Styrelsen for Patientsikkerhed søger sagkyndige konsulenter

Dette job er udløbet

Interesserer du dig for patientklager, så er du måske én af vores nye sagkyndige konsulenter i  Styrelsen for Patientsikkerhed?

Om os
Styrelsen for Patientsikkerhed arbejder for, at det er trygt at være patient i det danske sundhedsvæsen.

Vi behandler klager fra patienter i Behandlingsklager og ankesager om erstatninger i Erstatning. Vi fører tilsyn med den sundhedsfaglige virksomhed i sundhedsvæsenet, udsteder autorisationer til sundhedspersoner og administrerer rapporteringssystemet om utilsigtede hændelser. På det grundlag bidrager vi til, at sundhedsvæsenet lærer af fejl og forebygger gentagelser.

Vi er mere end 400 medarbejdere, og vi har tilknyttet over 700 sagkyndige konsulenter, der dækker alle sundhedsfaglige specialer inden for hele sundhedsområdet.

I Behandlingsklager og Erstatning arbejder mere end 170 medarbejdere, deriblandt jurister, læger, sygeplejersker, sekretærer, sagkyndig-koordinatorer og studenter.

Dine arbejdsopgaver som sagkyndig konsulent i Behandlingsklager
Som sagkyndig skal du komme med faglige vurderinger i vores klagesager. Det drejer sig enten om klager over navngivne sundhedspersoner (disciplinærnævnssager) eller klager over behandlingsforløb (styrelsessager). Du vil derved være med til at fastlægge normen for almindelig anerkendt faglig standard inden for dit fag.

Vi bruger elektronisk sagsbehandling. Du arbejder derfor hjemmefra, når det passer dig – blot du har computer.

En sagkyndig bruger typisk mellem 2 – 4 timer på en ukompliceret sag, 4 – 8 timer på mere komplicerede sager. Det er meget sjældent, at der er behov for at bruge mere end 8 timer på en enkelt sag.

Vi forventer, at du fremsender din vurdering senest  14 dage efter, at sagen er booket hos dig.

Vi søger sagkyndige:

  • Læger
  • Farmakonomer
  • Optikere
  • Sygeplejersker med medicinsk speciale samt behandlersygeplejersker
  • Tandlæger med indgående kendskab til Rettighedssager §166 i Sundhedsloven

Vi søger sagkyndige konsulenter indenfor følgende lægelige specialer:

  • Almen medicin
  • Anæstesiologi
  • Geriatri
  • Gynækologi og obstetrik
  • Hæmatologi
  • Kardiologi
  • Lungemedicin
  • Nefrologi
  • Neurokirurgi
  • Onkologi
  • Ortopædkirurgi
  • Patologi

 

  • Plastikkirurg: Almen kirurgi og rekonstruktioner
  • Pædiatri
  • Radiologi med følgende subspecialer:
    • Interventions radiologi
    • Pædiatrisk radiologi
    • Onkoradiologi
    • Uroradiologi
    • Neuroradiologi
  • Reumatologi
  • Thoraxkirurgi

 

Vi søger også faste interne sagkyndige, der regelmæssigt møder op i vores afdeling i Aarhus. Vi søger faste interne sagkyndige i gynækologi/obstetrik samt psykiatri. Vi forestiller os, at du har mulighed for at hjælpe os 3-4 timer en dag hver anden uge.

Dine kvalifikationer
Vi forventer, at du har en solid klinisk erfaring. Vi lægger vægt på, at du:

  • er beskæftiget med klinisk virksomhed inden for dit eget fagområde/speciale
  • har tilknytning til det kliniske arbejde i mindst 5 år
  • følger med i udviklingen inden for dit fagområde
  • har en relevant efter- og videreuddannelse
  • har interesse for at tilegne dig viden om sundhedslovgivning

Vi tilbyder
Du bliver en del af et aktivt, fagligt miljø med dygtige og engagerede kolleger. Du kommer til at arbejde selvstændigt, men vil altid kunne få sparring og vejledning hos den jurist, der er ansvarlig for din sag. Du kan også få råd og vejledning af de sundhedspersoner, der er fastansat i huset, og du kan selvfølgelig også få råd og vejledning fra vores mange sagkyndige. Dette kan være særligt aktuelt i begyndelsen af dit virke.

Vi afholder et obligatorisk  introduktionsmøde, hvor du bliver introduceret til dine opgaver  som sagkyndig konsulent. Du vil også få tilsendt materiale, der beskriver vores sagsgange og din rolle som sagkyndig konsulent hos os.

Herudover vil du modtage skriftlig systematisk feedback på dine første vurderinger inden for de første 3-6 måneder af din ansættelse.

Løn og ansættelsesvilkår
Ansættelse som sagkyndig vil ske i henhold til gældende overenskomst mellem Finansministeriet og de respektive fagforeninger.

Som sagkyndig konsulent vil du blive ansat for en periode på 5 år, og du bliver aflønnet for de timer, du bruger på at vurdere en sag.

Stillingerne ønskes besat per  1. januar 2018. Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler i uge 39 og 40.

Vil du vide mere?
Du kan få mere at vide om jobbet hos Klagecentret ved at kontakte oversygeplejerske Trine Riis  tlf. 72 22 90 55  eller overlæge eller kontorchef Torben Hærslev tlf. 72 22 90 50.

Er du interesseret?
Så send os din ansøgning vedhæftet kopi af CV, relevante eksamensbeviser m.v. elektronisk via ‘Søg job’ eller linket nederst i stillingsannoncen på Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside: www.stps.dk/job senest 18. september 2017.

Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen – uanset alder, køn, race, religion eller etnisk tilhørsforhold.