Ledende overlæge til Gynækologisk Obstetrisk Afdeling Ledende overlæge til Gynækologisk Obstetrisk Afdeling, Holbæk Sygehus

Dette job er udløbet

Er du en visionær leder med en stærk lægefaglig profil? Og vil du sammen med den ledende chefjordemoder stå i spidsen for den fortsatte udvikling af Gynækologisk Obstetrisk Afdeling på Holbæk Sygehus?

Holbæk Sygehus

Holbæk Sygehus er et af fire akut sygehuse i Region Sjælland. Vores ambition er at Holbæk Sygehus skal opleves som et patientvenligt, ambitiøst og veldrevet sygehus i konstant udvikling. Samtidig spørger vi os selv om ”det gavner patienten”. Det gør vi, fordi målet er, at vores patienter modtager den bedst mulige behandling og oplever fleksibilitet og indflydelse i et stadigt mere nært og digitalt sundhedsvæsen. Holbæk Sygehus skal i gang med at udarbejde en ny generalplan for sygehuset. Det betyder, at sygehuset de kommende år står over for en spændende udvikling og omfattende nybyggeri.

Gynækologisk Obstetrisk Afdeling på Holbæk Sygehus

På Gynækologisk Obstetrisk Afdeling på Holbæk Sygehus brænder vi for at skabe god kvalitet og kontinuitet for de ca. 1.550 familier, der søger os i forbindelse med graviditet, fødsel og barsel. Vores fysiske rammer med føde-, barselsafsnit og svangre ambulatorium i umiddelbar forlængelse af hinanden, er med til at understøtte nærhed og sammenhæng i de obstetriske patientforløb, og giver gode betingelser for det tværfaglige samarbejde.

Gynækologisk Obstetrisk Afdeling varetager gynækologiske obstetriske funktioner bredt, dog ikke fertilitetsbehandling, inkontinens- og cancerkirurgi. Afdelingen har regionsfunktion i vulvodyni og Center for voldtægtsofre. Gynækologisk ambulatorium har behandlingsstuer til dysplasipatienter og minihysteroskopier. Afdelingen gør alt for at leve op til sygehusets strategi, om at behandle under samme tag samme dag, og råder over syv ugentlige operationslejer. Afdelingen har et tæt samarbejde med neonatalafsnittet omkring for tidligt fødte børn.

Afdelingen udmærker sig ved gode APV og trivselsmålinger og et dynamisk tværfagligt samarbejde mellem jordemødre, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, psykologer, sekretærer og ca 20 læger, fordelt på 1 ledende overlæge, 6 overlæger, 5 afdelingslæger, 3-5 læger i hoveduddannelse i almen medicin og 2 læger i hoveduddannelse i gynækologi og obstetrik.

Som ledende overlæge på Gynækologisk Obstetrisk Afdeling vil du sammen med chefjordemoderen være ansvarlig for:

  • At lede og videreudvikle afdelingen både som en selvstændig enhed og som en vital del af Holbæk Sygehus
  • At udvikle og organisere patientforløb af god faglig kvalitet herunder opfølgning på RKKP og LUP
  • At fastholde og styrke uddannelse, forskning og udvikling i afdelingen
  • At fastholde det tværfaglige samarbejde og styrke integration og samarbejde mellem faggrupper og afsnit
  • At bidrage til at fastholde og styrke samarbejdet regionalt og nationalt om det gode patientforløb og i øvrigt arbejde for fælles regionale indsatser på fødeområdet
  • At sikre den bedste anvendelse af ressourcerne, så aktiviteten kan nås inden for de givne budgetmæssige rammer

Den rette kandidat har bred specialerfaring inden for gynækologi og obstetrik samt ledelseserfaring. Du må gerne have kendskab til projektarbejde og til forskningsmetode og statistik. Du har erfaring med administration, herunder budgetplanlægning og økonomi- og ressourcestyring.

Dine personlige kompetencer omfatter en god evne til at samarbejde og delegere, et godt overblik og en gennemslagskraft der gør, at du kan skabe en god energi og en dynamisk udvikling mellem faggrupper og professioner. Vi vil være samarbejdende, udviklende og skabe det bedst mulige for vores patienter.

Tiltrædelse er snarest muligt efter aftale. Løn og ansættelsesforhold i henhold til gældende aftale for lægelige chefer.

Du er velkommen til at kontakte Partner Eva Zeuthen Bentsen, Zeuthen Storm på tlf. 20 86 03 25 eller Vicedirektør Dan Brun Petersen på tlf. 93 56 88 07 for en fortrolig drøftelse. Ansøgningsfristen er d. 26. januar 2020. 1. samtalerunde med ansættelsesudvalget vil foregå d. 4. februar og 2. samtalerunde vil foregå d. 11. februar. Ansøgere, der går videre til 2. samtalerunde, vil skulle gennemgå et testforløb.

Kontaktperson(er):
Navn: Dan Brun Petersen
Stilling: Vicedirektør
Email: dabp@regionsjaelland.dk
Telefon: 93568807

Om Holbæk Sygehus
Holbæk Sygehus er en innovativ arbejdsplads med masser af muligheder for personlig og faglig udvikling. Vi vil være førende i diagnostik og behandling af almene og hyppigt forekommende sygdomme, og vi har velfungerende forskningsmiljøer på disse områder.

Vi er et ambitiøst og veldrevet sygehus med en flad ledelsesstruktur – så vejen fra idé til handling er kort. Vi glæder os til at byde dig velkommen på holdet. Du kan se mere om job på Holbæk Sygehus her.