Speciallæger i almen medicin til nye rehabiliterende sengeafsnit i Frederikssund

Dette job er udløbet


Vi søger netop færdige speciallæger i almen medicin, der er interesseret i at arbejde tværfagligt og med misbrugsbehandling, før I skal ud i egen praksis. Stillingen er vagtfri. Har du lyst til at være med til at etablere nye åbne afsnit i Frederikssund med 47 pladser til patienter, der har komplekse forløb og behov for rehabilitering? Så får du her en enestående mulighed for at være med fra start og sætte dit præg på det nye behandlingstilbud.

Hvad indeholder jobbet?
Dine opgaver bliver at stå for den somatiske udredning, diagnosticering og behandling af vores patienter med komplekse problematikker. Det er dine almenmedicinske kompetencer vi har brug for, selvom stillingen er placeret i psykiatrien. Vi ønsker at ansætte tre speciallæger i almen medicin.

De komplekse forløb kræver kompleks sammensat viden, og vi lover, at dine kompetencer som faglig dygtig læge bliver sat i spil dagligt, udfordret og videreudviklet i tæt samarbejde med afdelingens psykiater, den ledende overlæge og specialpsykologer. Du vil også skulle samarbejde med sygeplejersker, fysioterapeuter, ergoterapeuter, SOSU-assistenter, og socialrådgivere.

Patientgruppen er en sårbar gruppe med komplekse sygdomsforløb, og gruppen er kendetegnet ved diagnoser indenfor det skizofrene spektrum. Forud for indlæggelsen skal patienterne visiteres for at sikre, at de er motiveret for udvikling og er inden for behandlingstilbuddets målgruppe. De skal således have et ønske om at få stabiliseret deres psykiske sygdom, deres helbred og få kontrol over eventuelt misbrug.

Patienter­ne henvises af kommunen og indlægges alle efter eget ønske. Behandlingen strækker sig over en periode på mellem 3-6 måneder.

Hvem er du?

  • Du er speciallæge i almen medicin med interesse for psykiatri og lange rehabiliterende patientforløb. Om du har lang erfaring med psykiatri er ikke afgørende, det vigtigste er, at du har ambitionerne og kan se potentialet i at være med til at etablere et helt nyt behandlingstilbud til netop denne gruppe patienter
  • Du er god til at samarbejde i et tværfagligt miljø
  • Du må også gerne have erfaring med LEAN som arbejdsmetode.
Hvad kan vi tilbyde? 
  • En stilling du selv kan forme efter din faglige interesse
  • Vi vil være fleksible i tilrettelæggelsen af dine arbejdstider
  • En unik mulighed for praktisk erfaring, inden du etablerer egen praksis
  • Et godt og bredt lægefagligt miljø på Psykiatrisk Center Nordsjælland med veletablerede mødefora, herunder regelmæssig artikelgennemgang og undervisning som kan tilgås ved fremmøde eller via skærm – og et overordnet fokus på godt kollegaskab og generel trivsel
  • Kurser og relevant efteruddannelse efter behov for at sikre din faglige videreudvikling, f.eks. en kognitiv uddannelse
  • Et kliniknært introduktionsforløb, der strækker sig over 3 måneder og tilpasses dine ønsker og behov
  • Vagtfri.

Afsnittene er organiseret med en tværgående ledelse bestående af en overlæge og en psykolog. De enkelte afsnit ledes af en afdelingssygeplejerske.

Løn- og ansættelsesvilkår 

Vi ser vi gerne, at du kan tiltræde 1. maj 2018.

Løn- og ansættelsesvilkår sker i henhold til den mellem Danske Regioner og Lægeforeningens indgåede overenskomst på området.

Normering og organisering 

De 47 pladser er fordelt på 3 åbne afsnit, der har høj normering blandt plejepersonalet. På hvert afsnit er der 6 tværfaglige personaler i dagvagt samt 4 i henholdsvis aften- og nattevagt. Den tværfaglige personalegruppen er helt ny, men mange vil have flere års erfaring indenfor det intensive psykiatriske område. Normeringen er på ca. 30-35 tværfaglige medarbejdere pr. afsnit. Der er 15-16 patienter på hvert afsnit.

Er du interesseret i stillingen? 

Så send din ansøgning og CV senest den 23. marts 2018 via linket på siden. Ansættelsessamtaler afholdes løbende.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte konstitueret centerchef overlæge Henrik Søltoft-Jensen på tlf. nr.: 38 64 30 04, udviklingschef Jacob Vagner Madsen på tlf. nr.: 38 64 30 03 eller leder af de særlige pladser psykolog Mette Fauerholdt Hyldtoft på tlf. nr.: 24 82 22 81

Vi glæder os til at høre fra dig.

Du kan læse mere om det nye behandlingstilbud her.