Specialeansvarlig overlæge for Obstetrik til Kvindesygdomme og Fødsler, Hospitalsenhed Midt En stilling som specialeansvarlig overlæge ved Kvindesygdomme og Fødsler, Regionshospitalet Viborg, Hospitalsenhed Midt er ledig til besættelse fra 1. januar 2019, eller efter aftale.

Dette job er udløbet

Om stillingen
Ansøger skal være speciallæge i Gynækologi og Obstetrik og have erfaring  med prænatal fosterdiagnostik og obstetrisk ultralydsundersøgelse, inkl. gemelliundersøgelser mm.
Specialeansvaret dækker det obstetriske område inklusiv ultralydsdiagnostik og føtalmedicin.  Afdelingen har tradition for et godt tværfagligt samarbejde, og specialeansvaret dækker såvel det lægefaglige ansvar og udvikling indenfor området, som samarbejdet med sonografer og jordemødre. Der er gode muligheder for at præge og udvikle den obstetriske forskning i afdelingen.

Som specialeansvarlig overlæge bliver du ansvarlig for det obstetriske team og vil selv være aktiv i varetagelse af specielle obstetriske problemstillinger, undersøgelse, diagnostik og behandling af obstetriske patienter, inklusiv fosterultralydsdiagnostik. De primære arbejdsopgaver vil være ambulante obstetriske patienter. Den specialeansvarlige overlæge fungerer endvidere som mentor for de øvrige speciallæger, sonografer og jordemødre i obstetrisk team.

Overlægen er aktiv i undervisningen af det tværfaglige team, af såvel læger, sonografer og jordemødre i afdelingen og i relevant omfang af personale i samarbejdende afdelinger.
Herudover skal overlægen medvirke til:

  • At sikre højst mulig kvalitet i patientbehandling og pleje
  • At sikre den løbende dokumentation af afdelingens opgaver, produktion og kvalitet
  • At sikre bedst mulig ressourceudnyttelse ved lægefagligt og tværfagligt samarbejde
  • At iværksætte udviklings- og evt. forskningsopgaver og derved bidrage til fagets løbende udvikling og omdømme

Vagtforhold
Afdelingens speciallæger har 10-skiftet bunden vagt på tjenestestedet.
Vagten dækker både gynækologi og obstetrik. Der kan blive mulighed for vagtfri stilling.

Stillings- og funktionsbeskrivelsen kan hentes her.

Om afdelingen
Kvindesygdomme og Fødsler er en gynækologisk/obstetrisk afdeling med tilknyttet Fertilitetsklinik. Afdelingen har hovedfunktioner, og mange formaliserede samarbejdsaftaler, specielt inden for obstetrik. Der er ca. 2.300 fødsler og ca. 45.000 ambulante besøg inkl. besøg i Fertilitetsklinikken og jordemoderkonsultationer.

Hovedparten af afdelingens funktioner foregår på Regionshospitalet Viborg, hvor afdelingen har ambulante funktioner indenfor obstetrik herunder føtalmedicin, almen gynækologi incl. Ambulant kirurgi og urogynækologi med tilknyttet kontinensklinik.

Jordemoderkonsultation foregår på 7 forskellige matrikler i afdelingens optageområde

Afdelingen har velindrettet fødegang med egen operationsstue til akut sectio. Desuden har afdelingen et sengeafsnit med gynækologiske senge og barselssenge på patienthotellet. Afdelingen har desuden barselsambulatorium på patienthotellet. Der findes et akut svangreafsnit med 2 svangre senge og 4 akutte ambulatoriestuer i forbindelse med fødegang i fødeafsnittet.

På Regionshospitalet Silkeborg har afdelingen gynækologisk–obstetrisk ambulatoriefunktion.

Fertilitetsklinikken på Regionshospitalet Skive varetager udredning og behandling af barnløse.

Der er ved Fertilitetsklinikken ansat en professor i reproduktiv endokrinologi i et samarbejde med Aarhus Universitet, Sundhedsvidenskabeligt Fakultet.

Om hospitalsenheden
Hospitalsenhed Midt omfatter Regionshospitalerne Viborg, Silkeborg, Hammel og Skive og har ca. 4.200 ansatte, samt et budget på 2,4 mia. kr. årligt.

De fire regionshospitaler danner tilsammen en hospitalsenhed, der har en stærk faglig profil og er i kraft af specialernes kompleksitet og bredde en af de bredest specialiserede hospitalsenheder i Jylland.

Se nærmere om Hospitalsenhed Midt på www.hospitalsenhedmidt.dk

Om løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst på området.

Med henvisning til Lov om indhentelse af børneattest i forbindelse med ansættelse af personale m.v., vil der blive indhentet børneattest i forbindelse med eventuel ansættelse.

Ansættelsen sker ved Region Midtjylland med tjeneste indtil videre ved Hospitalsenhed Midt, Regionshospitalet Viborg, Kvindesygdomme og Fødsler.

Yderligere information
Yderligere oplysninger om stilling og afdeling kan fås ved henvendelse til ledende overlæge Sonja Kindt, tlf.: 7844 5701  eller Hospitalsdirektør Lars Dahl Pedersen Tlf.: 7844 1002

Ansøgningsfrist
Din ansøgning skal være os i hænde senest den 20. september 2018 med dokumentation for uddannelse, specialuddannelse, tidligere beskæftigelse m.v. samt udfyldt skema til bedømmelse af lægefaglige kompetencer for ansøger til stilling som speciallæge i Region Midtjylland.

Ansættelsessamtaler forventes afholdt den 5. oktober 2018.