Er et bredt endokrinologisk klinisk virke kombineret med diabetesforskning på højt internationalt niveau noget for dig? Tre speciallæger (overlæger/afdelingslæger) i endokrinologi søges til delestillinger mellem Nordsjællands Hospital og Steno Diabetes Center Copenhagen.

Dette job er udløbet

Nordsjællands Hospital har et stort ønske om at opprioritere på det endokrinologiske område både klinisk og forskningsmæssigt. I samarbejde med Steno Diabetes Center Copenhagen opslår vi derfor tre nyoprettede stillinger, der er tilrettelagt, så de både indeholder alsidigt kliniske arbejde og tid til forskning.

Vi søger derfor overlæger/afdelingslæger med endokrinologisk speciale til delestillinger mellem Nordsjællands Hospital og Steno Diabetes Center Copenhagen, med ansættelse per 01.05.20018 eller efter aftale.

Om afdelingen på Nordsjællands Hospital
Kardiologisk, Nefrologisk og Endokrinologisk afdeling på Nordsjællands Hospital varetager områdespecialefunktioner indenfor de tre specialer og er en integreret del af den fælles akutmodtagelse. Afdelingens funktion er centreret omkring Hillerød-matriklen med lokale tilbud i Frederikssund og i Sundhedshuset i Helsingør. Alle funktioner forventes i 2022 at blive samlet i Nyt Nordsjællands Hospital i Hillerød.

Lægestaben omfatter aktuelt 1 ledende overlæge, 3 specialeansvarlige overlæger, 2 professorer, 2 kliniske lektorer, én klinisk forskningslektor, samt 30 overlægestillinger, samt 31 reservelæger. Den kardiologiske speciallægegruppe er aktuelt under udskilning fra afdelingen. Afdelingen deltager i hoveduddannelsesforløb inden for alle tre specialer.

Om endokrinologien på Nordsjællands Hospital
Den ambulante endokrinologiske speciallægefunktion er primært henlagt til Hillerød med understøttende aktivitet på de to øvrige matrikler. Ambulatorieaktiviteten omfatter ca. 15.000 årlige besøg og varetager behandling af ca. 5.000 personer med forskellige endokrinologiske sygdomme. I Hillerød er der et fælles nefrologisk/endokrinologisk/intern medicinsk sengeafsnit med 19 senge.

Specialet er i fortsat faglig udvikling og omfatter udover traditionelle endokrinologiske ambulatorier en række særlige funktioner og tilbud. Der er således specialambulatorier for diabetesteknologi, gravide med endokrine sygdomme og ungdomsklinik. Afdelingen samarbejder som partner med Steno Diabetes Center Copenhagen om supplerende behandlingstilbud inden for bl.a. diabetesteknologi, diabetisk nefropati, hjertesygdomme og fodsår.

Der findes en større endokrinologisk forskningsenhed med 2 professorater, 1 forskningslektorat, 1 deltidsseniorforsker (50/50%), 3 forskningssygeplejersker samt et vekslende antal ph.d.-studerende. Forskningsmiljøerne inden for insulinbehandling/diabetesteknologi/hypoglykæmi og osteoporose er på internationalt niveau. Der er en voksende videnskabelig interesse for akut diabetologi, herunder håndtering af diabetes i akutmodtagelsen og hos indlagte patienter. Endokrinologien indgår i hospitalets forskningsklynge ’Diabetes og Vaskulær Sygdom’.

Om Klinisk Forskning på Steno Diabetes Center Copenhagen
Klinisk Forskning på Steno Diabetes Center Copenhagen (SDCC) har en ambition om at være internationalt førende inden for translationel diabetesforskning med fokus på alle faser af sygdommen herunder forebyggelse. Enheden har omkring 100 ansatte lige fra medicinstuderende til internationalt anerkendte forskningsledere og er organiseret i fem store forskningsgrupper: komplikationsforskning, klinisk epidemiologi, type 1-diabetes, metabolomics og klinisk metabolisk fysiologi (type 2-diabetes). Klinisk Forsknings fornemmeste opgave er både at bidrage med forskning i klinikken og at adressere spørgsmål opstået omkring behandlingen. Delestillinger med klinisk arbejdede læger fremmer den opgave og afspejler forskningsstrategien på SDCC.

Om stillingerne
Speciallægestillingerne er fordelt med 80 pct. kliniske arbejde på Nordsjællands Hospital, Hillerød og 20 pct. forskning på Steno Diabetes Center Copenhagen.

På Nordsjællands Hospital indgår speciallægen i klinisk tjeneste på linje med de øvrige speciallæger i afdelingen, og refererer til den specialeansvarlige overlæge.

På Steno Diabetes Center Copenhagen bliver speciallægen tilknyttet en af de fem forskningsgrupper efter individuel aftale og refererer til Forskningschefen.

Ansættelsesvilkår
Stillingerne, der er fuldtidsstillinger, ønskes besat med speciallæger i enten både intern medicin og endokrinologi eller i intern medicin/endokrinologi med videnskabelige kvalifikationer på postdoc niveau indenfor diabetesforskning eller beslægtet relevant område. Der lægges vægt på gode samarbejdsevner og ikke mindst et ønske om at være med til at tegne den fremtidige endokrinologiske behandling i Region Hovedstaden.

På Nordsjællands Hospital indgår speciallægen i en for tiden 8-skiftet beredskabsvagt uden for tjenestestedet samt for tiden 16-skiftet weekendtjeneste i akutafdelingen. Der er ikke vagtforpligtelse som en del af forskningsarbejdet på SDCC.

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomster.

Ansøgningsprocedure
Hvis du vil vide mere, er du velkommen til at kontakte professor, overlæge, dr. med. Ulrik Pedersen-Bjergaard, Nordsjællands Hospital på 48294810 / 20823632 eller Forskningschef Birgitte Brock, Steno Diabetes Center Copenhagen på 24641180. Yderligere information om afdelingerne findes på: www.nordsjaellandshospital.dk og www.sdcc.dk.

Ansøgningen ønskes udfærdiget i henhold til de 7 lægelige kompetencer og bør indeholde specifikation af specielle interesseområder og ønsker samt afspejle relevant videnskabelig uddannelse og produktion. Ansøgningen vil blive faglig bedømt i henhold til gældende regler i Region Hovedstaden.

Ansøgningsfristen er den 09.04.2018, kl. 12.00.

Ansættelsessamtaler forventes gennemført den 24.04.2018 fra kl 12.00.