Vagtfri afdelingslægestilling til Neurologi, Regionshospitalet Viborg, Hospitalsenhed Midt En stilling som vagtfri afdelingslæge ved Hospitalsenhed Midt, Neurologi, er ledig til besættelse fra den 1. maj 2023 eller efter aftale.

Dette job er udløbet

Om stillingen

Stillingen er en 60/40 delestilling mellem Klassisk Neurologi og Vestdansk Center for Rygmarvsskade. Vi søger derfor en dygtig speciallæge i neurologi, der brænder for både klassisk neurologi og neurorehabilitering. Du bliver tilknyttet en eller to klinikker inden for dit faglige interessefelt i en stilling, der er vagtfri.

Du bliver en del af en velfungerende speciallægegruppe og vil indgå i uddannelsesopgaver, bl.a. som vejleder for uddannelsessøgende læger med mulighed for at komme på vejlederkursus. Desuden vil du, alt efter interesseområder, indgå i forskningsprojekter, kvalitetsarbejde eller administrative opgaver.

 

Vi tilbyder:

  • Onboardingprogram.
  • Mentorordning.
  • Årlig MUS, hvor bl.a. planlægning af 10 årlige efteruddannelsesdage indgår.
  • Et trygt og respektfuldt arbejdsmiljø med gode muligheder for kollegial sparring og dialog.
  • Tværfagligt samarbejde i klinikkerne og i neurorehabiliteringen.

 

Om afdelingen

Neurologi består af to funktionsenheder. Dels Klassisk Neurologi med hoved- og regionsfunktion inden for klassiske neurologiske sygdomme og dels Vestdansk Center for Rygmarvsskade (VCR) med højtspecialiseret neurorehabilitering af patienter med rygmarvsskade.

Neurologi ledes overordnet af en afdelingsledelse, der refererer til hospitalsledelsen og to tværfaglige funktionsledelser, der refererer til afdelingsledelsen.

Klassisk Neurologi er fagligt karakteriseret af de klassiske neurologiske sygdomme som epilepsi, hovedpine, sklerose, demens, søvn, spasticitet, neuromuskulære sygdomme og bevægeforstyrrelser. Afdelingen har ingen behandling af akutte strokepatienter.

 

Afsnittet har 15 sengepladser til udredning og rehabilitering af eksempelvis patienter med apopleksi, på hovedfunktionsniveau.

 

Klinikken er inddelt i 12 subspecialiserede klinikker, der arbejder i tværfaglige teams. De subspecialiserede klinikker omfatter Epilepsiklinik, Hovedpineklinik, Hukommelsesklinik, Klinik for Bevægeforstyrrelser, Klinik for Karsygdomme i Hjernen, Klinik for Nerve- og Muskelsygdomme, Neurologisk Akutklinik, Neurologisk Udredningsklinik, Skleroseklinik, Spasticitetsklinik, Søvnklinik og Tumorklinik. Neurofysiologisk Klinik varetager desuden diagnostisk undersøgelse af patienter fra hele Region Midtjylland.

Inden for det neurovaskulære område varetager vi udredning af patienter fra hele Region Midtjylland med symptomer på transitorisk iskæmisk attack (TIA), hvor symptomdebut er >48 timer. Patienter der udredes for TIA, hjernetumor eller andre subakutte neurologiske tilstande udredes via Neurologisk Akutklinik.

Vestdansk Center for Rygmarvsskade varetager højtspecialiseret neurorehabilitering af patienter med rygmarvsskade fra hele Vestdanmark. Afsnittet har 35 senge i afsnittet og 4 hospitalssenge på Patienthotellet. Patienterne rehabiliteres af det samme gennemgående tværfaglige team under hele indlæggelsen. I det tværfaglige team indgår lægen som PAL sammen med sygeplejerske, fysioterapeut, ergoterapeut, psykolog og socialrådgiver. I Klinik for Rygmarvsskade følges patienterne livslangt.

Forskning i Neurologi er todelt. I Klassisk Neurologi er et forskningsmiljø under udvikling i et nyt og spirende samarbejde mellem klinikere og forskere. Vestdansk Center for Rygmarvsskade har en Forsknings- og Udviklingsafdeling, som drives i et samarbejde mellem dedikerede klinikere, forskere og professor for Forskningsenheden, Hammel Neurocenter.

Uddannelsen af uddannelsessøgende læger i afdelingen prioriteres højt med en formaliseret ugentlig uddannelsesdag og tildelt vejleder. Alle afdelingens læger deltager i undervisningen og uddannelsen af de uddannelsessøgende læger, dels som supervisor i den daglige klinik og dels med undervisning i afdelingen. Desuden varetager afdelingen prægraduat uddannelse af lægestuderende.

 

Lægenormering og arbejdstilrettelæggelse

Der er en fælles lægestab i Neurologi med en cheflæge, to ledende overlæger, otte overlæger, seks afdelingslæger samt 10-14 uddannelseslæger. Stillingen er vagtfri.

 

Om dig

Du skal være speciallæge i neurologi og gerne med hovedinteresse inden for neurorehabilitering og et eller flere subspecialer inden for klassisk neurologi.

Dine kvalifikationer og kompetencer bedømmes på baggrund af dine oplysninger om egne kompetencer inden for hvert af de 7 kompetenceområder. Du bør i ansøgningen forholde sig til disse og i videst muligt omfang dokumentere kvalifikationer inden for områderne.

 

Om Hospitalsenhed Midt
Hospitalsenhed Midt omfatter Regionshospitalet Viborg, Regionshospitalet Silkeborg, Regionshospitalet Hammel Neurocenter og Regionshospitalet Skive og har ca. 4.250 ansatte samt et budget på ca. 2,4 mia. kr. årligt.

De 4 regionshospitaler danner tilsammen en hospitalsenhed, der har en stærk faglig profil og er i kraft af specialernes kompleksitet og bredde en af de bredest specialiserede hospitalsenheder i Jylland.

Se nærmere om Hospitalsenhed Midt på www.hospitalsenhedmidt.dk

 

Om løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst på området.

Med henvisning til Lov om indhentelse af børneattest i forbindelse med ansættelse af personale m.v., vil der blive indhentet børneattest i forbindelse med eventuel ansættelse.

Ansættelsen sker ved Region Midtjylland med tjeneste indtil videre ved Hospitalsenhed Midt, Neurologi, Regionshospitalet Viborg.

 

Yderligere oplysninger
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til:

 

Cheflæge Elias Zakharia, tlf. 5170 1431.

 

Din ansøgning
Din ansøgning, indeholdende autorisations-ID, oplysninger om uddannelse og hidtidig erfaring skal være os i hænde senest den 30. januar 2023.

Ansættelsessamtaler vil finde sted mandag d. 6. februar 2023.

Søg stillingen via ”Søg job”-knappen