Stilling som Introduktionslæge på Nuklearmedicin Afdeling & PET, Aarhus Universitetshospital Stilling som introduktionslæge på nuklearmedicinsk afdeling & PET, Aarhus Universitetshospital

Dette job er udløbet

Ved Nuklearmedicinsk Afdeling & PET, Aarhus Universitetshospital er en ét-årig stilling som introduktionslæge (6620-34-61-i-01) ledig pr. 1. juni 2018 eller efter aftale.

Vi er en afdeling med et inspirerende læringsmiljø og med udpræget positiv tværfaglig samarbejde. Det giver i høj grad kvalitet, arbejdsglæde og humor i det daglige arbejde.

Inden for det nuklearmedicinske område beskæftiger vi os med klinisk fysiologiske undersøgelser, funktionel nuklearmedicinsk billeddiagnostik og behandling indenfor en bred vifte af forskellige sygdomme og organsystemer.

Rigtig mange af afdelingens undersøgelser kræver høj grad af samarbejde og koordinering både med faggrupperne imellem i afdelingen og med andre afdelinger, derfor er en positiv indstilling til samarbejde, problemløsning og tilgang til andre mennesker, af stor værdi.

Vi udfører undersøgelser for hospitalsafdelinger og praksissektor i Region Midtjylland samt i mindre omfang for hospitaler i andre regioner.

Vi er en afdeling i rivende udvikling og med stor forskningsaktivitet, som ledes af en dynamisk forskningsenhed, hvilket gør at man vil få rig lejlighed til at tage del i forskningen i afdelingen. Afdelingen havde i juni 2016 inspektorbesøg, hvor læringsmiljøet på afdelingen blev betegnet som excellent.

Vi er en afdeling på tre lokaliteter, bestående af et nuklearmedicinsk afsnit og et PET-center på Nørrebrogade 44, Aarhus samt et nuklearmedicinsk afsnit på Palle Juul-Jensens Boulevard 99, Skejby.

Vi er en afdeling med ca. 140 ansatte, heriblandt professorer, læger, bioanalytikere, hospitalsfysikere, kemikere, sekretærer og serviceassistenter. I 2015 udførte vi over 30.000 undersøgelser og behandlinger indenfor en lang række specialer, bl.a. onkologi, endokrinologi, ortopædi, neurologi, kardiologi, nefrourologi, gynækologi, pædiatri og infektionsmedicin. Vi har et tæt og godt samarbejde med de kliniske afdelinger omkring udredning og behandling, hvilket bl.a. omfatter adskillige MDT- konferencer.

Introduktion til specialet

  • varierende og udfordrende dagligdag med kontakt til mange andre faggrupper og specialer
  • ved metoder som PET/CT og SPECT/CT har specialet mulighed for at kombinere fysiologi med anatomi og hermed bidrage væsentligt til diagnostik, stadieinddeling af sygdomme og terapimonitorering
  • med såvel de fysiologisk som de billeddiagnostiske undersøgelser er der både noget for den matematiske begavelse og for den visuelle betragtende hjerne
  • behandling med radioaktive lægemidler giver muligheder for tværfagligt teamarbejde
  • gode muligheder for at bidrage til udvikling af specialet
  • god supervision og sidemands/mester oplæring er en vigtig del af grunduddannelsen i specialet
  • du vil have et tæt samarbejde med dine lægekollegaer

Hvad laver nuklear-medicineren?

  • varierende funktioner med visitation og beskrivelser af forskellige typer undersøgelser
  • fysiologisk og/eller medikamentel belastning af hjertet i forbindelse med hjerteperfusionsundersøgelser
  • daglig intern konference
  • eksterne konferencer med radiologisk afdeling og de kliniske afdelinger.
  • kvalitets- og udviklingsarbejde
  • rig mulighed for forskning og fordybelse
  • Vagtfrit speciale (arbejdstid 8-15.30)

Ansættelsen indledes med udførlig introduktion, og du vil få grundig supervision og feedback på dit arbejde på de daglige konferencer. Der er ugentlig case gennemgang og månedlige undervisningsmøder.

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst.

Ansættelsen er betinget af en tilfredsstillende børneattest og en tilfredsstillende autorisation.

Hvis ovenstående har vakt din interesse, så er klinisk fysiologi og nuklearmedicin formengtligt lige noget for dig.

Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til afdelingens uddannelsesansvarlige overlæge Anne Arveschoug på 7846 2240.

Motiveret ansøgning, CV og autorisationsbevis sendes elektronisk til Nuklearmedicinsk Afdeling og PET, Aarhus Universitetshospital via nedenstående link.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil omplaceringsramte medarbejdere, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.