Lægemanglen i almen praksis kan løses uden at det koster én øre Arbejdsstyrken til almen praksis har ændret sig uden, at der har været foretaget de helt afgørende og nødvendige tilretninger. Her er et forslag til genopretning.

Dette indlæg indeholder stærkt personlige betragtninger og postulater, er kontroversielt og fuldstændig udokumenteret.

Gennem mere end 25 år har lægemanglen i almen praksis været et stigende problem. Hullerne er forsøgt lappet med en række tiltag som import af udenlandske læger, oprettelse af privatdrevne lægehuse, opfordringer til lægerne om at ansætte mere hjælpepersonale osv., men udviklingen har kun bevæget sig i en retning – problemerne eskalerer.

Når disse lapperier ikke lykkes, er det fordi at kommunikation i almen praksis er vigtigere end noget andet sted – derfor er den sproglige indsigt helt afgørende. Intet sted er kontinuiteten i kontakten med den enkelte patient vigtigere, derfor er princippet, at den enkelte selv vælger sin læge og netop ikke vælger en adresse, men vælger en person, betydningsfuldt, og endelig  er almen praksis en virksomhed og derfor kan man ikke ansætte personale uden at der er økonomi i ansættelsen.

Derfor er ovenstående muligheder ikke løsningen på problemerne i almen praksis, hvis vi vil bevare den personlige læge, som man kender og forhåbentlig har tillid til.

Hvorfor mangler vi læger? Det gør vi, fordi almen praksis har ændret karakter og fordi lægeuddannelsen bruger kræfter på de forkerte.

Optag af 20-25 pct. nordiske lægestuderende, som tager tilbage til deres hjemland, er helt uhørt, og selv om tallet nu er markant lavere end tidligere, så lad os indføre ligestilling – vi uddanner lige så mange udenlandske læger, som de øvrige lande uddanner danske læger.

Lægestudiet er nu et kvindedomineret studie, og nynedsatte læger er nu med stærkt overtal af kvinder.

Kvindelige nynedsatte læger er typisk omkring de 40 år, har typisk familie og to-tre børn, som de naturligt gerne vil være sammen med. Derfor er firedages ugen indført mange steder; det alene det indebærer 20 pct. mindre arbejdstid.

Familier i alderen omkring 40 år, med omgangskreds, flere børn i institution og en mand typisk med en videregående uddannelse, er ikke lette at flytte til en fjern provinsby, hvor ægtefællen vil have svært ved at finde et kvalificeret  arbejde

Opprioriteringen af flerlægepraksis giver ikke øget effektivitet, fordi patientarbejde erstattes af møder, administration, kommunikation med personale og kolleger, og mindre fleksibilitet og fordi alt arbejde er skemalagt.

Når en praksis skal afsættes, er det en anbefaling, at der er tilknyttet et begrænset antal  patienter, at der tilbydes firedages uge, og der ikke indgår vagtarbejde.

Derfor er praksis med mange patienter per læge ikke en anbefaling, derfor er kapaciteten mindre end tidligere, og derfor er der lukket for tilgang af nye patienter også i hovedstadsområdet.

600 læger er hvert år i gang med en ph.d.  80 pct. af dem fortsætter ikke med forskning,  men trækkes ud af arbejdsstyrken i ca. tre år, og når dertil kommer barselsfri til to-tre børn, nu nævner jeg det, selv om det er forbudt at tale om, er det rigtig mange mandeår, der forsvinder ud af patientarbejdet.

Så mine forslag er enkle, men kontroversielle:

Lige for lige i det nordiske samarbejde.

Ligefordeling, eller måske ligefrem skævdeling til fordel for personer af hankøn, det vil da være nyskabende, optagelse af mere uafhængigt af karakterer (hvem siger, at en student med 10.8 i karaktergennemsnit bliver en bedre læge end en student  med 9,0?), beskæring af antallet af ph.d.-studerende, samt ophør med hetzen mod solopraksis (der er i dag så mange kontrolforanstaltninger, så ingen læge kan sænke sit faglige niveau ubemærket).

For at præcisere: Hele dette indlæg handler ikke om at kvindelige læger ikke skal gifte sig og skal forblive barnløse. Det handler om, at arbejdsstyrken til almen praksis har ændret sig uden at der har været foretaget de helt afgørende og nødvendige tilretninger.

Ét forhold er åbenlyst  for mig: 30 nye uddannelsesstillinger løser intet, og det er helt uforståeligt  at vores forening hylder det som »som det bedste for almen praksis i mange år«, for det ændrer ikke en ulykkelig udvikling, men nedsætter kun den hastighed, hvormed almen praksis demonteres.

Skriv kommentar