Efter at have læst Klaus Larsens nyeste krønike om den danske lægestands kulturhistorie, sidder man tilbage med en ualmindelig dårlig smag i munden. Nærmest kvalme. For fra hver side stiger en lugt op af overfyldte latriner, der flyder ud i drikkevandet og ind i folks små, uopvarmede, fugtige boliger, hvor familier måske sover tæt sammen i et søle på jordgulvet. Som læser lugter man nærmest den stank af død, der kom fra de sygehuse og fattighjem, hvor uvidende læger anbragte...