Kirurgi – barselsvikar for HU-læge Organkirurgisk Afdeling, Vejle Sygehus

Ansøgningsfrist: 2019-01-24T23:59:59 Sygehus Lillebælt

Organkirurgisk Afdeling, Vejle Sygehus – Danmarks bedste kræftsygehus 2018

En stilling som barselsvikar for HU-læge i kirurgi opslås ved Organ- og Plastikkirurgisk Afdeling, Sygehus Lillebælt Vejle med tiltrædelse pr. 1. februar 2019 eller efter nærmere aftale. Stillingen har hovedtjenestested ved Organkirurgisk Afdeling i Vejle, men indebærer jvf. uddannelsesprogrammet tjeneste ved de organkirurgiske afdelinger i Vejle og Kolding.

Sygehus Lillebælt (SLB) består af sygehusene i Kolding, Vejle og Middelfart, og sygehusmatriklerne har en overordnet indbyrdes opgavefordeling, så Kolding varetager den kirurgiske akutfunktion, og Vejle Sygehus er kræft- og specialistsygehuset i SLB.

Organkirurgisk Afdeling i Vejle er inden for den elektive organkirurgi særligt fokuseret på tarmkræft og brystkræft, ligesom der er en betydelig endoskopisk aktivitet. Vi udfører små 7.000 skopier årligt med hovedvægten på nedre skopi. Afdelingen har siden 2015 lagt stor vægt på anvendelse og udvikling af robotkirurgi ved kolorektalcancer og udfører aktuelt over halvdelen af colonresektioner og knapt halvdelen af rectumresektioner på robot. De øvrige rectumresektioner udføres hovedsagelig ved TaTME, som også er et udviklingsområde i afdelingen. Vi har flere regionsfunktioner i afdelingen, bl.a. EMR/ESD i rectum og kirurgi for inflammatorisk tarmsygdom, ligesom vi sammen med Onkologisk Afdeling varetager den højt specialiserede funktion udredning og behandling af analcancer. Afdelingen lægger stor vægt på effektive og smidige pakkeforløb med god sammenhæng og kontinuitet i forløbene, og på tæt multidisciplinært samarbejde om patienterne. Der er en betydelig forskningsaktivitet inden for såvel nedre mave-tarmkirurgi som mamma- og plastikkirurgi, og afdelingen har to forskningslektorer og flere Ph.D. forløb. Sammen med de øvrige afdelinger i det kolorektale MDT indgår vi i det regionale Center of Excellence for tarmkræft. Endelig varetager afdelingen den regionale sekretariatsfunktion for tarmkræftscreeningen.

Kolding Sygehus er akutsygehuset i SLB og modtager det kirurgiske akutindtag fra optageområdet. Afdelingen i Kolding har som følge heraf stort fokus på akut kirurgi. Organkirurgisk afdeling i Kolding har endvidere den elektive øvre benigne kirurgi, det være sig hernie-, galde- og reflukskirurgi, samt den benigne colonkirurgi og proktologi. Afdelingen råder over robot og har bl.a. robotassisteret herniekirurgi som udviklingsområde.

Begge afdelinger har en stor endoskopisk aktivitet, både gastro- og koloskopi, med samlet over 10.000 procedurer årligt. Tilsammen varetager de 2 afdelinger behandlingen for ca. 300.000 borgere.

I Vejle er vagtarbejdet tilrettelagt med forvagt, bagvagt og kolorektaloverlæge i beredskabsvagt. HU-lægen vil i Vejle primært være beskæftiget i dagtid med elektive funktioner, hvorimod HU-lægen i vagtperioden indgår i mellemvagtslaget i Kolding med fokus på akut kirurgi. Herved opnås en uddannelsesmæssigt gunstig kombination af elektive funktioner på højt fagligt niveau i Vejle og akutte funktioner med højt volumen i Kolding. Mellemvagten i Kolding er 13-skiftet.

Begge afdelinger har som fokusområde den lægelige videreuddannelse, og der er god mulighed for at gøre sin indflydelse gældende. Afdelingerne har en uformel tone, hvor der sættes pris på humor. Der er et godt kollegialt samarbejde, og altid mulighed for hjælp og supervision ved behov.

Vi søger en reservelæge med erfaring og interesse i kirurgi sv.t. afsluttet introduktionsstilling, der f.eks. ønsker at samle yderligere erfaring og kompetencer inden hoveduddannelsen. Der forventes enten erfaring eller vilje og evne til oplæring inden for endoskopi og mindre kirurgiske procedurer, herunder proktologi. Der vil efter nærmere aftale være mulighed for oplæring og supervision inden for særlige interesseområder. Gode evner for samarbejde og kommunikation, også med alvorligt syge mennesker, er et must.

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst.

Har du spørgsmål til ovenstående, er du velkommen til at kontakte ledende overlæge Hans B. Rahr, Vejle, hans.rahr@rsyd.dk, tlf. 7940 5600.

Ansøgningsfrist: torsdag den 24. januar 2019 kl. 12:00. Samtaler efter nærmere aftale.

For at give din ansøgning den bedste behandling bedes du søge stillingen ved at benytte knappen “søg” nedenfor.