Overlægestilling tilknyttet klinisk professorat i Nuklearmedicin Overlægestilling tilknyttet klinisk professorat i Nuklearmedicin

Dette job er udløbet

En stilling som klinisk overlæge ved Nuklearmedicinsk Afdeling & PET-Center, Aarhus Universitetshospital er ledig til besættelse efter aftale.

Stillingen er tilknyttet et klinisk professorat indenfor nuklearmedicinsk neurodiagnostik ved Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet, og kan derfor kun søges af ansøgere der samtidigt søger dette.

Opslaget til det kliniske professorat kan ses her

Afdelingens ansvars- og arbejdsopgaver
Nuklearmedicinsk Afdeling & PET-Center er en universitetsafdeling som varetager højt specialiserede nuklearmedicinske undersøgelser og behandlinger herunder neurodiagnostik, hjerteundersøgelser, onkologisk PET/CT med FDG og andre PET-tracere, klinisk fysiologiske undersøgelser, samt radionuklid terapi. Afdelingen har stor klinisk aktivitet med tæt multidisciplinært samarbejde med de henvisende afdelinger om patientforløbene.

Afdelingen har stor forskningsaktivitet indenfor såvel klinisk som dyreeksperimentel forskning og råder over højt specialiseret radiokemi med forskning og udvikling af radioaktive sporstoffer og avancerede PET/CT og SPECT/CT skannere.

Neuroklinik og forskning
I 2017 udførtes der mere end 1000 kliniske PET og SPECT undersøgelser af patienter med bevægeforstyrrelser, demens, cerebrovaskulære sygdomme og hjernetumorer og dette antal forventes at stige betydeligt i fremtiden. Endvidere har afdelingen en lang forskningstradition indenfor neurofagene.

Afdelingen ønsker med oprettelsen af overlægestillingen og tilknyttet klinisk professorat på Institut for Klinisk Medicin, AU, at styrke sin faglige profil yderligere indenfor klinisk neurodiagnostik og nuklearmedicinsk neuroforskning. Overlægen bliver afdelingens fagligt ansvarlige indenfor neurodiagnostik og forventes at udvikle feltet såvel klinisk som grundvidenskabeligt. Det forventes at overlægen sammen med afdelingens øvrige speciallæger, lektorer og professorer bidrager til at skabe et aktivt og produktivt forskningsmiljø til gavn for fremtidens patienter. Overlægen indgår naturligt i den præ- og postgraduat uddannelse på afdelingen.

Stillingen er vagtfri.

Kvalifikationer
Ansøger skal være overlægekvalificeret og besidde dansk speciallægeautorisation indenfor Klinisk Fysiologi og Nuklearmedicin. Ansøger skal have høj faglig kompetence og dokumenteret original videnskabelig produktion på internationalt niveau inden for neurovidenskab og nuklearmedicinsk neurodiagnostik. Der lægges vægt på erfaring som forskningsleder og underviser. Endelig lægges der vægt på akademisk redelighed, åbenhed, beslutningsdygtighed, samt evner for samarbejde.

Løn- og ansættelsesforhold 
Løn- og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst.

Ansættelsen er betinget af en tilfredsstillende børneattest og en tilfredsstillende autorisation.

Ansøgers kvalifikationer vil blive bedømt ud fra de 7 lægeroller. Skema kan hentes her. Det er et krav, at du har minimum 5 års ansættelse som speciallæge, jf. retningslinjer fra Region Midtjylland, for at kunne komme i betragtning til ansættelse som overlæge.

Ansøger til overlægestillingen skal samtidigt søge den tilknyttede stilling som klinisk professor på Institut for Klinisk Medicin, Health, Aarhus Universitet.

Yderligere oplysninger
Spørgsmål vedrørende stillingens faglige indhold kan rettes til professor, ledende overlæge, dr.med. Jørgen Frøkiær på 7846 3010 eller  på 2023 4527.

Spørgsmål til fremsendelse af ansøgning kan rettes til sekretær Heidi Poggianti på 7845 6206 eller  på 2181 6871.

Ansøgningsfrist den 8. marts 2018

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil omplaceringsramte medarbejdere, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.