I Ugeskrift for Læger 12. november italesætter praktiserende læge Jannik Falhof, at klimaperspektivet bør være i fokus i vores daglige lægefaglige arbejde, og at vi konkret f.eks. kan skifte aerosolerne ud, være restriktive med vores forbrug af antibiotika og medicin og have fokus på økologi og plantebaseret kost, når vi vejleder patienterne. Vi er helt enige.

Det er klart, at det væsentlige bidrag til CO2-reduktion skal baseres på samfundsmæssige forandringer forankret i politiske beslutninger; men samtidig bliver det mere og mere tydeligt, at individuelle bidrag og bidrag på organisationsniveau er nødvendige for at skifte vores mindset, vores fælles forståelse.

Handling frem for snak

Vi er enige om, at det ikke er OK at smide affald i naturen, at hælde maling eller medicinrester i afløbet, at brænde affald af i haven etc. Det er bare noget, vi ikke gør.

Vi føler ikke, at det er uretfærdigt eller et alvorligt indgreb i vores personlige frihed. Inden for ganske få år skal CO2-reduktion gerne være lige så selvfølgeligt. Noget, vi gør – i stedet for bare at snakke og snakke og vente og vente.

Det ligger ligefor at plukke de lavthængende frugter først. Og her kommer PLO ind i billedet.

Med et konservativt skøn afholdes der ca. 40 kurser for praktiserende læger i udlandet om året (PLO, LUF og Lægekurser).

Et minimalt afsavn

Hvis vi antager, at der gennemsnitlig er ca. 25 deltagere og destinationen gennemsnitlig ligger 2.500 km væk, svarer det til en CO2-udledning på (0,223 kg/km x 2.500 km x 2 x 40 x 25) = 1.115.000 kg CO2.

Der er ingen faglige grunde til, at praktiserende lægers efteruddannelseskurser skal afholdes i udlandet. Derfor foreslår vi, at PLO’s repræsentantskab i 2022 vedtager, at man fra 2023 kun vil godkende, dvs. give kursusrefusion til, kurser afholdt i Danmark.

Det må siges at være et minimalt afsavn. Det er et lille bidrag til CO2-reduktionen, men det har signalværdi og er et godt bidrag til den fælles forståelse. Der er noget, vi gør, og der er noget, vi ikke gør.