langsigtet horisont for forskningen, en bedre rekruttering af talenter og en stærkere international position.

Forfatterne her udgør styregruppen for ReproUnion. Vi vil gerne dele vores erfaringer, fordi vi kan se, at der er et enormt udviklingspotentiale i at nedbryde de traditionelle grænser i forskningsverdenen. Det gælder både nedbrydning af grænser mellem forskergrupper og barriererne mellem behandlingsmiljøer, men også hierarkier og kampen om midlerne. De helt store gevinster vil komme på længere sigt, men allerede i ReproUnions korte levetid er der kommet konkrete og illustrative resultater. Her er et par eksempler, som samtidig viser, at ReproUnion spænder helt fra bedre grundforskning til bedre, konkret behandling af patienter:

• ReproUnion har tiltrukket 22 af de mest talentfulde ph.d.-studerende til Øresundsregionen og er i gang med at uddanne dem til fremtidens forskere. Det vil sige, at de fra begyndelsen af forløbet samarbejder og udveksler erfaringer som en gruppe, selvom fagområderne er meget forskellige. Dermed bliver fokus automatisk mere på det samlede mål – bedre behandling – end på at dreje en ekstra gang på forskerknappen på sit eget område. Samtidig oplever de unge forskere, at de ofte får overraskende og nyttige nye perspektiver fra de andre fagområder. Kort sagt: De lærer fra starten at se deres forskning i en større sammenhæng. Den viden og det netværk tager de med videre, og dermed bliver de kulturbærere for et nyt forskningsparadigme.
• Under ReproUnion er der etableret en patientmobilitetsaftale mellem Region Skåne og Region Hovedstaden. Aftalen betyder, at danskere og svenskere med højt specialiserede reproduktive sygdomme kan modtage behandling, der hvor ekspertisen er – også selvom man skal krydse en landegrænse. F.eks. kan æggestokke fra en kræftsyg opereres ud i Sverige og transporteres til Rigshospitalet til nedfrysning og senere fertilitetsbehandling. Og danske hospitaler kan sende vævs- og spermprøver til Skånes Universitetshospital, der har stor ekspertise inden for nogle typer af brud på DNA-strengene. På den måde får patienterne den bedste behandling, og sundhedssystemerne den bedste udnyttelse af de samlede kapaciteter.

Problemet er ikke nyt, men processen til løsninger er

ReproUnion blev for tre år siden etableret i en ‘triple helix-struktur’ med midler fra bl.a. EU, medicoindustrien og regionerne Skåne, Sjælland og Hovedstaden. Problemerne ved ufrivillig barnløshed for de ramte og for samfundet er velkendte, og løsninger er efterspurgte i det meste af verden. Målet med ReproUnion er at samle kræfterne omkring større viden om og bedre behandling og forebyggelse af ufrivillig barnløshed og reproduktive sygdomme.

Det brede samarbejde begynder med måden, ReproUnion har modtaget finansiering på. Normalt foregår der en ret indædt konkurrence, hvor vi som forskere og behandlere skal argumentere for, at netop vores fagområde skal modtage midler. Men i ReproUnion er pengene givet som ‘fællesøkonomi’, hvorfra der skal finansieres projekter, som bekæmper infertilitet.

At finansiere til fællesskaber kræver noget nyt af deltagerne. Vi er sammen ansvarlige for at se på projekterne og problemstillingerne og prioritere, hvem der skal inddrages. Det vil sige, at man ikke kun skal kæmpe for sine snævre faginteresser, men også se på løsningerne som en helhed. Det kan være, at ens eget område er mindre eller slet ikke relevant i sammenhængen, og alligevel skal man bakke op. For at det skal fungere, skal man have tillid til hinanden og lyst til at bakke hinanden op. Det går rigtig godt. Vores erfaring er, at samarbejdet og den gensidige tillid er meget selvforstærkende.

Det lange lys på den internationale positionering

Det fælles fokus giver samtidig et bedre blik for den langsigtede udvikling. Der er stor konkurrence blandt de største internationale talenter om at komme med på vores forskellige programmer. Det handler naturligvis om det generelt høje kvalitetsniveau i forskningen. Men det handler også om de tværfaglige aspekter og muligheden for at få sparring fra mange sider.

De internationale netværk, der bliver skabt, vil være ekstremt værdifulde til at fastholde og udvikle Øresundsregionens internationale position. For det er i samspillet og videndelingen med forskere i hele verden, at vi selv kan nå målet om verdensklasse.

Erfaringerne fra det hidtidige ReproUnion har givet os mod på at tage livtag med rigtigt store udfordringer. Udfordringer vi ikke kan løse alene, og som kræver, at vi ser på det ud fra alle perspektiver og fagligheder lige fra grundforskning til behandling. Udfordringer, der kræver samarbejde med de bedste i verden, hvis vi skal have en chance for at løse dem. Udfordringer, der har konsekvenser for mange mennesker i verden.

Eksempler på de helt store udfordringer er forebyggelsesindsatser, som kræver både individ- og samfundsmæssige ændringer eller at turde stille spørgsmål som: Kan vi kurere mandlig infertilitet?. Her har problemet åbenlyst mange årsager, som rækker fra arvelighed over kemikalier til stadig højere alder, før mændene prøver at få børn (for bare at nævne nogle faktorer). Mange årsager fordrer mange forskellige bidrag til løsninger, og vi oplever, at de forskellige fagområder i høj grad inspirerer hinanden, når vi har fokus på det samme problem.

Allerede nu har ideen om et paradigmeskift og den systematiske tværfaglighed vakt international interesse. På et strategiseminar for nylig i ReproUnion om reproduktionsforskningens fremtid netop i lyset af den tværfaglige tilgang deltog de fremmeste forskere på området fra bl.a. Harvard og Stanford. Både interessen og debatten på selve mødet samt deltagernes efterfølgende globale ‘gruppearbejde’ med at definere udfordringerne er et vidnesbyrd om, at det ofte er i nye typer samarbejde, at ny viden opstår. Vi er stolte af den interesse, der lover godt for fremtiden.

Vi tror på, at vi er på vej til at tage de første skridt ind i et nyt forskningsparadigme, der vil blive dominerende i fremtiden. Dermed siger vi også, at vi stadig er langt fra at have givet slip på de traditionelle måder at gøre tingene på. Det er som bekendt vanskeligt at lære gamle hunde (som os) nye kunstner, men det er simpelthen så inspirerende at være med i, at motivationen for at fortsætte kommer helt af sig selv.