Kunsten at prioritere seponering (Over)behandling kan formentlig reduceres, hvis sundhedsvæsenet investerer i tid til dialog med patienten. Ikke alle patienter ønsker at gennemgå alle behandlinger, hvis chance for effekt er lille.

Forleden var jeg til en temadag om kunsten at seponere. En inspirerende dag, der med al tydelighed viste, at vi ikke magter kunsten, og at vi trænger til debatten — også i det offentlige rum.

Lægers fornemste opgave er at afklare, hvad en patients symptomer skyldes, og derefter foreslå behandling. Ofte fører det til ordination af medicin. Men hvad med at seponere behandling? Hvornår skal behandling og medicinering stoppe? Vi ved, at compliance nedsættes ved behandling med mere end 3 lægemidler daglig og ved mere end to daglige doseringer.

Effekten af et medicinsk præparat i de kliniske studier, der førte til dets godkendelse, kan ligge langt fra den effekt, som brede grupper af patienter oplever og er interesseret i. Ofte ligner virkelighedens patienter ikke de personer, der indgik i studiet. Vi har behov for viden, som kan styrke mere evidensbaseret og personlig medicin. Rationel farmakoterapi kræver, at vi er bevidste om, at ophør med selv velindiceret medicin kan være nødvendigt, hvis lægemidlet f.eks. giver uønskede bivirkninger, eller compliance er for dårlig.

Man kan undre sig over, at vi i en velfærdsstat som den danske ikke afsætter midler, mange midler, til at evaluere den kliniske effekt af den medicin, vi betaler dyrt for, og som vi anbefaler til mange mennesker. Vi hjælper eller helbreder nogle, men desværre skader vi andre. Den viden skal vi have mere af. Vi kan vel ikke forvente, at det er lægemiddelindustrien, der betaler for den forskning? Det må vi som samfund! Mange patienter ordineres medicin uden at blive bekendt med sandsynligheden for effekt eller risici. Vi skal have evidens for klinisk effekt af behandling, men også kende til placeboeffekt, bivirkninger og noceboeffekt.

Antallet af klager over sundhedsvæsenet er stigende og har nok bidraget til, at nogle for en sikkerheds skyld ordinerer en ekstra prøve eller en ekstra undersøgelse. Mange patienter oplever denne ydelse som positiv. Angsten for at få en klagesag (for ikke at tale om politianmeldelse og retsforfølgelse) kan spille ind på den faglige vurdering og adfærd. Jeg tænker, at noget af det vigtigste er at få genetableret den sociale kontrakt mellem befolkningen og sundhedsvæsenet. For ikke at lande i defensiv medicin.

I skåltaler lyder, at patienten skal i centrum, og lad os passende starte med at investere i mere tid med patienten. (Over)behandling kan formentlig reduceres, hvis sundhedsvæsenet investerer i tid til dialog med patienten. Ikke alle patienter ønsker at gennemgå alle behandlinger, hvis chance for effekt er lille. Det er tidskrævende at forklare, men det øger også kvalitet og patientsikkerhed. Vi har brug for langt mere viden om polyfarmaci samt for at sikre, at de relevante kompetencer er til stede alle relevante steder. Afklare, om det skal være læger, farmaceuter, sygeplejersker eller andre? Prioritering af seponering kræver patientinddragelse og en kulturændring.

Skriv kommentar