Styrelsen for Patientsikkerhed søger overlæge/afdelingslæge til Tilsyn og Rådgivning Nord i Randers

Dette job er udløbet
Har du lyst til faglig udvikling, brænder du for patienternes tryghed og har du idéer til, hvordan vi sammen kan gøre sundhedsvæsenet mere sikkert? Har du lyst til at præge udviklingen af det risikobaserede tilsyn? Så har vi brug for dig!

Styrelsen for Patientsikkerhed, Tilsyn og Rådgivning Nord, søger en overlæge eller afdelingslæge i fuldtidsstilling med tiltrædelse snarest muligt.

Om Tilsyn og Rådgivning Nord

Vi varetager tilsynet med sundhedspersoner og sundhedsvæsenets organisationer i Region Midtjylland og Region Nordjylland. Derudover yder vi sundhedsfaglig rådgivning til andre myndigheder i relation til bl.a. anmeldelsespligtige smitsomme sygdomme, beredskabsopgaver, miljøsager, retslægelige ligsyn og trafikmedicin.
Kontoret er præget af et godt og tæt kollegialt samarbejde både fagligt og socialt med fokus på udvikling og læring. Dine kollegaer er bl.a. læger, sygeplejersker, jurister, folkesundhedsvidenskabskandidater/andre akademikere og administrativt personale. Kontoret er uddannelsesafdeling for speciallægeuddannelsen i samfundsmedicin.

Dit arbejde  

Du skal som hovedopgave være en del af det team, som har ansvar for udvikling og drift af tilsynet med organisationer i sundhedsvæsenet. Derudover deltager du også i afdelingens øvrige lægelige opgaver.

Du vil bl.a. skulle varetage følgende arbejdsopgaver:

  • Planlægning og gennemførelse af de udgående tilsyn på udvalgte områder.
  • Deltagelse i sagsbehandling af tilsynssager.
  • Gennemførelse af retslægelige ligsyn.
  • Telefonvagt i dagtid med sundhedsfaglig rådgivning og sagsbehandling af sager vedr. smitsomme sygdomme, miljøforurening, trafikmedicin og sundhedsjuridiske problemstillinger.
  • Deltagelse i videreudvikling af organisationstilsynet.
Din uddannelse og erfaring
Vi forventer, at du er uddannet speciallæge med solid klinisk erfaring og godt kendskab til sundhedsvæsnet. Der er ikke krav om et særligt speciale, men speciale i samfundsmedicin eller almen medicin vil være en fordel. Skulle du have erfaring med kvalitets- og patientsikkerhedsarbejde er det også et plus.

Derudover lægger vi vægt på, at du:

  • har interesse for og evt. erfaring med et eller flere af kontorets arbejdsområder
  • har interesse for og erfaring med organisatoriske lægelige opgaver
  • har interesse for sundhedsjuridiske problemstillinger
  • har lyst til at arbejde projektorienteret og tværfagligt
  • har gode kommunikative evner
  • har kørekort til bil og bil til rådighed.
Vi tilbyder  
Et meningsfuldt arbejde, hvor du kan bruge din lægefaglighed i et bredere samfundsmæssigt perspektiv, og hvor arbejdsdagen er både travl og spændende med varierende arbejdsopgaver. Du vil blive en del af et aktivt tværfagligt miljø, hvor du sammen med dygtige og engagerede kolleger får mulighed for at anvende og udvikle dine kompetencer og ikke mindst bidrage til at udvikle det risikobaserede tilsyn. Vi er en arbejdsplads, der sætter pris på en uformel omgangstone og et godt arbejdsmiljø.

Om ansættelsen  

Ansættelse som overlæge sker i henhold til rammeaftale om kontraktansættelse af chefer i staten. Stillingen er indplaceret i gruppe 1 (lr. 37). Ansættelse som afdelingslæge sker i henhold til gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Yngre Læger.

Ansættelse som hhv. overlæge eller afdelingslæge forudsætter speciallægeanerkendelse.

Kontakt os gerne  

Du kan få mere at vide om stillingen ved at ringe til kontorchef, overlæge Charlotte Hjort, tlf. 7222 9331.

Er du interesseret?

Klik på “Søg job” og send os din ansøgning med CV og eksamensbevis. Ansættelsessamtaler forventes afholdt den 13. juli 2018.

Generelt om styrelsen 

Styrelsen for Patientsikkerhed arbejder for, at det er trygt at være patient i det danske sundhedsvæsen. Vi fører bl.a. tilsyn med autoriserede sundhedspersoner og sundhedsorganisationer, udsteder autorisationer til 16 forskellige autoriserede faggrupper, og vi behandler klager fra patienter og ankesager om erstatninger. Vi administrerer desuden rapporteringssystemet om utilsigtede hændelser i sundhedsvæsenet, ligesom vi administrerer EU-reglerne om sygesikring ved behandling i udlandet.

På det grundlag bidrager vi til, at sundhedsvæsenet lærer af fejl og forebygger gentagelser.

Vi er mere end 450 medarbejdere og har tilknyttet over 700 sagkyndige konsulenter, der dækker de sundhedsfaglige specialer inden for hele sundhedsområdet.

Som led i regeringens anden runde af udflytning af statslige arbejdspladser, ”Bedre Balance II”, flytter klager over tilsidesættelse af patientrettigheder og klager over sundhedsfaglig behandling og sekretariatsbetjening af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, Ankenævnet for Patienterstatningen og Abortankenævnet og Det Psykiatriske Ankenævn og Tvangsbehandlingsnævnet til Aarhus. Det forventes, at flytningen er gennemført 1. januar 2019.

Den opslåede stilling er ikke berørt af udflytningen.

Styrelsen for Patientsikkerhed har røgfri arbejdstid.

Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen – uanset alder, køn, religion, handicap, etnisk baggrund.