Kontorchef til udviklingen af det risikobaserede tilsyn i Styrelsen for Patientsikkerhed

Dette job er udløbet

Vil du spille en nøglerolle i udviklingen af det risikobaserede tilsyn med det danske sundhedsvæsen? Vil du stå i spidsen for en visionær og innovativ brug af sundhedsdata og andre datakilder til gavn for patientsikkerheden? Og er du en dygtig leder med erfaring fra en politisk ledet organisation? Så er du måske den nye kontorchef i Styrelsen for Patientsikkerheds kontor ”Autorisation og Analyse”.

Dine arbejdsopgaver
1.  januar 2017 trådte et nyt tilsyn med det danske sundhedsvæsen i kraft. Det nye tilsyn blev indført med en lovændring i 2016 og medfører, at Styrelsen for Patientsikkerhed fremover fører et risikobasereret tilsyn med hele sundhedsvæsenet. Siden lovændringen har vi været i gang med at planlægge implementeringen af det nye tilsyn, herunder IT-understøttelse, intern organisering og inddragelse af eksterne samarbejdsparter. Der er tale om et område, der fortsat er under udvikling, og hvor den rette profil vil få stor indflydelse på det organisatoriske og analytiske set-up.

Som kontorchef i Autorisation og Analyse skal du stå i spidsen for en visionær, innovativ og databaseret udvikling af det risikobaserede tilsyn.  Du og dit kontor skal blandt andet gennem analyser af data fra såvel interne som eksterne kilder bidrage til, at vi får identificeret risikoområder, behandlingssteder og personer, der udgør en mulig risiko for patientsikkerheden. Du får også ansvaret for etablering af et behandlingsstedsregister baseret på Sundhedsvæsenets Organisationsregister (SOR).

Herudover udsteder kontoret autorisation til sundhedspersoner, giver tilladelse til selvstændigt virke for læger, tandlæger og kiropraktorer samt giver speciallæge- og specialtandlægeanerkendelser. Kontoret er derfor også dataejer og ansvarlig for administration af det offentlige Autorisationsregister.

Du bliver en del af chefgruppen, og du refererer til Direktionen.

Som kontorchef i Autorisation og Analyse bliver du bl.a. ansvarlig for:

  • Etablering og udvikling af relevant IT-understøttelse af risikoanalyserne
  • Udvikling af risikoanalyser og udpegning af risikoområder og behandlingssteder til det risikobaserede tilsyn
  • Sekretariatsbetjening af såvel interne som eksterne fora knyttet til det risikobaserede tilsyn
  • Udvikling og vedligeholdelse af registeret over behandlingssteder i det danske sundhedsvæsen
  • Udstedelse af autorisationer til sundhedspersoner, ret til selvstændigt virke, speciallægeanerkendelse m.m.
  • Udvikling og vedligeholdelse af sundhedsvæsenets Autorisationsregister
  • Personaleledelse i en styrelse, der har fokus på ”den gode leder”
  • Samarbejdet med sundhedsmyndigheder i både Norden, EU og tredjelande på kontorets fagområde
Dine kvalifikationer  

Vi forventer, at du har en relevant akademisk uddannelse og en meget stærk analytisk og ledelsesfaglig profil.

Det er et krav, at du har:

  • Blik for de muligheder, der ligger i at koble data fra forskellige kilder
  • Indgående erfaring med analytisk behandling af store mængder kvantitative og kvalitative data
  • Erfaring med at foretage risikobaserede analyser og risikovurderinger
  • Solid forståelse for IT-systemer og databasers opbygning
  • Omfattende ledelseserfaring og kan sætte en klar retning for både udvikling og drift
  • Erfaring fra en politisk ledet organisation
  • Godt kendskab til det danske sundhedsvæsen, herunder organisering, faggrupper, m.m.
  • Erfaring med at indgå i samarbejder med både interne og eksterne interessenter
  • Solide kommunikative evner.
Om os 

Styrelsen for Patientsikkerhed arbejder for, at det er trygt at være patient i det danske sundhedsvæsen. Vi fører bl.a. tilsyn med autoriserede sundhedspersoner og sundhedsorganisationer, udsteder autorisationer til 16 forskellige autoriserede faggrupper, og vi behandler klager fra patienter og ankesager om erstatninger. Vi administrerer desuden rapporteringssystemet om utilsigtede hændelser i sundhedsvæsenet, ligesom vi administrerer EU-reglerne om sygesikring ved behandling i udlandet.

På det grundlag bidrager vi til, at sundhedsvæsenet lærer af fejl og forebygger gentagelser.

Vi er mere end 400 medarbejdere og har tilknyttet over 700 sagkyndige konsulenter, der dækker de sundhedsfaglige specialer inden for hele sundhedsområdet. I Kontoret for Autorisation og Analyse er der ansat godt 20 medarbejdere, herunder to sektionsledere. Medarbejderne er bl.a. læger, sygeplejersker, kontorfunktionærer, chefkonsulenter og specialkonsulenter m.fl.

Løn og ansættelsesvilkår

Ansættelse sker i henhold til rammeaftalen om kontraktansættelse af chefer i staten. Stillingen er indplaceret i gruppe 1 svarende til lønramme 37. Ansættelsen sker som udgangspunkt på åremål.

Vil du vide mere?

Du kan få mere at vide om jobbet ved at kontakte administrerende direktør Anne-Marie Vangsted på tlf.nr. 44 88 93 15.

Er du interesseret? 

Så send din ansøgning vedhæftet kopi af CV, relevante eksamensbeviser m.v. elektronisk via linket nedenfor eller ved at tilgå stillingsannoncen på Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside: www.stps.dk senest den 31. marts 2017 kl. 12.00.

Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 14.

Ansøgere skal være villige til at lade sig teste af konsulentfirma.

Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen – uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.