Overlæge søges til Forskningsenheden, Afdeling for Psykoser, AUH Risskov

Dette job er udløbet

Afdeling P varetager udredning af voksne patienter inden for hele ICD-10 spektret. Afdelingen behandler særligt patienter inden for det skizofrene og psykotiske område, samt patienter med demens, delir, mental retardering, ADHD, autisme og misbrugsudløste tilstande. Afdelingen har regions­funktion og højt specialiseret funktion. Afdelingen er placeret på Aarhus Universitetshospital, Risskov og hører organisatorisk til Psykiatri- og Social i Region Midtjylland. Afdelingen har mere end 300 ansatte og ledes af ledende oversygeplejerske og ledende overlæge. Afdeling P har forsknings- og undervisningsforpligtigelser og deltager i den kliniske under­vis­ning af lægestuderende og læger, samt psykologer i uddannelsesforløb til specialpsykologer. Der er uddannelsesforløb for læger inden for specialerne voksenpsykiatri og almen medicin.

Forskningsenheden ledes af professor Ole Mors, og har derudover 15 fuldtidsansatte, heraf 2 lektorer, 1 post.doc., 7 ph.d.-studerende, 4 forskningsassistenter og en sekretær. Forskningsområderne omfatter kliniske studier af skizofreni, high-risk studier af skizofreni og bipolar lidelse samt epidemiologiske og farmakoepidemiologiske registerbaserede undersøgelser af psykiske lidelser. Endvidere deltager forskningsenheden i iPSYCH projektet (http://ipsych.au.dk/), hvor Ole Mors indgår i styregruppen.

TAILOR studiet er et samarbejde mellem Region Midtjyllands Psykiatri og Psykiatrien i Region Hovedstaden, og studiet har til formål at vurdere effekten af tæt overvåget nedtrapning versus vedligeholdelse af antipsykotisk medicinsk behandling hos patienter, der efter nydiagnosticeret skizofreni eller skizofrenilignende psykose har haft mindst tre måneders remission af psykotiske symptomer.

Projektet udgår fra Psykiatrisk Center København (ansvarlig professor Merete Nordentoft) og Afdeling for Psykoser, Aarhus Universitetshospital, Risskov (ansvarlig professor Ole Mors) med et team hvert sted, der samarbejder med regionernes OPUS enheder.
I studiet skal inkluderes 250 forsøgspersoner, der randomiseres til enten 1) tæt overvåget nedtrapning af antipsykotisk medicin, eller 2) vedligeholdelsesbehandling, der følger de eksisterende nationale retningslinjer for antipsykotisk medicinering. I Region Midt skal inkluderes i alt 100 patienter.

Vi tilbyder ansættelse i en dynamisk afdeling med psykiatrisk forskning på et internationalt niveau. Vi har fokus på faglighed med gode muligheder for kollegial og tværfaglig sparring.

Arbejdsopgaver
Overlægen skal med en forskningssygeplejerske stå for den daglige styring og varetagelse af TAILOR

  • Planlægning og koordinering af studiet
  • Undervisning og formidling af studiets formål og resultater
  • Vurdering af egnethed og rekruttering af forsøgspersoner
  • Undersøgelse af forsøgspersoner ved opstart og afsluttet intervention
  • Databehandling
  • Tæt samarbejde med de involverede OPUS enheder i Region Midtjylland og teamet i Region Hovedstaden.

Du skal endvidere deltage i en tværgående vagt mellem afd. P, Q og R på AUHR. I alt bidrager overlægen på nuværende tidspunkt til en 20-skiftet vagt med 5 hverdagsvagter og 2 weekendvagter. Hverdagsvagterne er omlagt tjeneste kl 10.00 til 23.00 og efterfølgende beredskabsvagter til næste morgen kl 08.00. Weekendvagterne er omlagt tjeneste fra 08.00 til kl. 16.00 med efterfølgende beredskabsvagt til næste dag kl. 08.00. Efter hver vagt gives en afspadseringsdag.

Overlægens kvalifikationer
Overlægen skal være speciallæge i psykiatri.
Det er nødvendigt, at du:

  • Har dokumenteret ledelseserfaring
  • Har omfattende erfaring i diagnostik og behandling af patienter med skizofreni.
  • Har GCP Sponsor-Investigator kursus
  • Er uddannet træner i det semistrukturerede interview, SCAN samt i ratingskalaerne SANS og SAPS
  • Er certificeret til at udføre den kognitive test BACS
  • Er certificeret til at udføre Groningen Social Disabilities Schedule til vurdering af funktionsniveau hos patienter med skizofreni
  • Har erfaring med databehandling, herunder softwareprogrammet REDCap
  • Har erfaring med Midt EPJ, superbruger eller tilsvarende niveau
  • Har gode IT kundskaber.
  • Har undervisningserfaring overfor personale i psykiatrien og patienter med skizofreni samt deres pårørende
  • Har kørekort, da der i projektet må påregnes en del kørsel.

Det er ønskeligt, at overlægen har uddannelse inden for kognitiv adfærdsterapi af patienter med skizofreni.

Personlige kvalifikationer:

  • Vilje og evne til kommunikation og samarbejde.
  • Udstråler ro og autoritet i pressede situationer
  • Udadvendt og imødekommende væremåde i forhold til forsøgspersoner og samarbejdspartnere.
  • Systematisk, detaljeorienteret og nysgerrig i forhold til arbejdsopgaverne.
  • Selvstændigt arbejdende og fleksibel i forhold til projektets skiftende arbejdsopgaver og – byrde.

Den lægefaglige bedømmelse foretages på baggrund af ansøgerens oplysninger om egne kompetencer inden for de syv kompetenceområder. Det er derfor vigtigt, at ansøger besvarer og afsender dette skema, som tilgås på Region Midtjyllands hjemmeside:
http://www.rm.dk/sundhed/faginfo/uddannelse/sundhedsuddannelser/uddannelse-til-speciallage/ansattelse-som-speciallage/

Ansættelsen:
Ansættelsen sker i henhold til gældende overenskomst på området mellem Danske Regioner og Foreningen af Speciallæger. Arbejdstiden er 37 timer om ugen. Ansættelsen starter 15/9-16 eller snarest derefter og afsluttes 31/3-2019. Arbejdstilrettelæggelsen er fleksibel. Vedrørende opgaverne i TAILOR refererer overlægen til funktionsleder i Forskningsenheden, vedrørende funktionen som overlægevagt på Aarhus Universitetshospital, Risskov refererer overlægen til afdelingsledelsen for Afdeling for Psykoser.

Ansættelsessamtaler forventes afholdt 8/9-2016.
Projektbeskrivelse og stillings- og funktionsbeskrivelse kan rekvireres fra Berit Rungø: berirung@rm.dk
Ansøgningsfristen er 14/8 2016.
Yderligere oplysninger om projektet kan fås ved henvendelse til professor Ole Mors
(nielmors@rm.dk eller tlf. 7847 1160).

Søg stillingen via “Ansøg her!”-knappen herunder.

Da Region Midtjylland er igennem en væsentlig spareplan, vil omplaceringsramte medarbejdere der søger stillingen have fortrinsret til samtale.