Overlæge til Sårcenteret Viborg, Regionshospitalet Viborg, Hospitalsenhed Midt En stilling som overlæge ved Hospitalsenhed Midt, Sårcenteret under karkirurgisk afsnit, Kirurgi, Regionshospitalet Viborg, er ledig til besættelse 1. november 2019 eller efter aftale.

Dette job er udløbet

Stillingen kan være i kombination med ansættelse i ansøgers hovedspeciale med deltidsansættelse i sårcenteret Regionshospitalet Viborg.

Om stillingen
Du skal være speciallæge i karkirurgi, ortopædkirurgi, dermatologi, plastikkirurgi eller andet relevant speciale hvor sår udredning og behandling er indeholdt i specialet.
Hvis du er plastikkirurg kan stillingen kombineres med 2-3 dage i brystkirurgi.

Du skal have speciel interesse/kompetence i eller ønske om oplæring i behandling af kroniske sår, herunder diabetiske sår.
Du skal kunne arbejde i multidisciplinært team med sår-sygeplejersker, ortopædkirurger, karkirurger, fodterapeuter, dermatologer og skomagere.
Telemedicin er en del af Sårcenterets arbejdsredskaber, som sikrer kommunikationen med vores samarbejdspartnere i primærsektoren.
Stillingen er som udgangspunkt vagtfri.

Vores forventninger er, at du er fagligt velfunderet, åben og udadvendt med flair for god dialog og samarbejde på tværs af fag og sektorer. Der vil være gode muligheder for faglig udvikling og forskning.

Vi forventer at du arbejder 2-3 dage ugentligt i Sårcenteret og 2-3 dage ugentligt i hovedspeciale.
Der er gode muligheder for forskning og i den forbindelse god hjælp i afsnittets forskningsenhed.

Der kan rekvireres en stillings- og funktionsbeskrivelse her.

Om afsnittet
Karkirurgisk afsnit har på Regionshospitalet i Viborg 11 sengepladser med 3 senge dedikeret til sår patienter. Afsnittet har desuden tilknyttet en arterie-/veneklinik og et sårcenter. Den karkirurgiske endovaskulære funktion er fuldt integreret i karkirurgisk regi.
Herudover er adgang til en arteriel operationslinje 4 dage om ugen samt en akutlinje – sidstnævnte i samarbejde med gynækologer.

Afdelingen dækker et optageområde på godt 650.000 indbyggere i den vestlige del af Region Midtjylland for patienter med perifere arterielle sygdomme. Desuden dækker afdelingen et optageområde på godt 230.000 indbyggere midt i regionen når det gælder avanceret sårbehandling og anlæggelse af dialysefistler. Patienter med vanskelige kroniske sår henvises fra hele regionen og andre regioner.

Al varicebehandling i Region Midtjylland varetages af Hospitalsenhed Midt, funktion varetages på Regionhospitalet Silkeborg af læger fra karkirurgisk afsnit.

Om Hospitalsenhed Midt
Hospitalsenhed Midt omfatter Regionshospitalet Viborg, Regionshospitalet Silkeborg, Regionshospitalet Hammel Neurocenter, Regionshospitalet Lemvig og Regionshospitalet Skive og har ca. 4.200 ansatte samt et budget på ca. 2,5 mia. kr. årligt.

De fem regionshospitaler danner tilsammen en hospitalsenhed, der har en stærk faglig profil og er i kraft af specialernes kompleksitet og bredde en af de bredest specialiserede hospitalsenheder i Jylland.

Se nærmere om Hospitalsenhed Midt på www.hospitalsenhedmidt.dk

Om løn- og ansættelsesvilkår
Løn og ansættelsesvilkår sker efter gældende overenskomst for overenskomstansatte overlæger, herunder reglerne for ny løn.

Med henvisning til Lov om indhentelse af børneattest i forbindelse med ansættelse af personale m.v., vil der blive indhentet børneattest i forbindelse med eventuel ansættelse.

Ansættelsen sker ved Region Midtjylland med tjeneste indtil videre ved Hospitalsenhed Midt, Sårcenteret, Kirurgi.

Yderligere oplysninger
Yderligere oplysninger om stilling og afdeling kan fås ved henvendelse til Daglig Leder Overlæge Annette Høgh tlf. 78445631 mail: Annette.hoegh@midt.rm.dk eller  Ledende Overlæge Einar Pahle tlf. 78446301.

Ansøgningsfrist
Ansøgningen skal sendes elektronisk og være os i hænde senest 9/9-2019 med dokumentation for uddannelse, speciallægeuddannelse, tidligere beskæftigelse m.v. samt udfyldt skema til bedømmelse af lægefaglige kompetencer for ansøger til stilling som speciallæge i Region Midtjylland.
 
Ansættelsessamtale forventes afholdt september 2019

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.