Lægestafetten: Min hverdag er stærkt præget af corona-virussen
I disse uger går Kasper Aaboe til møde med de andre afdelingsledelser og sygehusledelsen hver morgen til beredskabsmøde pga. COVID-19.Foto: privat

Lægestafetten: Min hverdag er stærkt præget af corona-virussen Kasper Aaboe troede han skulle være embedsmænd i Statsministeriet, men er i dag ledende overlæge på Gynækologisk-Obstetrisk afdeling i Slagelse, og har haft en helt særlig uge.

Kasper Aaboe, hvad er det første, du gør, når du møder på arbejde?

»I øjeblikket er min hverdag jo stærkt præget af, at vi skal håndtere COVID-19-pandemien. Jeg bor i Sorgenfri og har en times kørsel til arbejde, så jeg står op kl. 5.45 og i disse dage tjekker jeg min mail, mens jeg spiser havregryn og drikker morgenkaffe for at se, om der i løbet af de sene aftentimer er kommet information om nye forhold, jeg skal håndtere i løbet af dagen. Kl. 8.00 har vi morgenkonference for lægerne. For at mindske risikoen for at smitte hinanden har vi reduceret både den og den efterfølgende obstetriske konference til kun at omfatte vagtholdet. Sygehuset er i nødberedskab, så kl. 8.45 går jeg til beredskabsmøde med de andre afdelingsledelser og sygehusledelsen.«

Hvad er det bedste ved dit arbejde?

»Når det lykkes at skabe nye tiltag eller ændrede rammer i afdelingen, som giver mening for patienterne, og som lægerne, jordemødrene og sygeplejerskerne synes, der fungerer rigtigt godt.«

Vi har eksempelvis akut skulle rømme vores kontorgang med lægekontorer og sekretariat for at skabe nye sengepladser til at håndtere corona-patienter

Kasper Aaboe

Kan du nævne en god oplevelse den seneste uge?

»Nu har det været en lidt speciel uge. Vi har eksempelvis akut skulle rømme vores kontorgang med lægekontorer og sekretariat for at skabe nye sengepladser til at håndtere patienter, der er inficerede med coronavirus. Og vi har på ganske få timer skulle ændre en hel række arbejdsgange for både jordemødre, barselssygeplejersker og læger for at sikre gravide og fødende et trygt og sikkert fødselstilbud trods COVID-19. Her har det været en rigtig god oplevelse at se, hvordan alle personalegrupper i afdelingen har været super fleksible og har fået ekstremt mange ting til at lykkes på ekstremt kort tid.«

Hvad er det værste ved dit arbejde?

»Noget af det værste er, når der bliver taget en politisk beslutning med indvirkning på mit fagområde, som jeg synes, der er forkert. Det er svært at retfærdiggøre politiske beslutninger, som jeg og mit personale er overbeviste om forringer patientforløb og kvalitet. Men det er jo vilkårene i min stilling.«

Kan du nævne en dårlig oplevelse den seneste uge?

»Ja! Jeg havde møde med vores medarbejderudvalg, hvor vi var nødt til at blive enige om et budget for næste år, der kræver, at vi skærer ned på, hvor mange gravide vi kan tilbyde fødsel i Slagelse. Det er dybt utilfredsstillende.«

Hvilke fordomme møder du ift. dit speciale?

»Mange finder det mærkeligt, at man som mand vælger at blive gynækolog – indtil man fortæller, at man også er fødselslæge. Så er det pludselig ikke så mærkeligt længere. Inden for hospitalet vil onde tunger sige, at vi gynækologer ikke er rigtige kirurger. Men dem, der har været med til en omfattende operation for kræft i æggestokkene, ved bedre. Og der er ikke noget på operationsgangen, der trumfer et akut kejsersnit. Som ledende overlæge møder jeg i øvrigt også fordomme. Nogle tænker os som DJØF-læger. Det er en ærgerlig fordom, for min fineste opgave er at skabe de bedste rammer for klinisk arbejdende læger.«

Hvorfor blev du læge?

»Jeg troede oprindeligt, at jeg skulle være embedsmand og havde statskundskab som andenprioritet, da jeg søgte ind på Københavns Universitet. Det forklarer måske min stilling i dag, hvor mit arbejde primært er administrativt, politisk og organisatorisk, selvom jeg også har klinik. Jeg satte faktisk først medicin som min førsteprioritet samme dag, jeg udfyldte ansøgningen. At jeg ændrede mening, skyldes nok, at jeg er præget hjemmefra. Min far er læge, og som barn har jeg sammen med mine forældre boet på et hospital i Bagdad og jeg altid har følt mig hjemme på et hospital. Så det var nok et valg med følelserne, der gjorde udslaget.«

Hvor meget arbejder du om ugen?

»Jeg kører hjemmefra kl. 6.45 om morgenen og er hjemme igen mellem kl. 17 og 17.30. Det kan kun hænge sammen, fordi jeg har et fleksibelt arbejde og en kone, som tager slæbet med børnene. På vej til og fra arbejde holder jeg gerne telefonmøder i bilen. Så jeg arbejder nok mellem 45-50 timer om ugen.«

Mange finder det mærkeligt, at man som mand vælger at blive gynækolog – indtil man fortæller, at man også er fødselslæge

Kasper Aaboe

Hvad ville du være, hvis du ikke skulle være læge?

»Så var jeg nok blevet embedsmand med arbejde i Statsministeriet. Jeg har altid været interesseret i politik og engageret mig i organisationsarbejde.«

Hvis du var sundhedsminister, hvad ville du så gøre?

»Jeg ville tage et opgør med den patient-rettighedskultur, som præger sundhedsplanlægningen. Den fratager de enkelte afdelinger muligheden for at prioritere det, der er vigtigst.«

Hvad savner du i sundhedsvæsenet lige nu?

»Jeg savner personale. Vi er underbemandede – specielt i Region Sjælland. I stedet for at arbejde med faglighed og kvalitet bliver det en evig kamp for at få enderne til at mødes. Det er undergravende for arbejdsglæden.«

Hvad er din faglige kæphest?

»Mit fluekneppergen hader, når læger skal fremlægge en patienthistorie og siger ”patienten har noget diabetes” eller ”noget hypertension”. Enten har patienten det, eller også har patienten det ikke!«

Læs alle lægestafetterne her: Praktiserende læge, børnelæge eller anæstesiolog. Og 10 andre læger

Hvad er det bedste råd, du har fået af en kollega?

»At man skal sætte sig ned, når man snakker med en patient, der ligger i en seng. Det lærte jeg af en ældre overlæge, da jeg var i turnus på Gentofte Hospital for 15 år siden. Hvis man selv har prøvet at ligge ned og tale med en, der står op, lærer man, hvor ubehageligt det er. Det bliver aldrig nogen god samtale«

Færdiggør sætningen: Efter en hård arbejdsdag kan jeg godt lide at…

»Komme hjem, sætte mig med en kop kaffe og høre om min børns dag. Jeg har tre døtre på henholdsvis 9, 12 og 15 år, så der er fuld fart på derhjemme.«

Hvem giver du stafetten videre til, og hvorfor?

»Jeg giver stafetten videre til Karen Aalling, som er psykiatrisk overlæge i Viborg. Jeg kender Karen igennem min kone, som har boet på kollegium med hende. Psykiatrien er et område, man ikke er så meget i kontakt med i somatikken, men som vi ved, der også har svære vilkår.«

Hvad vil du gerne spørge den anden læge om?

»Hjælper det på vilkårene med øget politisk fokus på psykiatrien? Og hvis ikke, hvad skal der så til?

Skriv kommentar