GENOPSLAG: Qasigiannguit – Regionslæge En stilling som regionslæge på Qasigiannguit Sundhedscenter er ledig til besættelse fra den 4. juni 2018 eller efter aftale. Der er både mulighed for fastansættelse eller vikariat. Stillingen er på 40 timer ugentligt.

Dette job er udløbet

De lægefaglige opgaver er hovedsageligt almenmedicinske, men der er også akutte medicinske opgaver samt stabilisering af kritisk syge patienter, såvel medicinske som kirurgiske med henblik på overflytning til andet behandlingssted enten i Region Disko eller Nuuk. Der foregår ikke fødsler i Qasigiannguit. Der er spændende sundhedsfaglige udfordringer med andre sygdomsmønstre og sygdomsopfattelser end i Danmark. De fleste konsultationer foregår sammen med tolk. Arbejdet er selvstændigt, men der god backup fra Regionssygehuset i Aasiaat og Dronning Ingrids Hospital i Nuuk. Hvis man ikke har været i Grønland før, kan man starte med et kort introduktionsophold i Aasiaat.

 

Qasigiannguit Sundhedscenter er en del af Region Disko, som desuden rummer Qeqertarsuaq Sundhedscenter, Regionssygehuset i Aasiaat og 9 bygder. Der udgår ikke bygdebetjening fra Qasigiannguit.

Arbejdet i Sundhedscenteret er præget af teamarbejde. Der er desuden et udviklingsarbejde i gang i Regions Disko for at sikre, at specialkompetencerne, som fortrinsvist findes på regionssygehuset, også kommer de øvrige sundhedsenheder til gode. Regionen bliver speciallægebetjent af rejsende speciallæger fra Nuuk eller Danmark.

 

Størstedelen af lægernes arbejdstid går med almen medicin i ambulatoriet. Der er adgang til laboratorium og røntgen. Sundhedscenterets funktion på det kirurgiske område er meget begrænset og vil sædvanligvis indskrænke sig til mindre gynækologiske indgreb, hudbiopsier, reponering af luksationer og frakturer og lignende. Sygeplejersker varetager mange behandleropgaver, og der er et vældig godt teamwork.

 

Du kan læse mere om ansættelse i Det Grønlandske Sundhedsvæsen på www.gjob.dk, hvor du også kan læse om organisationen og om andres oplevelser med at bo i Grønland. Hvis du har lyst til at se billeder og læse mere om Qasigiannguit se: http://www.greenland.com/da/destinationer/nordgroenland/qasigiannguit/

 

For at arbejde i Grønland skal du have dansk autorisation.

 

Statsborgerskab

Såfremt du ikke er nordisk statsborger, gøres der opmærksom på, at man skal have gyldig opholds- og arbejdstilladelse for at kunne arbejde i Grønland. Opholds- og arbejdstilladelse kan først ansøges ved aftalt ansættelse, hvor ansættelsen er betinget af, at man opnår gyldig tilladelse.

 

Rejse og boligforhold

Ved vikariater ydes der for den ansatte fri til – og fratrædelsesrejse.

Der vil til stillingen kunne anvises bolig efter gældende regler. Husleje og boligstandard kan variere afhængigt af boligens alder, ejerforhold mv. Der kan være ventetid på anvisning af permanent personalebolig, hvorfor der kan ske indkvartering vakant. Der kan være varierende afstand til arbejdsstedet.

 

Løn og ansættelse

Stillingen aflønnes i henhold til gældende overenskomst. Find din overenskomst her.

Kontakt

Information om stillingen og regionen kan indhentes ved henvendelse til ledende regionslæge Ove Ammitzbøll på mail ovea@peqqik.gl eller pr. tlf. +299 89 42 70 mobil +299 58 27 25

Generelle oplysninger om løn og ansættelsesforhold kan desuden fås ved henvendelse til personalekonsulent Jeanette Bjørnestad på mail: jelb@peqqik.gl

Det grønlandske Sundhedsvæsen er pr. 1. juli 2017 en røgfri arbejdsplads. Dvs. der er indført rygeforbud for alle ansatte i arbejdstiden, og omfatter alle indendørs og udendørs lokaliteter.

 

Ansøgningsfrist: 20. april 2018