Lidt på tværs i rimelighedens navn Sikkerhed i behandling er i alles interesse, men et tilhørende krav savner logik og kan udpege lægen som syndebuk.

Frygt har det med at sørge for beskæftigelse. Det viser sig f.eks., når et flertal af de amerikanske læger indrømmer, at de er så bange for erstatningssager, at man helst også henviser patienterne til kolleger, selvom det anses for overflødigt. Skulle uheldet være ude, kan man i hvert fald ikke anklages for manglende sans for sikkerhed.

Tendensen er kendt under betegnelsen defensiv medicin. Den er ikke så udviklet på vore breddegrader, men også her står korrekt diagnosticering og behandling øverst på dagsordenen. Selv om uønskede resultater snarere udgør undtagelsen end reglen, er faren for dem forbundet med et tilbagevendende pres, som kan give professionelle lyst til at være lidt på tværs i rimelighedens navn. Og den lyst fortjener at blive tilgodeset her.

Specielt i helbredets navn er forholdsregler på deres plads. Derfor er vi også blevet vant til, at der fra officiel side kræves informeret samtykke fra patienten. Ifølge den tilhørende bekendtgørelses §1 gives det på grundlag af fyldestgørende information. Dermed skal hun og han respekteres og rustes til at sige til eller fra i afgørelsen om behandling.

Fra professionel side gøres der en brav indsats for at leve op til paragraffen: Både klinikerens egen empiri og forskerens noble evidens-ambition sigter efter sikkerhed til gavn for alle parter. Men midt i bestræbelserne kan der opstå berettiget tvivl. Den går ud på, hvad der egentlig skal forstås ved fyldestgørende information. Og tvivlen har det med at dukke op, hvad enten patienten har behov livreddende tiltag eller forskønnende plastikkirurgi.

Strengt taget handler det både om mulige tilsigtede og utilsigtede konsekvenser af diagnosticering og behandling. Med tanke på den tilhørende rigdom er det ikke underligt, at der kommer sved på panden i forsøgene på at kortlægge, hvad der er virkningsløst, skadeligt og gavnligt.

Indlægssedler til receptpligtig medicin kan affærdiges som banalt, men her er stadig potentiale til noget fatalt: Hører patienten mon til dem, der får det bedre uden bivirkninger?

Som eksempel kan indlægssedler til receptpligtig medicin affærdiges som banalt, men her er stadig potentiale til noget fatalt: Hører patienten mon til dem, der får det bedre uden bivirkninger? Giver medicinen vedkommende forhøjet blodtryk, måneansigt eller det, der er meget værre?  De lange sedler åbner døren til en verden af muligheder, og selvom de angivne talforhold helst skal virke afdramatiserende, nærer de også uvisheden i urolige nætter.

Strengt taget kan fordringen om fyldestgørende information forud for den ene eller anden behandling minde om et krav til den professionelle om at gøre brug af et forsyn, der nærmer sig det guddommelige. Midt i forventningspresset kan man fristes til at tale om et urimeligt forsynskrav, der også udpeger lægen som syndebuk, når det går galt.

Vil man forsvare paragraffens opfindere, kan der slås på, at kravet om fyldestgørende information selvfølgelig ikke kan overstige den aktuelle viden om diagnosticering og behandling af en given tilstand. Det kan lyde snusfornuftigt, men selvom nogle vil kalde det for rimeligt, gør det ikke kravet mere logisk.

Som læge er man ikke ‘kun’ op imod politisk makværk, tidspres, kollegiale (mis-)forhold eller tvivlsomme produktinformationer. Når det handler om forhindringer for fyldestgørende information, har man to klassiske medspillere, der også viser sig som uforudsigelige modspillere: Siden lægekunstens solopgang har det været den enkelte patient i sin autonomi og moder natur i hendes mindst lige så store selvstyre.

Holder man sig til de tos egenrådighed, forbliver spørgsmålet, hvordan man skal bære sig ad med at give fyldestgørende information om en behandling, der ikke er begyndt?

Som den ene af flere parter i helbredets tjeneste har den erfarne professionelle fortsat belæg for at yde sit bedste, fryde sig over gode resultater, men også indsigt nok til at bevare en beskedenhed, der ikke gør krav på et enerådigt forsyn. Det ville i sig selv være et fremskridt, hvis det også blev en selvfølgelig del af hverdagens og politisk visdom.

Skriv kommentar