Kun gode relationer kan nedbryde ’Sundhedsvæsnets Bermudatrekant’   Sæt personalet i almen praksis, den kommunale sektor og på hospitalet sammen, og lad dem se hinandens styrker og begrænsninger. I det fællesskab, om at yde en meningsfuld indsats for borgeren, opstår den professionelle arbejdsglæde, nærheden og de gode forløb for borgerne.   

’Sygehusene, praksissektoren og kommunerne skal arbejde bedre sammen og tilrettelægge et bedre og mere overskueligt forløb hele vejen fra indlæggelse til opfølgning og genoptræning’. Sådan sagde statsministeren, da han i Folketingets åbningstale kom ind på den kommende sundhedsreform. Han understregede, at sundhed handler om, at mennesket skal sættes før systemet.

Siden da har der været et udtal af indlæg og kommentarer til den kommende sundhedsreform, men jeg er ingen steder stødt på nogen, der har været uenige i at skabe bedre samarbejde mellem sektorerne eller at sætte mennesket før systemet. Ja, rent faktisk har jeg aldrig i mine flere end 30 år i sundhedsvæsnet stødt på nogen, der synes, det er en god idé at gøre borgeren til kastebold mellem praksis, hospital og kommune. Tværtimod er jeg stødt på fagligt kompetente sundhedsprofessionelle, der med stort engagement faktisk ønsker at gøre det bedste for den enkelte borger.

Alligevel fungerer ’Systemet’ ikke godt nok, og det er ikke uden grund, at samarbejdet mellem hospitaler, praksis og kommuner benævnes: ’Sundhedsvæsnets Bermudatrekant’: Borgeren tabes mellem de tre sektorer.

Den bebudede sundhedsreform vil forsøge endnu et livtag med ’Bermudatrekanten’, og fokus på den enkelte borger kan jeg kun være enig i. Men jeg har en væsentlig tilføjelse, nemlig samme fokus på den enkelte sundhedsprofessionelle, på hospitalet, i praksis og i kommunen, der møder borgeren og hver dag går på arbejde med målet om at yde en god service og skabe gode forløb.

Tre særlige vilkår

Ingen ved endnu, hvad sundhedsreformen kommer til at indeholde og hvordan nærhed og tværsektorielt samarbejde skal tilrettelægges fremover. Mit bud er dog, at vi på diabetesområdet har ’taget forskud’ på reformen. Det skyldes især tre rammebetingelser på diabetesområdet.

For det første er flere kroniske sygdomme på én gang mere reglen end undtagelsen hos personer med diabetes. Flere end 1,2 mio. danskere har multisygdom, ikke mindst blandt de ca. 270.000 danskere med diabetes. Behandlingsforløbene bliver derfor ofte mere komplekse og et godt samarbejde mellem de tre sektorer er ikke blot ’nice to have’ men simpelthen et krav og et vilkår, hvis vi skal skabe gode forløb.

For det andet ser jeg gode muligheder i den nye overenskomst mellem de praktiserende læger og regionerne, der specifikt nævner personer med type 2-diabetes. De praktiserende læger skal overtage ansvaret for langt flere personer med type 2-diabetes – et sygdomsområde i enorm faglig udvikling. Det fordrer allerede nu et tæt samarbejde mellem praksislæger og specialister på hospitalet om, hvilke personer med diabetes, der skal behandles hvor og, hvordan praksislægerne bedst kan drage nytte af speciallægernes viden.

Endelig er der på diabetesområdet et økonomiske drevet krav om, at mere behandling foregår hos de praktiserende læger og i de kommunale sundhedstilbud, og mindre på hospitalerne. Dvs. personer med diabetes skal komme mindre på hospitalet og deres besøg på hospitalerne skal i videst muligt omfang samles på færre dage.

Fyld relationer i rammerne

Vi er derfor allerede i gang med at skabe tættere samarbejde og mere overskuelige forløb. På Steno Diabetes Center Copenhagen har vi f.eks. indledt et projekt på Bornholm, hvor der med én regionskommune, ét hospital og 25 praktiserende læger samlet på ét geografisk afgrænset område. Her afprøver vi nye forløb for borgere, der er i kontakt med to eller tre sektorer. I projektet sætter praksispersonalet, hospitalspersonalet, de ansatte i kommunen og borgerne sig ved samme bord og taler hverdag, praktik og muligheder: Hvad er et godt forløb set fra din stol? Hvad skal der til for at skabe et godt forløb?

Når rammerne giver de sundhedsprofessionelle muligheder for at mødes, danne gode relationer og få indsigt i hinandens faglige styrker og begrænsninger bliver nærheden konkret og arbejdet meningsfuldt.

Mine mangeårige erfaringer som læge og leder i sundhedsvæsenet siger mig, at det i den grad styrke arbejdsglæden hos de sundhedsprofessionelle at bidrage konkret og positivt til at skabe værdi for borgerne. Det er den arbejdsglæde og de relationer, der skal til for endeligt at opløse ’Bermudatrekanten’.

Skriv kommentar