Uddannelsesansvarlig overlæge til Afdeling for Klinisk Biokemi og Farmakologi Afdeling for Klinisk Biokemi og Farmakologi, Odense

Ansøgningsfrist: 10/04/2020 OUH Odense Universitetshospital Svendborg Sygehus

Ved Afdeling for Klinisk Biokemi og Farmakologi er en stilling som uddannelsesansvarlig overlæge ledig til besættelse fra 1. maj 2020 eller efter aftale.

Vi søger en klinisk biokemisk speciallæge, som har lyst til at styrke specialet Klinisk Biokemi på både de indre og ydre linjer. Den uddannelsesansvarlige overlæge vil derfor være ansvarlig for en målrettet rekruttering til specialet, gerne via øget synlighed og kontakt til de uddannelsessøgende læger, men også gerne allerede på medicinstudiet. Førstnævnte kan både være ifm. KBU og/eller i projektsammenhæng, mens sidstnævnte kan foregå via forskningsprojekter eller bachelor- og kandidatspecialer. I den sammenhæng vil det være oplagt at bringe afdelingens højtspecialiserede funktioner (f.eks. amyloidose, hæmostase, porfyri og sporstofanalyser) i spil.

Til at varetage denne type funktioner søger vi en speciallæge, der som uddannelsesansvarlig overlæge ikke bare vil få ansvaret for uddannelsesområdet, men også for driften af et eller flere af afdelingens lægefaglige områder. Endvidere er der betydeligt fokus på de mere it-relaterede områder, herunder automatisering, robotificering, artificial intelligence etc. Den uddannelsesansvarlige overlæge vil derfor skulle bidrage til teknologisk udvikling, forskning og vurdering af de nye metoder og den tilhørende komplicerede bioinformatik, også med henblik på at understøtte OUH’s udvikling af højtspecialiserede funktioner. Det vil også være relevant at inkorporere dem i ovennævnte uddannelsesindsats, da de i høj grad ses som et vigtigt indsatsområde for Klinisk Biokemi. Du vil ydermere få medansvar for samarbejdet med klinikerne og implementering af rationel diagnostik i klinikken.

Forskningsaktiviteten på afdelingen er høj, og det ligger i stillingen, at overlægen har mulighed for fordybelse i forskningsprojekter, gerne i relation til egne kliniske og forskningsmæssige interesser og ønsker. Afdelingens forskning er højt prioriteret især inden for områderne metabolisk syndrom, kardiovaskulære sygdomme, koagulation og hæmostase, farmakogenetik og regenerativ medicin ved brug af stamceller. Det er derfor en forudsætning, at du har en hvis forskningserfaring.

Afdeling for Klinisk Biokemi og Farmakologi er en tværgående klinisk afdeling med de to specialer klinisk biokemi og klinisk farmakologi og er fysisk placeret på Odense Universitetshospital. Afdelingens vision er at udøve laboratoriemedicinsk service og rådgivning for patienter på basis af forskning og udvikling på højeste internationale niveau. Afdelingens øvrige værdigrundlag omhandler respekt for den enkelte medarbejders kompetencer og vilkår samt værdibaseret ledelse præget af uddelegering, klarhed, tillid, åbenhed og god kommunikation.

Afdelingen har omkring 280 medarbejdere, herunder 7 overlæger (4 i klinisk biokemi), hvoraf 4 er professorer, og vi udfører over 10 millioner analyser om året. Endvidere er der en stor udrednings- og rådgivningsaktivitet inden for begge lægelige specialer, eksempelvis lægemiddelinformation, udredning af patienter med blødnings- eller blodpropsygdomme samt familiær hyperkolesterolæmi.

Dine opgaver bliver at:          

  • Være uddannelsesansvarlig overlæge.
  • Varetage driften og videreudvikle afdelingens funktioner vedrørende samarbejdet med de kliniske afdelinger, herunder indgå i kontaktteams med disse.
  • Efter nærmere aftale at varetage et eller flere analyseområder.
  • Bidrage til teknologisk udvikling, forskning og vurdering af de nye metoder og den tilhørende komplicerede bioinformatik, også med henblik på at understøtte OUH’s udvikling af højtspecialiserede funktioner.
  • Deltage i afdelingens forskning og udvikling.
  • Arbejde i projektorienterede teams.

Vi ser gerne, at du:                 

  • Er uddannet speciallæge i klinisk biokemi
  • Har gode samarbejds- og kommunikationsevner
  • Har ledelseserfaring
  • Har forskningserfaring
  • Har undervisningserfaring
  • Er ambitiøs og kritisk tænkende

Vi tilbyder:     

  • En dynamisk laboratoriemedicinsk afdeling med projektorienterede opgaver inden for drift, ledelse, forskning og uddannelse
  • Et stærkt forskningsmiljø med tæt tilknytning til SDU-miljøer
  • Et godt arbejdsmiljø med respekt for den enkelte
  • En individuel faglig udviklingsplan

 

Arbejdssted er Afdeling for Klinisk Biokemi og Farmakologi, Odense Universitetshospital

Løn- og ansættelsesforhold sker i henhold til overenskomst mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Foreningen af Speciallæger og er omfattet af Ny Løn. Dette betyder, at der ved samtalen skal drøftes gensidige forventninger til dit lønniveau.

Hvis du har spørgsmål kan du henvende dig til ledende overlæge Mads Nybo, tlf. 2055 3952, eller  professor Lars Melholt Rasmussen, tlf. 6541 4506.

Stillingen kan søges på nettet via E-rekruttering

Ansøgningen bedes udformet, så den beskriver ansøgerens kompetencer ift. de syv lægeroller.