Psykolog til Infektionssygdomme Infektionssygdomme, Aarhus Universitetshospital søger pr. 1. april 2018 i samarbejde med Dansk Center for Mindfulness, Aarhus Universitet en autoriseret psykolog til varetagelse af kurser og uddannelse i mindfulness-baseret stressreduktion, mindfulness-baseret kognitiv terapi og mindfulness til børn som led i forskning, implementering og udvikling. Stillingen er af 1 års varighed på ekstern fondsbevilling med udlån til Dansk Center for Mindfulness, Aarhus Universitet.

Dette job er udløbet

Dansk Center for Mindfulness beskæftiger sig med forskning, udvikling og innovation inden for mindfulness, compassion og performance. Vi arbejder med evidensbaserede metoder til fremme af mental sundhed samt behandling og forebyggelse af stress, angst og depression.

Vi har fokus på at integrere biologiske, psykologiske, eksistentielle og sociale paradigmer for sundhed og sygdom. Vi arbejder tværfagligt og internationalt inden for psykologi, psykiatri, biologi, antropologi, filosofi, religionsvidenskab, kunst, natur og kultur.

Vi arbejder med

  • udvikling og afvikling af uddannelse, forskning og undervisning i mindfulness-baseret stressreduktion (MBSR) og mindfulness-baseret kognitiv terapi (MBCT) i samarbejde med Center for Mindfulness, University of Massachusetts Medical School og Oxford Center for Mindfulness, Oxford Universitet
  • international forskning med fokus på undersøgelse af effekt og virkningsmekanismer i MBSR og MBKT
  • empirisk undersøgelse af betydningen af underviserens kompetencer for udbytte og effekt af mindfulness-baserede interventioner. Kompetenceniveauet måles ved brug af Mindfulness-based Interventions Teaching Assessment Criteria (MBI-TAC) udviklet ved Oxford Universitet
  • mindfulness-baseret klinisk intervention som led i sundhedsfremme, forebyggelse, behandling og rehabilitering
  • formidling og undervisning inden for ”Mind Body Interventions”
  • Etablering af mindfulness uddannelse til fagprofessionelle i folkeskolen

Dine primære arbejdsopgaver bliver at varetage forskningsbaseret undervisning og uddannelse i MBSR, MBKT og mindfulness uddannelse til fagprofessionelle i folkeskolen. Hertil skal du kunne varetage forskellige formidlingsopgaver, og have erfaring med etablering af uddannelse.

Vi forventer

  • at du kan varetage undervisning i MBSR og MBKT, der indgår i forskningsprojekter som led i implementering
  • at du kan være medansvarlig for MBSR uddannelse ved Aarhus Universitet
  • at du kan være medansvarlig for udvikling af MBKT uddannelse ved Aarhus Universitet
  • at du kan være medansvarlig for etablering af mindfulness uddannelse til fagprofessionelle i folkeskolen
  • at du kan indgå i psykologfagligt arbejde ved Dansk Center for Mindfulness
  • at du vil kunne supervisere interne og eksterne MBSR/MBKT forløb og undervisere
  • at du vil kunne medvirke til formidlingsarbejde

Kvalifikationskrav
Ansættelse som autoriseret psykolog forudsætter formel efteruddannelse i mindfulness-baseret stressreduktion og indgående erfaring med afvikling af kurser og etablering af uddannelsesforløb indenfor 3. bølge kognitiv terapi som led i forskningsprojekter. Vi forventer, at psykologen har erfaring med at arbejde med blandende patientgrupper.

Løn- og ansættelsesvilkår sker efter gældende overenskomst.

Stillingen søges via nedenstående link, ansøgningsfrist 23. februar 2018.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil omplaceringsramte medarbejdere, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.