Statsminister Lars Løkke Rasmussen har bebudet, at det bliver i januar måned, at den længe ventede og meget omtalte sundhedsreform bliver offentliggjort. Det vil forhåbentlig skabe klarhed over den retning, regeringen vil udstikke for sundhedsvæsenet.

Desværre bliver reformen udtænkt af nogle embedsmænd på Slotsholmen og omegn, uden at fagfolk fra den kliniske virkelighed tages med på råd. Lægeforeningen har klart og tydeligt signaleret, at vi hellere end gerne bidrager med faglig indsigt i reformarbejdet. Senest, da sundhedsminister Ellen Trane Nørby i december udskød reformen. Men det har man valgt at overhøre. Danske Regioner, KL og andre relevante organisationer er angiveligt heller ikke blevet spurgt til råds.

Forud for den seneste store reform af sundhedsvæsenet, strukturreformen fra 2007, som bl.a. betød nedlæggelsen af amterne og oprettelsen af regionerne, arbejdede en række eksperter i flere år på at lave et sæt anbefalinger. Kontrasten til den kommende sundhedsreform er slående.

Det er en ærgerlig situation, for det kræver et solidt fagligt forarbejde at sætte sig ind i noget så komplekst som det danske sundhedsvæsen. Det er bekymrende, at regeringen på denne måde vil stille en diagnose og udskrive en ‘reformrecept’ til sundhedsvæsenet, uden at der – populært sagt – er eller har været en læge til stede. Det er på ingen måde givet, at der er behov for en reform.

Derfor vil jeg her komme med Lægeforeningens input, som både statsministeren, sundhedsministeren og embedsmændene bør tage med i deres arbejde. Hvis det resulterer i en udskudt reform, må det være sådan. En udskudt – og gennemtænkt – reform er klart at foretrække frem for en uigennemtænkt reform.

Der er ikke behov for en stor reform med helt nye strukturer i sundhedsvæsenet. Der er i forvejen så stort et pres, at det kan resultere i længere tids reformlammelse og et stort forbrug af ressourcer, som går fra andre nødvendige opgaver. Det er hverken patienter eller sundhedsprofessionelle tjent med.
Der er til gengæld brug for ressourcer, der rent faktisk står mål med opgaverne. I stort set hele dette årti er der tilført for få ressourcer til sundhedsvæsenet. Det har selvfølgelig skabt et vedvarende pres. Antallet af ældre er stærkt stigende, og de får endnu større behov for mere behandling og mere pleje, som sundhedsvæsenet skal kunne løfte. Oveni det kommer udgifterne til nye teknologier, herunder lægemidler. På baggrund af en større analyse fra den uafhængige forskningsinstitution VIVE anbefaler Lægeforeningen, at sundhedsvæsenets økonomi skal vokse med omtrent to pct. om året til og med år 2025.
Samtidig er der et stort behov for at styrke det nære sundhedsvæsen. Når mange flere patienter skal behandles i almen praksis fremfor på et sygehus – og det skal de – skal der også være nødvendig kapacitet og ressourcer til det. Allerede i dag er der et stort pres på de praktiserende læger, og mange praksis landet over har lukket for tilgang af nye patienter. Det kræver en ambitiøs og bred politisk indsats at løse dette i samarbejde med bl.a. praktiserende læger og ditto speciallæger.
Sidst, men ikke mindst, et forslag, der understreger min pointe om vigtigheden af at få input fra fagfolk. Det er ikke traditionelt reformstof, men det virker: Gør noget ved tobakken. Tobaksrygning er hvert år skyld i 13.600 dødsfald og ca. 8.000 nye tilfælde af kræft, som koster oceaner af dårlige leveår for rygerne. Priserne skal sættes mærkbart op, cigaretterne skal gemmes væk under disken, og skoler og ungdomsuddannelser skal gøres totalt røgfrie. Det vil på få år give markant færre dødsfald og syge, og det må være et mål i sig selv for alle sundhedspolitiske tiltag.

Listen er ikke udtømmende, og hvis regeringen gerne vil have uddybet vores, stiller vi gerne op.