Præhospitalet – Region Midtjylland søger en ledende overlæge for AMK-vagtcentralen – Rette hjælp i rette tid til alle patienter Har du lyst til og mod på at være leder for den første del af akuthjælpen, som har afgørende betydning for at sikre patienterne den rette hjælp.

Dette job er udløbet

AMK-vagtcentralen i Region Midtjylland har ansvaret for at visitere opkald fra ca. 600 borgere dagligt og sende den rette hjælp afsted. Det gælder såvel ambulancer, akutlægebiler og -helikopter som akutbiler og lokale 112-førstehjælpere. Som ledende overlæge i AMK får du en nøglerolle i Region Midtjylland i forbindelse med styring af patientstrømme og koordination af det samlede, regionale sundhedsvæsen ved større ulykker og katastrofer sammen med lederen af Sundhedsberedskabet.

Den ledende overlæge indgår i den samlede ledelse af AMK-vagtcentralen sammen med en oversygeplejerske og en vagtcentralleder.

AMK-vagtcentralen har AMK-læger tilknyttet kl. 8-20 på hverdage. Du vil sammen med den øvrige afdelingsledelse få ansvaret for at udvikle denne funktion, hvor AMK-lægerne arbejder med direkte kontakt til borgerne ved 112-opkald, færdigbehandling af patienter og samarbejde med hospitalernes læger ved interhospitale transporter samt beredskabs-funktion ved større ulykker og katastrofer. Præhospitalet har et ønske om at udvide AMK-lægens tilstedeværelse i døgnfunktion. Du får også ansvaret for at etablere et målrettet uddannelsesforløb for de kommende AMK-læger, som understøtter den nye funktion.

Du tilbydes relevant ledelsesuddannelse og får mulighed for at indgå i forskningsprojekter på det præhospitale og akutmedicinske område. Præhospitalet har en aktiv og dynamisk forskningsafdeling, som indgår i et formaliseret samarbejde med Århus Universitet. Der vil desuden være tilbud om uddannelse i relevante akutmedicinske kurser, bl.a. ALTS, PHTLS, STAR, ISL-SUND og strategisk beredskabsledelse. Og det vil være naturligt, at du indgår i regionale og nationale udviklingstiltag inden for akutmedicin og beredskab, hvor Præhospitalet spiller en meget aktiv rolle.

Stillingen kræver stærke samarbejdsevner, da du kommer til at sidde i centrum for et stort netværk med mange samarbejdspartnere, blandt andet akutlægebiler, akutlægehelikopter, ambulanceoperatører, almen praksis, alle hospitaler i regionen samt eksterne parter som f.eks. politi, redning og kommuner.

Dine opgaver er:

  • At indgå i den samlede afdelingsledelse for AMK-vagtcentralens læger, sundhedsfaglige visitatorer og tekniske kørselsdisponenter.
  • At varetage det ledelsesmæssige og lægefaglige ansvar for AMK-lægerne i AMK-vagtcentralen og beredskabs-AMK.
  • Det daglige operative sundhedsberedskab og koordination i hele regionen. I samarbejde med lederen af Sundhedsberedskabet sikre det lægelige ansvar i udførelse af planlagte opgaver, evaluering samt opfølgning på øvelser.
  • Deltage i planlægning og koordination ved Sundhedsberedskabet i nødvendigt omfang.
  • Kvalitetssikring af den faglige kvalitet i AMK-vagtcentralens ydelser over for borgerne.
  • Undervisning, uddannelse, træning og supervision af AMK-læger og andet personale på AMK-vagtcentralen i samarbejde med de øvrige i ledelsen og afdelinger.
  • Opfølgning på utilsigtede hændelser og klagesager.
  • Udvikling og forskning.
  • Vagtplanlægning og vagter i AMK-vagtcentralen i mindre omfang.

Vi søger en erfaren speciallæge (anæstesiolog, almen mediciner eller anden relevant speciallæge) med supplerende akutmedicinsk uddannelse, med lyst og evne til ledelse, og gerne med indsigt i det præhospitale område, der:

  • Kan rekruttere, inspirere, motivere og fastholde de bedste medarbejdere.
  • Tænker i sammenhænge og helheder.
  • Evner at samarbejde med forskellige kulturer og traditioner indenfor beredskab og det præhospitale område.
  • Har gode analytiske evner, strategisk overblik og kan prioritere.
  • Er dygtig til at skabe holdånd og etablere gode samarbejdsrelationer.
  • Er en god kommunikator og formidler.
  • Forstår og kan videreformidle den komplekse faglige dialog til andre faggrupper og til lægmand.
  • Er fleksibel og har gode samarbejdsevner, også i akutte og pressede situationer.
  • Har organisationsforståelse og trives i en politisk styret organisation.

Herudover ser vi gerne, at du:

  • Har erfaring med personaleledelse og budgetansvar.
  • Har erfaring med og interesse for forskning.
  • Er innovativ og har erfaring med projekter inden for akutområdet.

Løn- og ansættelsesvilkår
Der er som udgangspunkt regnet med 100% ansættelse, men der er mulighed for 80%, hvis man ønsker at bruge op til 20% i det præhospitale eller akutmedicinske område.

Du refererer til hospitalsledelsen. Ansættelse sker i henhold til gældende overenskomst mellem Danske Regioner og Foreningen af Speciallæger. Ansættelse sker i Præhospitalet. Aflønningen fastlægges i henhold til principperne om lokal løndannelse. Du får kontorfaciliteter i Århus i Præhospitalets lokaler på Olof Palmes Allé 34, 8200 Århus N.

Den faglige bedømmelse vil ske på baggrund af ansøgerens oplysninger om egne kompetencer inden for hvert af de syv kompetenceområder. Ansøgning bør være udfærdiget under hensyntagen til Region Midtjyllands retningslinjer for faglig bedømmelse af ansøgere til speciallægestillinger således, at der sammen med ansøgningen indsendes udfyldt skema til bedømmelse af lægefaglige kompetencer. Begge dele kan findes på Region Midtjyllands hjemmeside www.regionmidtjylland.dk under Sundhed – uddannelse – lægelig uddannelse – ansættelse af speciallæger.

Yderligere oplysninger 
kan fås ved henvendelse til Præhospitalet, lægefaglig direktør Per Sabro Nielsen, tlf. 2134 9887 og e-mail: per.sabro@ph.rm.dk samt på Præhospitalets hjemmeside: www.ph.rm.dk

Ansøgningsfrist 2. januar 2018

1. samtalerunde den 10. og 12. januar 2018
Ved indkaldelse til anden samtalerunde må der påregnes BTB-test (bidrag til bedømmelse), hvor der vil være tilbagemelding i uge 3.


2. samtalerunde den 2. og 9. februar 2018
Du kan sende din ansøgning og relevante bilag ved at klikke på knappen “søg job” nedenfor.Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil omplaceringsramte medarbejdere, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.