Ledende overlæge

Dette job er udløbet

Rusmiddelcentret KABS søger en ledende overlæge pr. 1. april eller snarest derefter. Vi søger et fagligt fyrtårn, der gennem sin viden og personlige gennemslagskraft kan fastholde og udbygge centrets sundhedsfaglige profil, som bl.a. finder udtryk ved et særskilt fokus på somatisk og psykiatrisk komorbiditet.

KABS er en virksomhed under Glostrup kommune, der yder takstfinansieret behandling for alkohol- og stofmisbrug til andre kommuner i Region Hovedstaden. Centret består af seks ambulatorier med omkring 120 ansatte, henholdsvis læger, sygeplejersker, psykologer, pædagoger, socialrådgivere, AC-ere samt sekretærer. Centret behandler årligt over 1.000 patienter, som har misbrug eller afhængighed af et eller flere rusmidler.

Den tidsmæssige vægtning af de administrative og kliniske arbejdsopgaver i stillingen andrager skønsvis forholdet en til tre. Der er således god mulighed for patientrettet kontakt, afhængigt af dine interesser og speciale.

Den ledende overlæge refererer til centerchefen og indgår i centrets ledergruppe. Med stillingen følger det overordnede faglige ansvar for centrets medicinske behandling af misbrug og misbrugsrelaterede sygdomme, herunder funktionen som behandlingsansvarlig overlæge for centrets heroinklinik.

Den ledende overlæge har personaleansvar for de øvrige overlæger og afdelingslæger samt en udviklingssygeplejerske. De ledelsesmæssige opgaver omfatter bl.a. medarbejderudviklingssamtaler, arbejdstilrettelæggelse, vagtplaner samt planlægning af kurser og faglig opdatering.

Blandt overlægens øvrige opgaver indgår desuden

  • møder med kommuner og andre samarbejdspartnere i samarbejde med centerledelsen
  • tværsektoriel koordination med det regionale sundhedsvæsen, Kriminalforsorgen og apotekervæsenet
  • kontakt til Sundhedsstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed
  • undervisning af øvrigt personale omkring rusmidler, behandlingsprincipper, farmakologi m.v.

Du er speciallæge i almen medicin, psykiatri, samfundsmedicin eller andet relevant speciale. Du har en solid viden om forebyggelse og behandling af rusmiddelafhængighed samt misbrugsrelaterede sygdomme, herunder specielt psykiatriske og infektionsmedicinske tilstande. Du har lyst til tværfagligt samarbejde og har blik for de muligheder, der ligger i et smidigt sektorsamarbejde. Du udtrykker dig klart og kan lide at formidle din viden til andre.

Vi kan tilbyde dig en innovativ arbejdsplads, hvor der er højt til loftet og plads til dine ideer og indflydelse på udviklingen. Vi har moderne klinikfaciliteter med eget kontor, undersøgelses/samtalerum, elektronisk journal og sekretærhjælp til skrivning af diktater.

Vi har et godt læringsmiljø med adgang til faglitteratur, tidsskrifter, eksterne kurser og konferencer. Hvis du har lyst og ideer til forskning inden for addiktiv medicin, vil vi meget gerne støtte op med rammer, der faciliterer dette.

I Glostrup kommune er der en generel politik om, at der ved ansættelser indhentes straffeattest og evt. børneattest.

Stillingen er fuldtids og indplaceres efter overenskomst mellem FAS og Danske Regioner samt reglerne i Ny Løn. Du søger stillingen via linket ‘Søg job‘. Her kan du uploade ansøgning og CV samt kopi af autorisationsbevis og evt. referencer. Ansøgningsfrist er søndag den 4. februar kl. 23:59. Ansættelsessamtaler finder sted den 7. februar fra kl. 13:00. Du kan få yderligere oplysninger om stillingen hos centerchef, overlæge Thomas Fuglsang, tlf. 45 11 75 02, mobil 40 31 40 06.

Læs mere om KABS på www.kabs.dk

Ansøgningsfrist:
4. februar 2018