Regionsdirektør

Dette job er udløbet

Regionen søger en stærk, visionær og tillidsskabende regionsdirektør, der kan realisere regionrådets ambitioner og videreføre det velfungerende samspil mellem den politiske ledelse og såvel regionens egen organisation som eksterne samarbejdspartnere.

Region Nordjylland er en udviklingsorienteret organisation med et Regionsråd, der praktiserer det brede samarbejde og de fælles løsninger. Regionsrådet har mod og vilje til at afprøve nye veje og befinder sig aktuelt midt i en spændende proces med at udvikle det nye udadvendte hospital og sammenhængende forløb for patienterne.

Opgaven
Ambitionerne er høje. Region Nordjylland tager det nye universitetshospital i brug i 2022, og Regionsrådets partier har vedtaget en budgetaftale for 2019 ”Fælles løsninger for bedre sundhed”, der sætter høje mål for udviklingen af regionens sundhedsvæsen, Specialsektoren og den regionale sammenhængskraft. Højt specialiseret behandling, udvikling og samarbejde om nye former for tilbud til de nordjyske borgere og patienter har høj prioritet.

Regionsdirektøren fungerer som regionens administrative topchef i direktionen sammen med to koncerndirektører og varetager formandsposten i de centrale ledelses- og samarbejdsorganer i regionen.

Regionsdirektøren skal indgå i et tæt og konstruktivt samarbejde med de 11 kommuner, erhvervsvirksomhederne og uddannelsesinstitutionerne i regionen, de øvrige regioner samt nationale aktører med betydning for sundhedsvæsenet, socialområdet, regional økonomi og udvikling.

Regionsdirektøren har det overordnede administrative ansvar for regionens drift og udvikling, herunder den samlede opgavevaretagelse, regionens strategi, den økonomiske styring og personalepolitikken. Regionsdirektøren fungerer som bindeleddet mellem regionens politiske og administrative ledelse, og direktøren skal således – i et tæt samspil med den øvrige ledelse og medarbejderne – virkeliggøre de politiske målsætninger og fokusområder.

Regionen har i 2019 et budget på ca. 13 mia. kr., og der er ca. 12.000 fuldtidsstillinger.

Personen
Der søges en velfunderet og dygtig toplederdirektør, der er strategisk og visionær og har betydelig erfaring fra en politisk styret organisation og fra et højt strategisk niveau. Regionsdirektøren skal have erfaring som rådgiver og dialogpartner med den politiske ledelse i en stor organisation og samtidig have erfaring med ledelse af ledere, der har ansvar for store opgaveporteføljer. I mødet med politikere, ledere, MED-systemet og eksterne samarbejdspartnere skal regionsdirektøren være en dynamisk og troværdig topleder, der praktiserer en åben og resultatskabende ledelsesstil.

Regionens topchef skal være strategisk orienteret med fokus på, at Region Nordjylland fungerer som en agil organisation, der løbende effektiviserer ydelserne og fornyer sig.

Det er vigtigt, at den nye topchef er uhøjtidelig og har humoristisk sans og er ordentlig og anerkendende i samspillet med andre.

Den nye regionsdirektør skal have kendskab til den regionale sektor og være i stand til at markere Region Nordjylland i samarbejdet med nationale og andre aktører, der har betydning for udviklingen af regionerne og sundhedssektoren.

Det forudsættes, at regionsdirektøren har indsigt i, interesse for og gerne erfaring med sundhedssektoren og er i stand til at samarbejde med de mange fagligheder, der kendetegner sundhedssektoren. Erfaring fra andre politisk styrede organisationer vil være en fordel.

Læs mere om Region Nordjylland på www.rn.dk.
Stillingsopslag og uddybende stillings- og personprofil kan ses på www.muusmann.com/stillinger.

Tiltrædelse: Snarest muligt og gerne 1. april 2019.

Ansøgningsfrist: Søndag den 20. januar 2019 kl. 23.59

Søg stillingen på www.muusmann.com/stillinger.

Yderligere oplysninger om stillingen fås ved henvendelse til regionsrådsformand Ulla Astman, telefon 30 23 64 54, eller adm. direktør Lars Muusmann, telefon 40 76 72 27.