Styrelsen for Patientsikkerhed, Tilsyn og Rådgivning Øst i København, søger to læger til introduktionsstillinger i samfundsmedicin (etårige stillinger)

Dette job er udløbet

Er du nysgerrig på det samfundsmedicinske speciale og administrativ medicin? Så er her en spændende introduktionsstilling, hvor du får mulighed for at bruge din lægefaglighed i et samfundsmæssigt perspektiv.

Om enheden  

Tilsyn og Rådgivning Øst er en stor sundhedsfaglig enhed med omkring 80 medarbejdere, herunder 30 læger, samt sygeplejersker, terapeuter, tandlæger, folkesundhedsvidenskabskandidater og administrativt personale. Vi er en velfungerende uddannelsesafdeling for speciallægeuddannelsen i samfundsmedicin, og har løbende 7-8 læger ansat i introduktions- og hoveduddannelsesstillinger.

Vi yder sundhedsfaglig rådgivning til andre myndigheder og sundhedspersoner i relation til bl.a. retslægelige ligsyn, trafikmedicin, anmeldelsespligtige smitsomme sygdomme, beredskabsopgaver og miljøforurening. Derudover fører vi tilsyn med behandlingssteder og sundhedspersoner i Region Hovedstaden og Region Sjælland.

Dit arbejde  

Som læge i introduktionsstilling vil du efter grundig oplæring få opgaver inden for en bred vifte af enhedens områder, herunder sundhedsfaglig rådgivning af andre myndigheder, retslægelige ligsyn og tilsyn med sundhedspersoner og behandlingssteder. Du vil indgå i enhedens telefonvagt, hvor du vil håndtere henvendelser af bred samfundsmæssig interesse som fx om risici for patientsikkerheden, tilfælde af smitsomme sygdomme, miljøforurening og sundhedsjuridiske problemstillinger. Opgaverne er afvekslende og ofte uforudsigelige. Afhængigt af dine ønsker og kompetencer vil der også blive mulighed for at varetage andre opgaver.

Din uddannelse og erfaring  

Du er uddannet læge, og har gennemført den kliniske basisuddannelse. Vi ser også gerne, at du har erfaring fra yderligere ansættelser i sundhedsvæsenet.

Dine personlige kvalifikationer  

Du er nysgerrig på det samfundsmedicinske speciale og arbejdet med administrativ medicin. Du har gode samarbejdsevner og trives i et travlt og tværfagligt miljø.

Derudover vil det være en fordel, hvis du har:

  • interesse for og erfaring med et eller flere af enhedens arbejdsområder
  • interesse for og erfaring med organisatoriske lægelige opgaver
  • interesse for sundhedsjuridiske problemstillinger
  • gode kompetencer inden for it.
Vi tilbyder  

Et meningsfuldt arbejde, hvor du kan bruge din lægefaglighed i et bredere samfundsmæssigt perspektiv. Et udfordrende arbejde, hvor du vil lære at agere som en myndighed og navigere i feltet af andre statslige, regionale og kommunale myndigheder. Et lærerigt arbejde, hvor du vil kunne tilegne dig organisatoriske og sundhedsjuridiske kompetencer af relevans i enhver sammenhæng.

Du vil blive en del af et aktivt tværfagligt miljø, hvor du i tæt samarbejde med dygtige og engagerede kolleger fra mange faggrupper, får mulighed for at udforske dit potentiale inden for det samfundsmedicinske speciale. Vi har undervisning målrettet uddannelseslæger samt mulighed for besøg på andre uddannelsessteder inden for samfundsmedicin. Du vil endvidere få en fleksibel arbejdsdag med mulighed for selv at tilrettelægge dit arbejde i vidt omfang.

Om ansættelsen  

Stillingerne er vagtfrie etårige introduktionsstillinger til specialet samfundsmedicin. Stillingerne ønskes besat per 1. juni 2019 eller snarest derefter.

Du bliver ansat efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Yngre Læger.

Kontakt os gerne 

Få mere at vide om stillingen ved at ringe til sektionsleder, overlæge Bente Møller på tlf. 7222 7815 eller uddannelsesansvarlig overlæge Jeppe Nørgaard Rasmussen, tlf. 9359 6439.

Er du interesseret?

Klik på “Søg job” og send os din ansøgning med CV og eksamensbevis. Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 15.

Generelt om styrelsen

Styrelsen for Patientsikkerhed fører det overordnede tilsyn med sundhedsforholdene og den sundhedsfaglige virksomhed på sundhedsområdet. Styrelsen bistår desuden sundheds- og ældreministeren med den centrale forvaltning af forhold vedrørende patienters sikkerhed og forhold vedrørende læring i sundhedsvæsenet.

Styrelsen arbejder for, at det er trygt at være patient i det danske sundhedsvæsen. Vi fører bl.a. tilsyn med autoriserede sundhedspersoner og sundhedsorganisationer og udsteder autorisationer til 17 forskellige autoriserede faggrupper. Vi administrerer desuden rapporteringssystemet om utilsigtede hændelser i sundhedsvæsenet, ligesom vi administrerer EU-reglerne om sygesikring ved behandling i udlandet.

På det grundlag bidrager vi til, at sundhedsvæsenet lærer af fejl og forebygger gentagelser.

Vi er mere end 300 medarbejdere og har tilknyttet sagkyndige konsulenter.

Styrelsen for Patientsikkerhed har røgfri arbejdstid.

Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen – uanset alder, køn, religion, handicap, etnisk baggrund.