Der er nok af klicheer at gribe ud efter, når man skal beskrive forskellen på jyder og københavnere, og normalt skal man som journalist vare sig for at forfalde til den slags. Det er så trættende med den evige sang om den sindige og lune jyde, der er underspillet og taler et klingende jysk, over for her-kommer-jeg-københavneren, der vil frem i verden og ikke giver en tøddel for verden vest for Valby Bakke. Ikke desto mindre er det en floskel-...