LA: Afskaf seksårsfristen Unge mennesker skal have frihed til selv at forme deres karriere og fremtid. De har ikke brug for statslig tvang. Og læger er altså ikke dominobrikker, som man kan flytte rundt på efter for godt befindende.

Der går ikke langt mellem historierne om mangel på speciallæger og unge danske læger, som flytter til udlandet.

Det er uheldigt. For det gør det svært for byer langt fra universitetshospitalerne at tiltrække specialiseret arbejdskraft. Derudover er det med til at øge presset på hospitalerne, da praktiserende læger kan blive nødt til at sende patienter videre på sygehusene selv med mindre komplicerede sygdomme.

Jeg er ikke i tvivl om, at seksårsfristen bærer en del af ansvaret. Meningen bag var sikkert god: Vi sætter en frist for, hvor lang tid der må gå fra unge læger bliver færdige med studiet, til de begynder en speciallægeuddannelse. Så kommer de nok hurtigere igennem.

Liberal Alliance har dog været imod fra dag et. Siden fristen blev indført i 2007, har vi været med til at rykke fristen fra fire til fem år. Og senest fra fem til seks år. Det har helt sikkert hjulpet, men står det til os, skal fristen helt afskaffes. Der er mange forskellige begrundelser for, at læger venter med speciallægeuddannelse. Og vi tror ikke på et uddannelsessystem ud fra ‘one size fits all-modellen’. Unge mennesker skal have frihed til selv at forme deres karriere og fremtid. De har ikke brug for statslig tvang. Og læger er altså ikke dominobrikker, som man kan flytte rundt på efter for godt befindende.

I forbindelse med Liberal Alliances sommergruppemøde lancerede vi en uddannelsespakke, som vi kalder frihedspakken. Det mener vi helt bogstaveligt. For unge studerende skal have frihed til selv at disponere over deres uddannelse. De skal ikke være statens skaffedyr. Udover at droppe uddannelsesloftet, tage et opgør med fremdriftsreformen, afskaffe loftet over, hvor meget man må tjene ved siden af sin SU, så vil vi som nævnt også helt droppe seksårsfristen. På den måde kan vi beholde flere læger i Danmark og sikre den specialiserede arbejdskraft, der er så stor behov for. Det går vi til valg på.

Vi vil ikke bilde nogen ind, at dette løser alle problemer med mangel på speciallæger uden for de store byer. Men vi tror på, at det kan være en del af løsningen. Og det kan ligeledes give et incitament til unge læger at søge væk fra universitetshospitalerne og ud i yderkommunerne uden at blive anset som mindre ambitiøse. Hensigten med lægefristen var måske god, men den virker ikke. Og vi har ikke råd til at miste flere unge læger til udlandet.

Skriv kommentar