Psykolog til voksenteamet i Psykiatrisk Klinik for Spiseforstyrrelser, Børne og Ungdomspsykiatrisk Afdeling, Skejby Stillingen er på 37 timer og er til besættelse 1. juli 2019 eller snarest derefter.

Dette job er udløbet

Psykiatrisk Klinik for Spiseforstyrrelser (PKS) er Aarhus Universitetshospitals specialafsnit med højt specialiseret funktion for ambulant behandling af anoreksi og bulimi og BED. PKS er et afsnit i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling under psykiatrien i Region Midtjylland.

PKS varetager den ambulante tværfaglige hospitalsbaserede psykiatriske behandling af moderate til svære spiseforstyrrelser i Region Midtjylland, og består af tre teams: Børne-ungeteam, Voksenteam og Team Herning. I Voksenteamet udredes og behandles patienter fra 18 år og opefter fra den østlige del af Region Midtjylland.

Der er aktuelt iværksat udviklingsprojekterne MANTRA (The Maudsley Model of Anorexia Treatment for Adults) og SALA (Styrket indsats i behandlingen af alvorligt og langtidssyge anoreksipatienter). MANTRA er en ny manualiseret måde  at behandle voksne anoreksipatienter på, som er udviklet på Maudsley Hospital i London. SALA er et 3-årigt satspuljeprojekt med henblik på forbedring af behandlingen af voksne langtidssyge anoreksipatienter. Der er i den forbindelse planlagt en omfattende kompetenceudvikling af voksenteamets ansatte. Den opslåede stillinger vil naturligt komme til at indgå i disse projekter. Omfang og karakter af involveringen vil afhænge af ansøgers kompetencer og interesse.

Voksenteamet  er organiseret i to mindre teams med hver sin teamledelse. Der er tilknyttet et daghospitalstilbud. Der er ansat følgende personale: 3 læger, 10 psykologer, 7 distriktssygeplejersker, 1 fysioterapeut, 1 diætist, 2 socialrådgivere og 2 sekretærer. Arbejdsmiljøet er fagligt stimulerende med gode muligheder for supervision og faglig udvikling både internt i PKS og i relation til de øvrige kolleger i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling. Vi tilstræber høj faglig standard og arbejder løbende med at udvikle arbejdsmetoder og kvalitetssikre behandlingen. Og vi kan tilbyde et grundigt introduktionsprogram.

Den daglige ledelse af teamet varetages af en psykolog og en overlæge.

Der er på PKS et tæt samarbejde mellem forskning og klinik og flere tilknyttede forskningsmedarbejdere.

Vi forventer, at du

  • har interesse eller erfaring med behandling af spiseforstyrrelser
  • kan arbejde selvstændigt, stabilt og i højt arbejdstempo
  • er fleksibel, har gode samarbejdsevner og et godt overblik
  • har lyst og evne til at arbejde med at udvikle afsnittets behandlingstilbud.

Du kan forvente

  • en fagligt udfordrende og spændende stilling i et godt arbejdsmiljø
  • at have et tæt samarbejde med det tværfaglige behandlerteam omkring udrednings- og behandlingsopgaver
  • at være en del af en mangfoldig personalegruppe med mange fagligheder
  • at være en del af en psykologgruppe i kontinuerlig udvikling.

Psykologen indgår i psykologgruppen på PKS og i den samlede gruppe i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling.

Der vil blive lagt vægt på ansøgere med psykiatrisk erfaring og interesse for eller erfaring med behandling af spiseforstyrrelser.

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomsten.

Yderligere oplysninger fås hos overlæge Kristian Rokkedal eller afdelingssygeplejerske Malene Coulthard på tlf. henholdsvis 2248 1014 eller 2920 8513.

Yderligere beskrivelse af centret findes på www.spiseforstyrrelser.net og www.bua.rm.dk

På afdelingens hjemmeside www.bua.rm.dk  findes også funktionsbeskrivelsen.

Ansøgningsfrist: søndag den 16. juni 2019

Ansættelsessamtaler forventes gennemført i uge 26.

BUA er en afdeling under Psykiatri og Social i Region Midt. Vi varetager tværfaglig
udredning og behandling af børn og unge fra 0-18 (21) år med psykisk sygdom og
udviklingsforstyrrelse samt voksne med spiseforstyrrelser. I udredning og behandling
inddrager vi også patientens familie, netværk, evt. andre hospitalsafdelinger og
kommuner i regionen.
BUA består af 7 kliniske afsnit fordelt i Skejby, Viborg og Herning samt en
forskningsenhed og et lægesekretærafsnit. Den overvejende del af behandling sker
ambulant. BUA dækker fire hovedområde er: Småbørn, skolebørn, unge samt Center
for Spiseforstyrrelser. Personalet udgøres af læger, sygeplejersker, psykologer,
pædagoger, socialrådgivere med flere. Afdelingen modtager årligt 4.724 eksterne
henvisninger (2018) og der er kontakt med 8.172 unikke cpr.nr. (2018) Centeret har et
nettobudget på 282,5 mio. kr. (2018)  og ca. 527 fuldtidsmedarbejdere (2018).

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.