Overlæge i anæstesiologi ved Bedøvelse og Operation, Aarhus Universitetshospital Overlæge med organisatorisk ledelsesansvar under afdelingsledelsesniveauet ved afdelingen Bedøvelse og Operation, Ortopædkirurgisk operationsafsnit.

Dette job er udløbet
Med tiltrædelse den 1. september 2019 eller snarest herefter opslås ved Bedøvelse og Operation, Aarhus Universitetshospital (AUH), en stilling som overlæge med organisatorisk ledelsesansvar under afdelingsledelsesniveau. Opslaget gælder en stilling som funktionsleder ved det ortopædkirurgiske operationsafsnit.

Forud for den netop afsluttede samling af hospitalsmatriklerne under fælles tag på Aarhus Universitetshospital i Skejby er der sket om omstrukturering af anæstesiologien og det operative område, hvor operationspersonalet nu er fusioneret med anæstesipersonalet. Dette blev gennemført i september 2015 og pr. 1. april 2018 er der tillige sket en fusion af alle de anæstesiologiske områder incl. dagkirurgien under én ledelse. I forbindelse med dette er intensivområdet blevet en selvstændig afdeling.

Bedøvelse og Operation, Nordsporet, er en nyetableret geografi, der varetager operations- og anæstesiassistance til specialerne ortopædkirurgi, øre-næse-hals og kæbe kirurgi, neurokirurgi samt øjenkirurgi.

Afdelingen er aktuelt opdelt i flere funktionsområder, herunder funktionsområdet ortopædkirurgisk operationsafsnit. Afsnittet varetager anæstesi og operationsassistance til elektive og akutte ortopædkirurgisk indgreb, samt dækker tillige akutkaldsområdet i Nord, herunder traumecenter og skadestue.

Stillingen ønskes besat med en speciallæge i anæstesiologi med interesse og erfaring inden for ledelse på funktionsleder niveau, og dokumenteret faglig erfaring inden for afsnittets fagområde.

Stillings- og funktionsbeskrivelse kan ses her.

Vi efterspørger følgende kompetencer

  • speciallæge i anæstesi
  • fagligt kompetent og med indgående kendskab til den ortopædkirurgiske og traumatologiske anæstesi
  • erfaringer indenfor det tværfaglige og tværsektorielle samarbejde
  • forskningsinteresseret inden for subspecialet. Ansøger med solid akademisk forskningserfaring evt. akademisk grad vil blive foretrukket
  • i besiddelse af ro, overblik, engagement og godt humør
  • udviklingsorienteret og bidragende med ideer og initiativer til fortsat udvikling af afsnittet og afdelingen
  • gode samarbejdsrelationer med plejepersonale, anæstesilæger og kirurger

Der lægges desuden vægt på, at du

  • har erfaring eller uddannelse inden for ledelse
  • vil arbejde ud fra AUH/Bedøvelse og Operations strategier og værdigrundlag
  • vil i samarbejde i et tværfagligt ledelsesteam og med de relevante partnere arbejde målrettet med opfyldelse af fastsatte mål
  • har erfaring med organisering og koordinering af en travl operationsgang
  • er visionær og inspirerende
  • kan indgå i tværfagligt samarbejde – herunder med samarbejdende afdelinger
  • kan arbejde i et miljø, hvor dialog, samarbejde og uddelegering af ansvar til øvrige medarbejdere opleves som naturligt
  • er åben og loyal
  • vil arbejde målrettet med at udvikle sin ledelse inden for ansvarsområderne som er beskrevet i vedlagte: Stillingsbeskrivelse for overlæge med organisatorisk ledelsesansvar

Vi kan tilbyde en spændende afdeling og et godt samarbejdsklima, med vægt på høj faglig standard og fokus på fortsat udvikling af patientforløbene, både hvad angår anæstesi, smertebehandling og kirurgisk metode.

Vi tilbyder et spændende job i en fagligt velfunderet afdeling med et godt tværfagligt samarbejde i alle personalegrupper, i ledelsesgruppen samt i MED-udvalg.

Stillings- og funktionsbeskrivelse kan se her.

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst. Ansættelsen er betinget af en tilfredsstillende børneattest og en tilfredsstillende autorisation.

Stillingen som overlæge med organisatorisk ledelsesansvar under afdelingsledelsesniveauet indplaceres efter overenskomst for overlæger med funktionstillæg på kr. 53.764,- (31.3.2018 niveau).

Overlæger som er ansat efter Aftale Vedrørende Lægelige Chefer fortsætter ansættelse efter denne aftale. Tjenestemandsansatte overlæger i Region Midtjylland kan vælge at bibeholde tjenestemandsansættelse i denne stilling.

Deltagelse i vagt er ikke noget krav, men det kan aftales. Hvis det aftales, at der ikke er deltagelse i vagt ydes fleksibilitetstillæg.

Ved uansøgt fratrædelse fra stillingen er der sikret tilbagegang til den speciallæge-/overlægestilling, som ansøger var ansat i ved afdelingen, såfremt ansøger tiltræder fra en intern stilling forud for tiltrædelse i stilling som overlæge med ledelsesansvar.

Ansøgnings- og ansættelsesproces: 
Yderligere oplysninger om stillingen samt stillingsbeskrivelse kan indhentes hos ledende overlæge Palle Juelsgaard på 2026 6461 eller ledende overlæge Karsten Hindsholm på 2271 1800.

Det er en forudsætning for ansættelse i stillingen, at der kan dokumenteres kompetencer inden for den medicinske ekspert, kommunikation, samarbejde, akademiker og professionel.

Ansøgers kvalifikationer vil blive bedømt ud fra de 7 lægeroller. Skema kan hentes her.
Det er et krav, at du har minimum 5 års ansættelse som speciallæge, jf. retningslinjer fra Region Midtjylland, for at kunne komme i betragtning til ansættelse som overlæge.

Ansøgning og CV samt andre relevante bilag indeholdende oplysninger om uddannelse, ledelseserfaring, videnskabelig indsats m.v. stiles til afdelingsledelsen Bedøvelse og Operation, AUH, og indsendes elektronisk via nedenstående link.

Ansøgningsfrist den 27. juni 2019. Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 27, 2019.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.