Bo Andreassen Rix er sammen med sin taskforce er en vigtig faktor i formidlingen af viden til kræftpatienter. »Vi er leddet mellem myndighederne og patienterne,« siger han.

Kræftens Bekæmpelse nedsætter ‘corona-taskforce’ En taskforce af læger ved Kræftens Bekæmpelse arbejder i disse uger med at informere kræftsyge og pårørende om coronavirussen. Vi har en vigtig rolle i at supplere patienternes egne læger, siger kræftlæge.

Der er sket et skift i, hvad henvendelserne til Kræftlinjen handler om. Størstedelen handler nu om coronavirussen. Derfor har Kræftens Bekæmpelse nedsat en taskforce af fem fagpersoner, herunder læger, en psykolog og kommunikationsfolk, der skal sørge for, at give relevant og forståelig information til kræftramte og pårørende. 

»Vi har en vigtig rolle i at sikre, at patienter og pårørende får relevant information. Mange er usikre eller i tvivl, så det er vores fornemmeste opgave at stå til rådighed, så de kan få faglig rådgivning,« siger læge Bo Andreassen Rix. 

Han er chef for Kræftens Bekæmpelses Analyse & Udvikling i afdelingen for Patient & Pårørendestøtte.

Selvom der i disse uger er stille i Kræftens Bekæmpelse, der er lukket ned, er der gang i taskforcen, der har daglige møder. Her diskuterer de informationerne, sundhedsmyndighederne sender ud, og sørger for at målrette dem mod egne patienter. 

»Vi er en vigtig faktor i formidlingen af viden til kræftpatienter. Vi er leddet mellem myndighederne og patienterne. Vi tager deres anbefalinger og gør dem relevante for vores patienter og pårørende,« siger Bo Andreassen Rix.

Svært med specifik vejledning

I øjeblikket foregår vejledningen af patienterne kun over telefon, Skype og mail. Det sker for at nedbringe smittefaren – både for rådgiverne, men i høj grad også for patienterne. Bo Andreassen Rex opdaterer sig konstant på, hvilke spørgsmål der kommer, så han kan vurdere, om han skal lægge ny information op til patienterne. Det sker bl.a. på baggrund af henvendelser på Kræftlinjen. Men disciplinen er svær. 

»Vi prøver at finde balancen i at give relevant sundhedsfaglig information samtidig med, at vi kun kan give ret generel information. Vi kan ikke komme tættere på end generel information. Konkrete situationer kan kræve kontakt til egen læge,« siger han. 

Mange af de spørgsmål, Kræftens Bekæmpelse modtager, kommer også fra pårørende, der er bange for at smitte deres kræftsyge familiemedlemmer. 

Personlig og faglig bekymring

Bo Andreassen Rix siger, at han vil huske denne tid fremadrettet. Både den besværlige arbejdsgang, hvor han og hans kollegaer kun må arbejde via elektroniske medier, men også usikkerheden om, hvordan det hele skal forløbe.

»Det her er noget, der både optager en personligt og fagligt. Jeg bliver bekymret, når jeg ser, hvad der foregår,« siger han.

Skriv kommentar