Regionslæge til Qeqertarsuaq over jul og nytår Planer for julen? Tag et julevikariat som regionslæge ved Qeqertarsuaq Sundhedscenter. Vikariat i perioden 14. december 2017 til 31. Januar 2018, hvor du kan tage din ægtefælle og/eller børn under 18 år med. Der er mulighed for en fast ansættelse.

Dette job er udløbet

Har du lyst til at deltage i det fortsatte udviklingsarbejde, der skal sikre, at Qeqertarsuaq Sundhedscenter fortsat er et af Grønlands bedste?

Sundhedscenteret gennemgår en løbende forandringsproces med særligt fokus på sundhedsfremme og forebyggelse i bred forstand. Forandringsprocessen foregår i tæt samspil med medarbejderne, borgerne og de kommunale samarbejdspartnere og med de øvrige sundhedsenheder i Regions Disko som sparringspartnere.  

Du skal helst have en bred lægelig erfaring og gerne speciallægeanerkendelse i almen medicin. Det vil være godt, hvis du kan foretage UL-scanninger og har taget ATLS-kurset, men hvis ikke, er der rige muligheder for efteruddannelse. Grønlandserfaring vil ligeledes være en fordel, men ikke et krav.

Mindst lige så vigtigt er det, at du vil indgå aktivt og kreativt i udviklingsprocessen, så du skal have gode samarbejdsevner og sætte pris på at arbejde med udvikling i et tæt tværfagligt samarbejde.

De lægefaglige opgaver er fortsat hovedsageligt almenmedicinske, men der er også akutte medicinske opgaver samt stabilisering af kritisk syge patienter, såvel medicinske som kirurgiske med henblik på overflytning til andet behandlingssted enten i Region Disko eller Nuuk. Der foregår ikke fødsler i Qeqertarsuaq.

Qeqertarsuaq Sundhedscenter er en del af Region Disko, som desuden rummer Qasigiannguit Sundhedscenter, Regionssygehuset i Aasiaat og 9 bygder. Bygden Kangerluk på Diskoøen hører under Qeqertarsuaq Sundhedscenter.

Arbejdet i Sundhedscenteret er præget af teamarbejde. Der er desuden et udviklingsarbejde i gang i Regions Disko for at sikre, at specialkompetencerne, som fortrinsvist findes på regionssygehuset, også kommer de øvrige sundhedsenheder til gode. Regionen bliver speciallægebetjent af rejsende speciallæger fra Nuuk eller Danmark

Størstedelen af lægernes arbejdstid går med almen medicin i ambulatoriet. Der er adgang til laboratorium og røntgen. Sundhedscenterets funktion på det kirurgiske område vil sædvanligvis indskrænke sig til mindre gynækologiske indgreb (udskrabning og biopsi), men har du særlige kompetencer eller interessefelter, vil der også være mulighed for at bringe dem i anvendelse såvel i Qeqertarsuaq som i Region Disko.

Du ansættes i henhold til overenskomsten for læger ansatte i 1-lægedistrikter i Grønland. Der vil være mulighed for i kortere eller længere perioder at blive omplaceret til Regionssygehuset i Aasiaat, hvis det ønskes.

For at arbejde i Grønland skal du have en dansk autorisation.

STATSBORGERSKAB

Såfremt du ikke er nordisk statsborger, gøres der opmærksom på, at man skal have gyldig opholds- og arbejdstilladelse for at kunne arbejde i Grønland. Opholds- og arbejdstilladelse kan først ansøges ved aftalt ansættelse, hvor ansættelsen er betinget af, at man opnår gyldig tilladelse.

YDERLIGERE INFORMATION
Information om stillingen og regionen kan indhentes ved henvendelse til ledende regionslæge Ove Ammitzbøll på E-mail OVEA@PEQQIK.GL eller pr. tlf. +299 58 27 25

Generelle oplysninger om løn og ansættelsesforhold kan desuden fås ved henvendelse til personalekonsulent Gitte Johnsen Lynge på telefon +299 34 42 15 eller på e-mail:GIJO@PEQQIK.GL

Det grønlandske Sundhedsvæsen er pr. 1. juli 2017 blevet en røgfri arbejdsplads. Der er indført rygeforbud for alle ansatte i arbejdstiden. Dette omfatter alle indendørs og udendørs lokaliteter.

 

Ansøgningsfrist: 25. september 2017