Kontorchef/overlæge til kontoret for Sundhedsfaglige & Sagkyndige

Dette job er udløbet

En nøgleposition i det danske sundhedsvæsen

Kontoret for Sundhedsfaglige & Sagkyndige er en del af Styrelsen for Patientklager, Aarhus, der behandler klager fra patienter og har kompetence til selvstændigt at træffe afgørelse i sager om sundhedsfaglig behandling. Derudover er kontoret sekretariat for Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, Tvangsbehandlingsnævnet, Ankenævnet for Patienterstatningen samt Det Psykiatriske Ankenævn.

Som kontorchef/overlæge står du i spidsen for at opretholde retssikkerheden for både patienter og det sundhedsfaglige personale i de klagesager, som styrelsen behandler.

Kontoret for Sundhedsfaglige & Sagkyndiges opgaver kan inddeles i følgende hovedområder:

  • Sagkyndige: Der er tilknyttet ca. 500 sagkyndige til erstatningscenteret og klagecenteret. Det sundhedsfaglige team varetager blandt andet ansættelse, udpegning, faglig sparring, faglige møder, feedback, udsendelse af sager mv.
  • Screening: Det sundhedsfaglige team er ansvarlig for screening og kvalitetsvurderinger af alle indkomne sager og har overblikket over risiko, personer og organisationer.
  • Samarbejde med de juridiske kontorer: Samarbejdet mellem det juridiske og sundhedsfaglige er helt essentielt. Kontoret bistår med undervisning, sproglige og faglige oversættelser og korrektur, udarbejdelse af sagsfremstillinger mv.
  • Tandlægeområdet: Det private tandlægeområde er et nyt område for styrelsen. Kontoret er ansvarlig for opbygningen og driften af området herunder etablering af korps af sagkyndige og besigtigede tandlæger, samarbejde med tandlægeforeningen, koordinering af sager, sparring med jurister mv.

Du får endvidere en central rolle i forhold til samarbejdet med Retslægerådet, de videnskabelige selskaber, tilsynsenheder, de sundhedsfaglige organisationer, Departementet m.fl.

Du bliver chef for et meget engageret og kompetent sundhedsfagligt team med ca. 16 medarbejdere, der har en høj og bred faglighed og stor dedikation til en væsentlig samfundsmæssig opgave. Du får mulighed for at være med i opbygningen af den nye styrelse og skal i samspil med de øvrige kontorchefer være med til proaktivt at skabe en stærk tværfaglig sammenhæng mellem det juridiske og det sundhedsfaglige område.

Du refererer til direktøren for Styrelsen for Patientklager og indgår i et chefteam med styrelsens øvrige kontorchefer.

Du er fagligt velfunderet med klinisk erfaring og har gerne en samfundsmedicinsk baggrund. Du har ledererfaring, lyst til ledelse og en solid erfaring med tværfagligt og tværgående samarbejde. Du er ledelsesmæssig forankret og har en involverende og dialogorienteret ledelsesstil. Som person har du stærke relationelle kompetencer, er empatisk og har høj personlig integritet.

Ansættelsesvilkår

Ansættelse sker i henhold til Rammeaftale om kontraktansættelse af chefer i staten med grundløn efter gruppe 1 (LR37). Ansættelsen sker på åremålsvilkår, jf. principperne i aftale om åremålsansættelse.

Information  

Læs mere om stillingen i job- og personprofilen, som du finder på Genitors hjemmeside www.genitor.dk. Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte direktør for Styrelsen for Patientklager Lizzi Krarup Jakobsen, tlf. 2543 1680 eller fra Genitor chefkonsulent Evald Eriksen tlf. 4057 8708 samt chefkonsulent Katharina Jespersen tlf. 5151 5215.

Klik på “Søg job” og send os din ansøgning med CV og eksamensbevis. Ansøgningsfristen udløber fredag den 4. januar kl. 10.00. Første samtale forventes afholdt den 16. januar 2019 og kandidater der går videre til anden samtale den 23. januar 2019, kan forvente test udført af Genitor.

Generelt om styrelsen

Styrelsen for Patientklager behandler klager fra patienter og har kompetence til selvstændigt at træffe afgørelse i sager om sundhedsfaglig behandling. Derudover er vi sekretariat for Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, Tvangsbehandlingsnævnet, Ankenævnet for Patienterstatningen samt Det Psykiatriske Ankenævn.

Vi er mere end 200 medarbejdere og har tilknyttet ca. 500 sagkyndige konsulenter, der dækker de sundhedsfaglige specialer inden for hele sundhedsområdet.

Styrelsen for Patientklager har røgfri arbejdstid.

Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen – uanset alder, køn, religion, handicap, etnisk baggrund.